Prøv avisen
Debat

Jeg blev fjernet fra en familie og en slægt. Forældre skal forme vores børn, ikke staten

"Mette Frederiksen (S) taler om ”solidaritet”. Den bør vel også omfatte svage forældre?" skriver forfatter Tapio Juhl, som er vokset op i en plejefamilie. Foto: Leif Tuxen

Tapio Juhl

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

STATSMINISTEREN understregede i sin nytårstale vigtigheden af at være en familie og ”forme” vores børn. ”Sådan lever vores danske kultur videre fra én generation til den næste.” Det er godt og rigtigt, hvis det er forældre og ikke staten, der skal forme vores børn. Brydes mønsteret, er der altid en omkostning, som både den fjernede og forældrene skal betale. En pris, der i sidste ende kan vise sig langt højere, end hvis man i tide havde gjort det rigtige: støttet svage forældre. Og kun som allersidste mulighed fjernet et barn, inden det fylder to år.

For en tid siden var jeg nogle dage på landsarkivet i Viborg. Lidt væk fra mit arbejdsbord opdagede jeg en bekendt fra min egn. ”Nå, Søren, hvad kloger du så med?”, hviskede jeg lidt friskfyragtigt. ”Jeg prøver såmænd at finde min datters familie.” ”Jamen, du er da hendes far.” Og nu fortalte Søren, at datteren var adopteret, var nu 33 år, havde fået konstateret kræft og havde tre måneder tilbage at leve i.”

”Nu vil min datter vide, hvor hun kommer fra, hendes forældre.”

Mette Frederiksen (S) sagde i nytårstalen: ”Når vi tager for mange hensyn til de voksne. Så betyder det, at der er børn i Danmark, som vokser op med omsorgssvigt og vold.”

Problemet er ikke ”for mange hensyn”, men manglende hensyn og støtte.

Min plejemor, der var enke, fortalte aldrig om mine forældre, eller hvor jeg kom fra. Jeg mærkede, at det var tabu. Ved at spørge fornemmede jeg, at jeg kunne give det indtryk, at jeg var utaknemmelig.

Der var svigt. Det værste var, når min plejemor pakkede min kuffert og sagde, at nu skulle jeg tilbage. Jeg flygtede så i natten. Kom grædende, krybende tilbage. Én uden for familien havde lovet at gå til kommunen. Det blev ikke til noget.

Egentlig var jeg glad for det. For jeg burde og skulle være taknemmelig. Og jeg havde mine kammerater, en elskelig klasselærer og mine to ældre søskende. Jeg betroede mig til sognets præst. Og da jeg senere kom i lære, fik jeg en ældre svend, der tog mig med på ture ved Vestkysten.

Alt det blev min overlevelse.

Mette Frederiksen erkender, at der er for mange opbrud og flytninger. Alt for mange tvangsfjernede bliver genflyttet, fordi en plejefamilie ikke kan opfylde kravene.

Bliver et barn fjernet til en ny familie, afbryder man samtidig kontakten til noget afgørende: en egn, søskende, kammerater, en skole og måske en voksen uden for plejefamilien.

SENIORFORSKER Mogens Nygaard Christoffersen lavede tilbage i 2007 en undersøgelse af samtlige 87.289 danske børn født i 1966, hvor han havde fulgt dem, til de blev 27 år. Undersøgelsen konkluderer, at fjernelsen fra hjemmet har en afgørende negativ betydning, og disse børn har en større sandsynlighed for at forsøge selvmord, inden de bliver 27 år.

Min egen undersøgelse af 61 finske krigsbørn, hvoraf nogle blev flyttet mere end én gang, viser det samme. Jeg erkender, materialet er spinkelt, men 6,6 procent begik selvmord. Tallet er formentlig større, da jeg ikke kender hele livsforløbet for alle 61 personer.

En britisk undersøgelse mange år efter Anden Verdenskrig af engelske ”warchildren” dokumenterer, at kriminalitet, skilsmisse og selvmord var signifikant højere hos den gruppe børn, der var fjernet fra hjemmene i London og flyttet ud til fremmede. Mens de, der var blevet hos mødrene under Blitzen, var blevet de stærke og havde fået det gode liv. Hvis de overlevede bombardementerne. De oplevede frygten, men fik ikke angsten i sig.

DANMARK HAR NORDISK REKORD i tvangsfjernelser. Kommunernes Landsforening har i 2015 erkendt, at de 14 milliarder kroner, man bruger i indsatsen over for børn og unge, kan anvendes mere hensigtsmæssigt, for eksempel til en meget tidlig og intensiv indsats – ofte allerede under graviditeten.

Antallet af fjernede børn er i dag cirka 13.000. I årene 2007-2018 er antallet af fjernelser uden forældres samtykke steget med 24 procent.

Selv var jeg som barn bagud i skolen. Var på kanten af kriminalitet. Blev smidt ud af den private realskole med ordene: ”Din fremtid er en trillebør, en skovl og et par jernbeslåede træsko!”. Siden dengang har jeg altid respekteret det arbejdende folk. Efter at have arbejdet et år som elektrikersvend, søgte jeg ind på Aarhus Seminarium. Ved optagelsessamtalen hos rektor Paul Holt fortalte jeg om mine manglende kundskaber. Holt så på mig med sine milde øjne: ”Det skal De ikke tænke på, jeg har dygtige undervisere, det er deres opgave. Min samtale med Dem går ud på, om De kan blive den gode lærer.” Det blev et slid, meter for meter. Jeg har i dag et godt liv og en god tilværelse.

DA MIN PLEJEMOR lå på dødslejet, råbte hun kun mit navn. Det vil jeg huske og tænke på. Hendes svigt dengang var måske kun et fortvivlet ønske om at knytte mig mere til hende? Måske kunne jeg ikke overgive mig af loyalitet over for min biologiske mor? Og endelig var jeg sikker på, at jeg også havde en far som alle andre. Han var derude et eller andet sted.

Efter min plejemors død fandt jeg alle brevene gemt bagerst i et chatol. Også fra min far, som spurgte til mig, hvorledes det gik. Han ville også gerne have tilsendt fotos af mig. Da jeg efter min biologiske mors død sammen med mine brødre skulle rydde hendes lejlighed, var der billeder af mig overalt. Jeg så tidligere min biologiske mor to gange: Da jeg blev konfirmeret og meget senere som voksen. Jeg kunne ikke engang tage om hende. Det var ondskab. En skyld, der aldrig forsvinder. Man kan og må ikke fornægte sin egen historie.

Vores statsminister bør tænke sig om. Mette Frederiksen taler om ”solidaritet”. Den bør vel også omfatte svage forældre? Foretagsomhed uden omtanke er værre end dovenskab.

Tapio Juhl er forfatter og foredragsholder.