Nej, det er ikke ”grov mistænkeliggørelse” af Løgstrup – det er en diskussion af hans udsagn

Jeg kan konstatere, at det i visse kredse i dag ikke anses for videnskabeligt redeligt at diskutere og citere Løgstrups udsagn. Jeg kan kun opfordre til, at ”Nazismens Filosof” bliver genoptrykt, så alle kan læse den og flere kan diskutere dens indhold og betydning, skriver filosof i modsvar til kritik

Der er for tiden en livlig debat om filosof K.E. Løgstrups forhold til Martin Heidegger og til nazismen. Arkivfoto.
Der er for tiden en livlig debat om filosof K.E. Løgstrups forhold til Martin Heidegger og til nazismen. Arkivfoto. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.

LEKTOR EMERITUS Hans Hauge kritiserer i Kristeligt Dagblad den 27.november min disputats ”Fremkaldte kulturrum”, hvor han blandt andet skriver: ”Det ubehageligte ved bogen er hendes anklage mod Løgstrup for at være alt for glad for nazismen.”

Professor emeritus Svend Andersen tager tråden op og insinuerer, at min forskning ikke lever op til videnskabelige standarder. Hauge har læst min bog, Andersen har kun læst Hauges debatindlæg. Det er dybt forunderligt, at Andersen på det grundlag kommer med sådanne anklager. Men hvad er problemet?

I 2017 skrev jeg en kritik af Hauges bog ”Løgstrup, Heidegger og nazismen” fra 2016. I den understregede jeg, at jeg ikke tilslutter mig, at Heideggers filosofi afskrives grundet hans engagement i det nationalsocialistiske Tyskland. Det er et faktum, at Heidegger var partimedlem af DNSAP fra 1933 til 1945 og i sit virke som rektor i 1933 implementerede nationalsocialismens antijødiske lovgivning på Freiburg Universitet.

Det har også været kendt for Løgstrup, der opholdt sig i Freiburg i 1933. Hjemvendt fra Tyskland havde Løgstrup den 14. april 1936 kronikken ”Nazismens Filosof” i Dagens Nyheder. Det er min udlægning af denne kronik, der er faldet Hans Hauge for brystet. Som sagt mener jeg ikke, at vi skal opgive at læse og bruge Heideggers filosofi på grund af hans tilslutning til nationalsocialismen, men vi skal diskutere den del af Heideggers værk, og på samme måde er det relevant og vigtigt at analysere og diskutere Løgstrups kronik fra 1936.

I sin bog fra 2016 spurgte Hans Hauge ”Skjulte Løgstrup noget?”, og det er netop denne antagelse, han nu skyder mig i skoene. Hauge kom til denne karakteristik af Løgstrup i sin bog:

”Frygtede Løgstrup på dette tidspunkt (1936, red.) kommunismen mere end nationalsocialismen? Stalin mere end Hitler? Utvivlsomt. Han vidste jo alt om, hvordan det stod til i Tyskland og kendte kampene mellem kommunister og nazister. Valget var vanskeligt, når man ikke ville vælge det borgerlig-liberale demokrati.”

Og videre konkluderede Hauge: ”Her ender Løgstrup i et stort dilemma. (…) Han er enig med nazismens filosof, men hvis han siger det, er det galt, og marxist er han ikke på nogen måde. (…) Hans problem var, at han ikke havde et sprog, hvormed han kunne kritisere nationalsocialismen, når han ikke ville bruge kristendommen som en tredje diskurs.”

MIN DISPUTATS ”Fremkaldte kulturrum” er en analyse af, hvordan historiske begivenheder påvirker og muliggør forskellige syn på centrale begreber som demokrati, humanisme, videnskab og ansvar. Det primære materiale er debatindlæg i aviser og tidsskrifter udkommet i Danmark mellem 1930 og 1960.

Jeg tager ikke stilling for eller imod forskellige synspunkter, men forsøger i indledning og konklusion at trække tråde til debatter, der udspiller sig i vores samtid.

Løgstrups kronik ”Nazismens Filosof” er citeret som eksempel på Søren Holms påstand i bogen ”Demokrati og Diktatur” fra 1946, at i mellemkrigstiden kunne ”Diktaturets Tanker” opnå popularitet, fordi dele af befolkningen frygtede ”Socialdemokratiets stærke Vækst og Kommunismens voksende Trussel. (…) Mange borgerligt indstillede Mennesker saa i Nazismen og Fascismen det bedste Bolværk mod denne formodede Fare.”

