Hvor er det ærgerligt, når en debat så hurtigt kører af sporet og kommer til at handle om alt muligt andet. Som det til en vis grad skete med mit indlæg, ”Hvorfor holder unge par ikke jul sammen?”. Både i avisen og på avisens facebookside handlede det hurtigt om den åndssvage præst eller den dumme folkekirke.
Og helt galt gik det da for sognepræst Thea Laukamp, der helt under lavmål beskylder mig for at have brudt min tavshedspligt og videregivet oplysninger, som hun mener, jeg kun kan have fået fra fortrolige samtaler. Det er naturligvis forkert. Jeg bryder aldrig min tavshedspligt. Men jeg færdes også uden for det sjælesørgeriske rum og hører og drøfter også livsforhold med mennesker dér. Den flittige skribent Marie Høgh ironiserer i sin juleklumme over, hvordan en sognepræst dog har tid til at skrive den slags lige her op til jul. Inden hun iler videre til en beskrivelse af hjemmet – både det jordiske og det himmelske – som ville gøre Morten Korch misundelig.
Til gengæld og mere glædeligt holder især danskstuderende Sofie Carlø sig mere sagligt til sagen: Hvorfor holder unge par ikke jul sammen? Og hun svarer med at forklare om ”julesavnet” – og mener, at jeg har overset ”en meget stor følelse i mange unge mennesker”: ”Jeg savner mine forældre særligt i julen, fordi jeg her skriver eksamen og er fanget på Københavns Universitets store læsesale og derfor ikke kan holde advent og decemberhygge med dem i hverdagene”.
Og Sofie Carlø fortæller så videre om, hvor dejligt det er at komme hjem til fars flæskesteg og mors disneyshow i fjernsynet. Og det er skam meget genkendeligt, men også meget – ja, undskyld – meget barnligt. Når man bliver et fast par, så får man meget nyt i sit liv, men der er også noget, der er forbi – eller bør være det. Blandt andet at kunne være barn hjemme hos mor og far.
Det skal man efter min opfattelse stoppe med på det tidspunkt, for at give parforholdet mest mulig tyngde. Det giver selvfølgelig savn, for eksempel savnet af barndommens jul, men det savn er en del af at blive voksen. Og det var det, jeg venligt opfordrede de unge mennesker til at tænke over. At der kan være undtagelser – ved sygdom, svære skilsmisser, tab – er klart, men det ændrer ikke på mit synspunkt: At unge mennesker, der vil dele livet, også bør dele den vigtigste aften om året – og pengene – med hinanden.
Kristian Bøcker er sognepræst i Jelling.