Jeg blev ansat som kordegn i konfliktfyldt sogn. Det blev til otte måneder i helvede

Christian Søgaard Jensen oplevede ødelæggende konflikter i et sogn, han blev ansat i. Det er et tegn på, at folkekirken har et problem bag den anstændige facade, mener han. – Foto: Paw Gissel.
Christian Søgaard Jensen oplevede ødelæggende konflikter i et sogn, han blev ansat i. Det er et tegn på, at folkekirken har et problem bag den anstændige facade, mener han. – Foto: Paw Gissel.

I 2018 blev jeg ansat som kordegn i folkekirken. Mange tror fejlagtigt, at en kordegn har med sang eller kirkeorgel at gøre – men en mere passende betegnelse vil være at kalde det for en kirkelig sagsbehandler.

Kordegne effektuerer paragrafferne omkring fødsler, dåb og død, alt sammen på det administrative plan. I sig selv er det et fyldestgørende og tilfredsstillende arbejde, især hvis man er et detaljeorienteret menneske og kan lide at hjælpe borgere med at få styr på papirarbejdet, der følger med nogle af de største øjeblikke i deres liv.

Jeg blev ansat i et sogn, der havde ry for at være et særdeles konfliktfyldt et af slagsen. Dette valgte jeg at overhøre – der findes jo som bekendt et væld af onde tunger i denne verden helt uanfægtet af samfundets paradigmeskift – og som nytilflytter glædede jeg mig bare til at blive en del af en arbejdsplads, hvor det handler om at kunne gøre noget godt for andre. Et sted, hvor næstekærligheden er den primære beskæftigelse, og hvor åndelig oplysning og sjælelig lindring finder sted.

Jeg opsagde min stilling efter otte måneder.

Det skulle til min store skræk vise sig, at sognets ry holdt stik: Det var et sted med udbredt og ondsindet sladder blandt især den ældre del af personalet, og et sted, hvor menighedsrådet – det ansættende og ledende element, som svarer til noget i retning af en bestyrelse – bevidst modarbejdede sin provst og undlod at udvise interesse i alle andre ansatte end præsterne.

Slutteligt var sognet også et sted, hvor voksne mennesker lod mistro overskygge deres tiltro til hinanden. Fælder blev lagt. Stridigheder var konstant på dagsordenen. Der var kort sagt en vedvarende intern krig på alle fronter, og som ny kollega følte man sig som en fastklemt lus mellem adskillige negle.

Før min ansættelse hos folkekirken var jeg slet ikke klar over, hvor betydningsfulde de kristne ritualer kan være for dem, der ønsker tryghed. Jeg havde eksempelvis aldrig selv for alvor oplevet, hvorledes nadverens rutiner kunne opfylde en søgende menighed – primært gamle mennesker i mit tilfælde – med en åndelig forankring i tilværelsen, en tryghed og en indre ro, der i kraft af sig selv kan retfærdiggøre præstens funktion i et moderne samfund.

Men mit sogn modarbejdede selve det kristelige budskab, som burde udgøre grundlaget for medarbejdernes kirkelige funktioner. Jeg var naturligvis målløs og observerede ofte, at konflikterne var på et niveau, der mindede om, hvad man ser i en dysfunktionel børnehave.

I mine otte måneder var jeg vidne til en organist, der lå i en årelang bitter strid med en af præsterne. Kampen mellem dem havde kørt længe, og ingen af dem ønskede tilsyneladende andet end at fastholde fjendebilledet af den anden. Til sidst kunne organisten ikke mere og opsagde sin stilling efter mange års tro tjeneste.

Ingen tog ansvar for den iøjnefaldende mistrivsel. Jeg oplevede at blive brugt som redskab i en kamp mellem provsten og menighedsrådet, indtil jeg dagligt blev så forvirret af instrukserne til mig fra de to forskellige lejre, at jeg mistede nattesøvn. Jeg blev vidne til min nærmeste kollegas altopslugende daglige frygt for sit liv, fordi menighedsrådet ikke tog hende alvorligt, når hun igennem mere end et år havde forsøgt at gøre dem opmærksom på, at en aggressiv borger havde valgt hende ud som mål for chikane på ugentlig basis.

Og jeg mener det bogstaveligt, når jeg kalder mig selv for et vidne – jeg endte med at skulle vidne i retten, fordi jeg var med til at beskytte min kollega en dag og modtog en dødstrussel under forløbet. Det kulminerede med, at politiet kom og foretog en anholdelse, der muligvis kunne have været undgået, hvis ikke de ansattes adskillige mundtlige og skriftlige advarsler var effektløse helt op til katastrofen.

Det var dråben, der fik kalken til at flyde over.

Sådan en behandling er naturligvis uværdig for enhver at skulle opleve, og sådan en arbejdsplads er det rene helvede, hvilket er dybt ironisk, når man tænker på arbejdspladsen. Men problemet er, at mistrivslen fortsætter uden noget opsyn udefra.

De færreste ved, hvad der findes af usagte, forældede interpersonelle strukturer i den danske folkekirke. Så længe man ikke åbner dørene til denne verden og lader folkekirken rådgives og inspireres af velfungerende ledelses- og arbejdsmiljøer, bliver det ikke anderledes.

Det kan derfor ikke undre mange, at denne tidligere kordegn ønsker at belyse den bundrådne kultur, der findes i nogle af landets mange pastorater. Skal denne adfærd fortsat have lov til at trives i danskernes kirkesamfund, der nyder godt af en grundlovsfæstet særstilling i den danske stat?

I mine øjne er det et klart tegn på, at folkekirken har et problem inde bag den anstændige facade, og at der skal åbnes op for ny ligestilling og ansvarsbevidsthed i kirkemiljøet.

Der bør tages et gedigent og insisterende opgør med feudale, formørkede rangordener og tankesæt blandt personalet og i særdeleshed med de tomme og meningsløse prestigepladser blandt menighedsrådene. Det er den eneste måde, hvorpå kirken kan følge med tiderne og forblive relevant i et samfund, hvor vi ikke længere finder os i forskelsbehandling.

Det er på tide at lufte alvorligt ud i kirkekulturen. Andet kan man ikke være bekendt over for de borgere, der betaler kirkeskat til den største religion i Danmark.

Christian Søgaard Jensen er tidligere skoleleder ved oplysningsforbundet LOF Djursland.