Jeg citerer Løgstrup i ”Nazismens Filosof” for at skrive, at ”Nationalsocialismen kaarede netop Martin Heidegger som sin Filosof. Heidegger (…) fulgte Kaldet og stillede sin filosofiske Tænkning i Nationalsocialismens Tjeneste.”

I min læsning er jeg enig med professor Tine Reeh, der i sin disputats om Hal Koch fra 2012 skriver, at ”Løgstrup tager i kronikken ikke parti for demokratiet, men skriver tværtimod i sin afslutning, at ved Heideggers analyse af ’Man’ og ’Niemand’, hvor den enkeltes tilværelse opløses og forsvinder i de andres, er der ’langet kraftigt ud til Demokratiet’”.

Hvis det er dette, Hauge mener, når han skriver: ”Hun (Pedersen, red.) mener, at Løgstrup skjulte noget. Det er en grov mistænkeliggørelse”, så er mistænkeliggørelsen altså ikke ny.

JEG CITERER OGSÅ LØGSTRUP for at skrive i ”Nazismens Filosof”, at ”Menneskets Liv er blevet Adspredelser og Nysgerrighed [i det offentlige Man] og uden Evne til personlig Afgørelse og uden Samling.”

Fra denne tilstand ”henter Filosofen og Føreren os; han befrir os fra den offentlige Menings Diktatur. (…) Føreren og Filosofen har i sjælelig Samlethed forsaget Adspredelsen og Nysgerrigheden og taget Livet i sin egen Haand i Afgørelsen.”

Løgstrup skjulte ikke sin fascination, da han videre skrev:

”Hvem var saa Filosof? Den Vise, der har forstaaet Forholdene og Begivenhederne til Bunds og skabt dem en Ide, der kan holde Stand. Deri har han truffet Afgørelsen og leder Begivenhederne. Er saa Heidegger Filosof? Nej, ret beset er Hitler Filosofen og Heidegger hans Profet. Føreren og Filosofen er een og samme Person.”

I disputatsen fremhæver jeg: ”Da Tyskland i 1940 besatte Danmark, var Løgstrup overbevist modstander af nazismen. Det er derfor interessant at bemærke, at Løgstrup argumenterede meget ens i sin redegørelse for Heidegger som ’Nazismens Filosof’ i 1936 og i sin vurdering af de fem års besættelse i 1945.”

Det er et af de almene formål med min analyse at vise, hvordan visse argumentative strukturer går igen på tværs af de historiske forandringer. Hvordan grundholdninger kan gå igen hos det samme menneske i decideret modsatrettede synspunkter.

I et afsnit afdækker jeg således ligheden i de argumenter, Løgstrup bruger på den ene side mod Erasmus af Rotterdam og for Luther, og på den anden side mod ”den offentlige mening” og for det politiske førerskab, som han genkendte i nationalsocialismen, ligesom jeg påpeger, at Løgstrup i 1945 kritiserede samarbejdspolitikken for at være en regeringsform, der byggede på ”Mistillid til Folket”, fordi de ansvarlige i ”Uvilje imod at regere … blot venter paa at Folket selv forlanger Afgørelsen.”

For Løgstrup i 1930’erne og 1940’erne er det afgørende skel kort fortalt mellem det engagerede menneske og det rent erkendende og passivt betragtende menneske.

SOM HAUGE ANTYDER, er det biografisk interessant, at Løgstrup, hvis jødiske svigerfamilie var forfulgt i Tyskland, i 1936 skrev en kronik om forholdet mellem tysk samtidsfilosofi og politisk samtidskultur uden at nævne nationalsocialismens antijødiske lovgivning. Man kunne forfølge denne linje yderligere.

Men mit ærinde er ikke af biografisk art. Jeg påpeger dog i konklusionen, at for Løgstrup blev nogle af hans udsagn fra 1930’erne ”både prekære og ubelejlige”. Ret beset kan jeg kun gisne om, at Løgstrup måske efter 1940 fandt sine udsagn i ”Nazismens Filosof” prekære eller ubelejlige.

Men jeg kan konstatere, at det i visse kredse i dag ikke anses for videnskabeligt redeligt at diskutere og citere Løgstrups udsagn. Jeg kan kun opfordre til, at ”Nazismens Filosof” bliver genoptrykt, så alle kan læse den, og flere kan diskutere dens indhold og betydning. Indtil da vil jeg opfordre Svend Andersen – og alle andre – til at læse ”Fremkaldte kulturrum”, så vi kan mødes i en åben og sagligt begrundet diskussion af min forskning.

Esther Oluffa Pedersen er lektor og studieleder for filosofi og videnskabsstudier, Roskilde Universitet.