Prøv avisen

Hvorfor skal Jacob Munk kritiseres? Han gengiver blot Jesu ord

Thilde Thuren

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I kritikken af Jakob Munk misforstås hans budskab, som gemmer på en skjult skat af kærlighed og frihed, mener Thilde Thuren

I DISSE DAGE kritiseres stud.theol. Jacob Munk for sin nyudgivne bog ”En langt bedre vej”. Jeg synes, han bliver misforstået, og en skjult skat af frihed og kærlighed overses i frygten for udskamning og undertrykkelse.

For to et halvt år siden blev jeg kristen i en frimenighed i Randers. Få måneder efter talte jeg med en præst med en mere liberal teologi, end jeg selv har. Han antog, at jeg var imod vielser af homoseksuelle, hvilket jeg dog på daværende tidspunkt ikke havde dannet en mening om endnu. Som argument sagde han: ”Guds kærlighed er grænseløs.”

Men prøv engang at tænke den sætning ud. Hvis kærligheden er grænseløs, skulle forældre så opdrage deres børn uden at sætte grænser? Er vi virkelig sikre på, at kærlighed er lig med at acceptere enhver forskellighed?

Jeg var fortvivlet efter samtalen, for jeg ville jo gerne omfavne alle mennesker. Min tro skulle ikke få den betydning, at nogen bliver dømt ude, så hvordan skulle jeg forholde mig til den her problemstilling?

Jeg talte efterfølgende med præsten i den menighed i Randers, hvor jeg kom til tro. Præsten svarede ud fra lignelsen i Johannesevangeliet om kvinden grebet i utroskab. Jesus siger til kvinden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

Her fandt jeg et svar at holde fast i. Gud fordømmer ikke den, der gør det forkerte. Men derfor fortæller han dig stadig, at det er forkert, hvad du har gjort, og at du skal gøre det rigtige fremadrettet. Din værdi i hans øjne er uplettet uagtet dine handlinger, og han elsker dig ubetinget for den, du er, men han elsker ikke nødvendigvis det, du gør.

Er kærlighed lig med at acceptere alt? Eller er kærlighed lig med at acceptere alle?

”Hvis der var tale om en ny vej, skulle han (Jacob Munk, red.) have koblet Guds ukritiske kærlighed til menneskers forskellighed,” skriver Maria Lehmann. Mit svar er, at Guds kærlighed ikke er ukritisk, men derfor omfavner den stadig os alle, uanset hvad vi gør af det, som Gud kategoriserer som synd.

I Jesus er vi tilgivet alt, og derfor er vi alle lige i hans øjne. Derfor kan vi fejle og stadig være elsket og være sammen med Gud. Her aflives skammen og skylden. Det betyder dog ikke, at vi skal lade være med at stræbe efter at undgå synden.

Er kærlighed ikke at anvise en vej, som man tror, er den bedste for sit barn at følge? Og så har barnet lov at vælge noget andet. Gud giver os også lov til at vælge en anden vej end den, han anviser os, men han advarer os om, at vores valg har konsekvenser.

Konsekvensen kan være fraværet af Gud – altså fraværet af kærlighed, eller hvad nogle kalder Helvede. Det er ikke en straf, det er oplysning om, hvad ens valg fører med sig. For det er en illusion, vi i dag gerne dyrker, at vi kan vælge frit uden konsekvenser.

Hvorfor undgå synden? Fordi det er det bedste for os selv. Gud er kærlighed. Gud er indbegrebet af kærlighed. Synd er det, der skiller os fra Gud. Gud anviser en vej for vores liv, som han ved, er bedst for os.

Det handler om, at Gud ønsker det allerbedste for os, og i den forståelse bliver synd faktisk et kærlighedsredskab og udtryk for omsorg. Ligesom når forældre siger til deres barn, at det er forkert at gå over for rødt lys. Det er for at hjælpe barnet på rette vej, ikke for at begrænse det til kun at gå over for grønt.

Jesus siger til den homoseksuelle, som han siger til alle os andre: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

Thilde Thuren er studerende og frivillig i Blå Kors.

Men prøv engang at tænke den sætning ud. Hvis kærligheden er grænseløs, skulle forældre så opdrage deres børn uden at sætte grænser? Er vi virkelig sikre på, at kærlighed er lig med at acceptere enhver forskellighed?

Thilde Thuren