TORBEN BRAMMING har ganske vist en pointe, når han den 14. januar påpeger, at hvad biskopperne personligt mener om klimaforandringer, er irrelevant for folkekirken. Det er nemlig helt korrekt.
Men Torben Bramming tager fejl i sit synspunkt om, at en tilslutning til regeringens energipolitik er en sammenblanding af forholdet mellem religion og politik. Det er i stedet en ret sondring. Folkekirken sætter ikke nogen politisk dagsorden. Den er sat politisk.
Hvad vi i folkekirken mener eller ikke mener om årsagen til klimaforandringer, eller om der er nogen klimaforandringer i det hele taget, er ikke op til biskopper eller andre i folkekirken at afgøre. Det er politisk bestemt.
At tage konsekvensen af en politisk beslutning, som omfatter folkekirken, er imidlertid almindelig rettidig omhu. Selv at tænke med på de politiske beslutninger, der er truffet, er den måde, det danske samfund udmærker sig på.
Det ville være muligt for folkekirken at sidde tilbagelænet og vente på, at Folketinget laver lovgivning, som stiller bindende krav til folkekirken, men sådan fungerer den danske model heldigvis ikke.
Det politiske mål er sat. Det er omfattende, og derfor er alle offentlige institutioner – som folkekirken er en del af – allerede i fuld sving med at tænke.
I går hørte vi, at hospitaler vil lære af hinanden, hvordan de kan reducere deres plasticforbrug. Universiteter vil undersøge varmesystemer i deres bygninger og så videre.
En ret luthersk forståelse af forholdet mellem religion og politik fordrer, at kirken er sig bevidst om sin opgave: at forkynde evangeliet, bringe trøst til modløse og forkynde vores ansvar som forvaltere af Guds skaberværk. Men kirken er ikke uden for samfundet. Selvom det ikke er vores primære opgave, udfører vi samfundsopgaver. Fordi vi er gode til det, varetager vi civilregistreringen med stor omhu og glæde. Vi forvalter dansk kulturarv og bruger enorme medlemskroner på, at kirker og flotte præstegårde skal være i god stand.
Når det er politisk bestemt, skal vi naturligvis tænke klogt om vores energiforbrug i kirker, sognegårde og præstegårde. Kirken sætter ikke en politisk dagsorden, men vi bør naturligvis opføre os ansvarsfuldt i forhold til det samfund, som vi er en del af. Jeg er ikke i tvivl om, at folkekirkevalgte menighedsrådsmedlemmer bakker fuldt op om, at dygtige fagfolk hjælper os på vej, så vi kan høste lette frugter og indimellem endda reducere omkostninger.
Poul Bo B. Sørensen er provst i Amagerland Provsti, Københavns Stift.