Jeg blev skilt og mistede min mor. Blev der tændt et nyt lys?

For et år siden skrev jeg: ”Gad vide, hvad der er sket om et år.” Der er sket meget, mere end jeg næsten kan rumme

Ulla Hinge Thomsen.
Ulla Hinge Thomsen. . Foto: Jakob Helbig.

Det er et år siden, at jeg skrev kronikken ”For hvert lys som slukkes, tændes der et nyt”. Lyset, der var slukket, var min mors. Hun var død fire måneder forinden, og jeg havde knap fattet det endnu. Jeg har stadig ikke fattet det. For et par måneder siden var jeg så meget i vildrede, at jeg opsøgte den præst, der både sjælesørgede og bisatte min mor:

”Jeg ville spørge dig… hvor er min mor nu?”, spurgte jeg forsigtigt og genert.

Han smilede, som om jeg havde stillet ham et meget lettere spørgsmål, end han havde frygtet: ”Jamen, hun er jo hos Gud. Hun har det godt.”

Han citerede igen fra den salme af N.F.S. Grundtvig, han også talte om ved hendes bisættelse, ”Gammel nok jeg nu er blevet”, med linjerne:

”Naar med denne Verden brydes,

til Guds-Bordet vi indbydes.”

”Jeg kan så godt lide, at vi ikke skal tro, at vi kommer som uventede gæster – ved Guds bord står en stol parat til os alle sammen med vores navn på, vi er velkomne,” smilede han.

Han smiler meget, min mors præst, og det er en trøst i sig selv, at han er så sikker i sin tro.

Jeg er langtfra sikker i min. I lang tid efter, at min mor døde, syntes jeg bare, at hun var væk. Hun var i hvert fald ikke i den lyseblå urne, jeg lettere fortumlet havde valgt, da bedemanden kom ind på hospicet for at træffe aftaler om praktiske ting, der syntes ligegyldige og altafgørende på en gang. Hun var ikke på kirkegården, som jeg sommetider opsøgte for at få en fornemmelse af forbindelse. Og hun var slet ikke til stede som ånd, sådan som jeg halvt om halvt havde forventet – og som hun havde fortalt mig, at hun selv havde oplevet det med både min morbror og mormor. Hun var bare væk.

Tomheden efter hende var blandet med lettelse, for det var så svært til sidst. Svært at være hende, svært at være i nærheden af hende. Hun var vred og fortvivlet – hun ville ikke dø, og hun ville dø med det samme, for alt var meningsløst, når hun ikke skulle leve videre, som hun så gerne ville. Er alt meningsløst? Den tanke kan godt hjemsøge en, når den person, der skabte en, den person, som man boede i allerførst, er væk.

Men så kom hun igen. Ikke som ånd eller spøgelse, men som glimt af situationer, der var engang. Tanker om ting, hun havde sagt, ting, hun altid sagde. Som at man kunne komme til at længes efter helt almindelig hverdag. Eller at hun simpelthen ikke vidste en dyt om et eller andet. Tanker om, hvad hun ville have sagt til det, der sker nu. Om Trump og MeToo, om, at jeg var i sminken sammen med Ghita Nørby (som hun insisterede på at udtale ”Ji-ta”), da min seneste bog udkom. Det ville hun virkelig have syntes var noget.

Jeg har indimellem spurgt mig selv, hvad hun ville have sagt til min nye kæreste, som hun nu aldrig kommer til at møde. Jeg lovede hende til allersidst, hvor hun var så bekymret for os alle sammen, at jeg nok skulle finde kærlighed igen. Jeg lovede det, selvom jeg langtfra var sikker, men jeg fandt den, fandt ham. Jeg ønskede mig en mand, jeg kunne snakke med, og det gør vi. Og skriver. Snakker og skriver og skriver og snakker, han er et snakkehoved, jeg er et skrivehoved, vi falder i hak og bliver euforiske, og indimellem kommer vi også på kollisionskurs, men jeg ønskede mig også en mand, der fik mig til at føle, og det fik jeg.

I periferien af euforien lurer også sorgen over, at vi ikke mødte hinanden tidligere, vi krydsede jo hinandens spor så mange gange – på Frederiksberg, på Østerbro, i udkanten af fælles cirkler. Men det giver ingen mening at sørge over den tid, der er gået, kun at glædes over, at vi trods alt nåede at opleve det, vi kan sammen. Jeg har aftvunget ham et løfte om udødelighed.

