Jeg sidder her foran min computer, foran mig er der en masse røde streger, der viser alle de fejl, jeg skriver. Det sker, fordi jeg er ordblind.
Det fandt jeg ud af, da jeg gik i 2.g i gymnasiet. Min lærer ville gerne have mig testet i 1.g, men det ville jeg ikke, fordi jeg vidste, der var fordomme om ordblinde, og jeg havde også selv fordomme. Men der var flere lærere, der ikke gav op, så jeg blev endelig testet. Jeg var ikke bare ordblind, men meget ordblind, og jeg var sønderknust. Havde alle de personer, som i min barndom havde sagt, jeg aldrig ville klare en gymnasial uddannelse, ret?
Jeg valgte selv svaret: Nej, ingen skulle sige, hvad jeg kunne eller ikke kunne, også selvom jeg var ordblind. Men da jeg så sagde ud til verden, jeg er ordblind, fik jeg hurtigt modsvaret: Men du er da ikke dum, hvordan kan du så være ordblind?
Hvad er det egentlig for et spørgsmål? Det er en sejlivet fordom, at ordblinde er dumme, selvom H.C. Andersen, Niels Bohr og Einstein og mange flere var det. Derfor begyndte jeg selv at opleve folks fordomme om ordblinde og begyndte at snakke med andre unge om ordblindhed, og det skræmte mig. I vores samfund, hvor de fleste skoler gør så meget for ordblinde elever, er der stadig så megen social uvidenhed og frygt omkring ordblinde og deres sociale liv og fremtidsmuligheder.
Jeg begyndte at holde foredrag på min egen skole om ordblindhed, og hvordan man skal håndtere det. Der kom spørgsmål om alt fra dating til fremtiden og alt derimellem.
Det bekymrer mig, hvor meget unge frygter at være ordblinde, hvor bange de er for at skille sig ud fra mængden. Det gør, at nogle nægter at bruge de hjælpemidler, de får tildelt. Der er unge, som ikke tør bruge sociale medier, selvom der ikke er noget galt med at skrive forkert, fordi de er bange for at blive gjort til grin af deres bekendte, men husk, næsten alle er enten ligeglade med stavefejl eller vil hjælpe dig, hvis de ser dem. Der er kun få, som vil nedgøre en.
Kære unge, de skal ikke bestemme, hvad I kan eller skal. Jeg har en ven, der altid skriver til mig, hvis jeg laver kæmpe fejl i mine opslag, ikke små grammatiske fejl eller et manglede bogstav, men hvis jeg har skrevet et andet ord eller skrevet noget helt forkert, så får jeg en lille besked: ”Hejsa, mente du ikke xxx i stedet for xxx.” Han gør det ikke for at udstille mig, men for at hjælpe mig, så mit budskab ikke forsvinder. Det er jeg meget taknemmelig for.
I stedet for at være bange for at lave fejl, så lav dem, og tag imod den hjælp, andre vil give, når I laver dem.
At I er ordblinde gør jer ikke mindre værd end jeres venner, I har samme muligheder som jeres venner.
I skal gøre noget virkelig svært, I skal være åbne om jeres svagheder, om det er at læse, skrive eller andet, for vil man gerne have ændret samfundet, så det er mere åbent og forstående over for det, som er uden for normen, så er man nødt til at spørge alt, hvad man kan, svare på alt, hvad man kan og kæmpe alt det, man kan.
Det er ikke nemt, for i dag skal man være den perfekte version af sig selv, men kære unge, det er så meget sjovere at være uperfekt. Det er der, de sjove historier kommer fra. Der er stadig mange fordomme i det danske samfund om ordblinde, det ved jeg godt, og jeg ved, det er hårdt at møde dem.
For nylig mødte jeg en kvinde, der sagde, at jeg bare skulle øve mig i at stave, så forsvandt min ordblindhed. Mennesker som hun mener det ikke ondt, men de er uvidende, og derfor er vi nødt til at oplyse dem.
Kære unge, kæmp, kæmp for jeres drømme. I kan blive, hvad I vil, I har hjælpemidlerne til det, spørg om hjælp, så vil I få hjælp, og sig smut med jer til alle de uvidende personer, der mener, I er mindre værd eller kan mindre, fordi I ikke kan stave til Hippopotomonstrosesquipedaliofobi eller til niveau.
Freja Malik Jessen, foredragsholder, Nykøbing Mors.