Prøv avisen
Debat

Tidligere præst: Jeg beundrer sosuer. Langt de fleste formår at hjælpe med empati og respekt

Et fællestræk for stort set alle disse sosuer har været den empati og respekt, som de har udvist over for mine nærmeste, og som de nu udviser over for mig, skriver forhenværende præst Anne-Mette Gravgaard i debatindlæg. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Anne-Mette Gravgaard, kunsthistoriker og forhenværende sognepræst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved ikke, om alle social- og sundhedshjælpere har læst Løgstrup, men jeg ved, at langt de fleste er helt med på, at de holder vores skæbne i deres hænder, skriver forhenværende sognepræst i debatindlæg

Dette er en tilkendegivelse. Jeg hører til den del af befolkningen, der er afhængig af social- og sundhedshjælpere, ligesom min mand og min mor og min far før mig har været afhængige. Der er sådan set ikke noget specielt galt med os, men på grund af sygdom og alder har vi ligesom hundredtusindvis af andre medborgere haft brug for sosuer for at kunne forblive i vores eget hjem indtil sidste udkald.

Da vi alle har boet sammen i et byggeforeningshus, har jeg i cirka 25 år haft nærkontakt med hjemmeplejen på Østerbro i København. Nu er de tre ældste af os døde. Men de har ligesom jeg været imponerede over, hvad samfundet yder af hjælp, når man ikke selv kan mere, og de har alle tre i udstrakt grad ikke blot kunnet lide deres hjemmehjælpere, men også holdt af dem.

Ofte har mit indtryk været, at disse følelser var gengældte, og jeg husker, at der faktisk har været hjemmehjælpere med ved alle tres begravelser. Et fællestræk for stort set alle disse sosuer har været den empati og respekt, som de har udvist over for mine nærmeste, og som de nu udviser over for mig.

Men naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen.

Når jeg skriver nu, har det to årsager, den ene, at min ”morgensosu” i dag fortalte mig, at hun sammen med sine kolleger følte sig udstillet i gabestokken efter den megen fokus, der har været på de dårlige sosuer på to plejehjem i henholdsvis Aarhus og Randers.

Den anden årsag er, at jeg i går havde en ”aftensosu”, der var undtagelsen, der bekræftede reglen om de empatiske og respektfulde sosuer. I den korte tid, hun var hos mig, nåede hun – med sit kropssprog måske – at tingsliggøre mig på en måde, som føltes nedværdigende, og hvor jeg bagefter overvejede med mig selv, hvem jeg egentligt var. Hun gik næppe heller opløftet og glad videre ud i natten, hvad den sidste borger på ruten og hendes egen familie sikkert har måttet undgælde for.

Siden coronaen rullede ind over Danmark, har jeg haft besøg af flere end 30 forskellige sosuer – hvoraf jeg på stående fod husker 29 ved navn. Det er helt klart alt for mange ikke mindst under en epidemi. Naturligvis må alle disse forskellige ansigter i ens stue virke forvirrende på en del af os ”borgere”, som vi hedder i terminologien. Det er også trættende hver dag at skulle gentage alle de små og store ting, som vi skal have hjælp til.

Der er heller ikke tvivl om, at rigtigt mange sosuer er i underskud for tid, og at i det mindste dagspersonalet i den grad prøver at dække hinandens ferier og sygdomsfravær, at de må afkorte deres besøg og cykle hurtigt for at nå os alle. Der har været nedskæringer siden mine forældres tid, og de kan mærkes.

Mine sosuer har mange farver og nuancer. De repræsenterer adskillige køn, aldre og nationaliteter og har hver især deres spændende og af og til traumatiserende historie, for eksempel som flygtninge. Men lige meget, hvor forskellige de er, og hvor mange tatoveringer og piercinger de har eller ikke har, så viser langt de fleste en medmenneskelighed, som skaber en gensidighed i forholdet til borgeren.

Som præst har jeg overvejet, hvad det højtidelige ord ”sjælesorg” egentlig står for. Sosuerne har lært mig, at sjælesorg ofte er noget, der sker i sammenhæng med en fysisk handling. Sjælesorg handler ikke blot om ord, men også om respekt og ligeværdighed. Jeg ved ikke, om alle social- og sundhedshjælpere har læst Løgstrup, men jeg ved, at langt de fleste er helt med på, at de holder vores skæbne i deres hænder.

De ved at ”all lives matter”. Jeg beundrer jer.

Anne-Mette Gravgaard er kunsthistoriker og forhenværende sognepræst.