Jeg havde glemt, hvordan det var at elske på den måde. At være afhængig af en anden, tæt på og langt fra, i savn og nærvær, med nærhed og afstand. Hvor godt det gør, og hvor ondt det kan gøre, hvor bange man kan blive for at miste. Men der er intet andet, jeg hellere vil, end netop det: For hvad er værd at leve for, hvis ikke kærligheden?

Værd at leve for er børnene. Mine bliver store for øjnene af mig, hvilket også betyder, at de små børn, de var engang, er væk for evigt. Når jeg ser på billeder, savner jeg de små, men når jeg ser de store i virkeligheden, bliver jeg stolt. Jeg ser min datter prøve sig frem i et voksenliv, der ikke er så enkelt endda, men har det nogensinde været det? Hvad skal jeg være, og hvad skal jeg blive – spørgsmålene er de samme gennem generationer, men svarene er stadig umulige at fremstille, de skal leves frem. Jeg ser, at hun gør det, også når hun ikke selv ved det, og det gør mig en lille smule mindre ængstelig ved, at hun en dag skal klare sig selv.

Min søn er en sjælden slags. Det siger alle mødre, men det er han virkelig. Positiv og ligefrem, sjov og kreativ. Han har båret en stor del af byrden ved den skilsmisse, der mindst af alt var hans ønske, og nu græder han endelig over den: ”Jeg savner plads,” siger han og sørger over det store, gamle hus, der endte med at blive sådan en klods om benet for de voksne, fordi vi ikke kunne få det solgt og komme videre. Vi drog af sted fra det en decemberaften for 10 år siden efter fire timer med veer. ”De bliver jo aldrig regelmæssige, jeg går ud og tørrer hår!”, havde jeg snerret, og det grinede vi siden meget ad, for de varede præcis et minut med to minutter imellem. På vej til hospitalet stoppede vi bilen ved hver ve, så jeg kunne stille mig op på alle fire og brøle igennem smerten. Da vi kom frem, fik jeg tilbudt et bad og den epiduralblokade, jeg havde fået skrevet ind i min vandrejournal. Den gav fire timers velsignet ro, hvor jeg lå alene i natten, mens min mand tog en lur og iagttog min søns rolige og regelmæssige hjertelyd på en skærm, mens en anden kurve viste de stadig tiltagende veer. Der vidste jeg, at han var robust. Lillejuleaften sad vi igen i vores hus, med vores lille lyserøde søn ved siden af os på sofaen, mens vi spiste varm leverpostej og drak juleøl. Alt det, og meget til, skete der i dét hus, som nu er nogle andres og huser en ”Beauty Salon”.

Det er sørgeligt, men ikke ubærligt. Vi er jo gode venner alle sammen, og vi er kommet så fint videre. Min eksmand bor lige om hjørnet, vores søn kan være i sit andet hjem på under 10 minutter, vi ses flere gange om ugen og taler sammen næsten hver dag. Men den gamle familie er endegyldigt forandret, og den splittelse kan jeg aldrig tage fra min søn, fra nogen af mine børn. De har arvet den fra mig, jeg har oplevet familier dannes og splittes, siden jeg var fem. Det er ikke et dårligt liv, langtfra, men det er udfordrende. Hvem hører jeg til, hvem vil elske mig for evigt? Sådan kommer et skilsmissebarn til at spørge mere end én gang i sit liv. Jeg ser mine søskende starte deres nye familier i trygge rammer, og jeg håber for dem, at det må vare ved. Jeg tror på, at det gør, for de virker så meget mere stabile, end vi nogensinde gjorde.

For et år siden skrev jeg: ”Gad vide, hvad der er sket om et år.” Der er sket meget, mere end jeg næsten kan rumme, og ligesom min mor kan jeg gribe mig i at længes efter helt almindelig hverdag. Jeg håber, at vi alle sammen snart får lidt fred, for nu har forandringerne varet længe. Jeg håber, at min nye kærlighed varer ved. Jeg håber, at mit ældste barn finder ud af at nyde og navigere i voksenlivet, og at mit yngste får lidt mere uforstyrret barndom. Jeg håber, at min mor kigger med et sted fra, måske fra sin stol ved et festligt bord, og at hun lægger mærke til, at vi hele tiden tænder nye lys.

Ulla Hinge Thomsen er journalist, cand.mag. og forfatter.