Jeg bryder mig heller ikke om retorikken hos Venstre – men jeg tager medansvar for politikken

Jeg tager medansvar for den førte politik, og jeg føler mig fortsat som borgerlig og sætter gerne igen mit kryds ved en god liberal kandidat på Venstres liste, skriver Leif Hansgaard, der er tidligere borgmester for Venstre

Jeg bryder mig som John Ørum Jørgensen heller ikke om retorikken og triumfstemningen ved gennemførelse af udlændingelovene. Som medlem af Venstre siden 1957 – heraf to år som VU-formand i Herning og 16 år i kommunalpolitik – søger jeg at forholde mig til realiteterne i dagens Danmark, skriver Leif Hansgaard.
Jeg bryder mig som John Ørum Jørgensen heller ikke om retorikken og triumfstemningen ved gennemførelse af udlændingelovene. Som medlem af Venstre siden 1957 – heraf to år som VU-formand i Herning og 16 år i kommunalpolitik – søger jeg at forholde mig til realiteterne i dagens Danmark, skriver Leif Hansgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Jeg befinder mig i samme generationskløft, som tidligere provst John Ørum Jørgensen, som havde indlægget ”Hele livet igennem har jeg opfattet mig som borgerlig. Nu ser jeg frem til, at en Venstre-ledet regering bliver afløst af noget andet” i avisen i lørdags.

Jeg forstår, at John Ørum Jørgensen i 1947 kneb en tåre, da Venstre-høvdingen Knud Kristensen trådte tilbage som statsminister, og nu i 2019 helst ser Venstre-regeringen afløst af noget andet! Jeg er lidt i familie med Knud Kristensen og tænker ofte på, da han i min tid var indenrigsminister i befrielsesregeringen og den 1. juni 1945 sammen med landbrugsminister og senere statsminister Erik Eriksen fremsatte og stemte for straffelovstillægget, der med tilbagevirkende kraft genindførte dødsstraf.

Den politiske arv – forstår jeg – har jeg fælles med John Ørum Jørgensen.

Hævntørsten og retorikken var skinger efter Befrielsen. Bag pigtråd og med bevæbnede vagter indespærrede vi over 200.000 tyske flygtninge. Indespærringen af flygtningene, henrettelserne af landssvigerne, og hvad der senere fulgte, accepterede samtiden med få undtagelser.

Jeg bryder mig som John Ørum Jørgensen heller ikke om retorikken og triumfstemningen ved gennemførelse af udlændingelovene. Som medlem af Venstre siden 1957 – heraf to år som VU-formand i Herning og 16 år i kommunalpolitik – søger jeg at forholde mig til realiteterne i dagens Danmark.

Her kan man få asyl, beskyttelse og forsørgelse. Jeg tager medansvar for den førte politik, og jeg føler mig fortsat som borgerlig og sætter gerne igen mit kryds ved en god liberal kandidat på Venstres liste.

Leif Hansgaard er journalist og tidligere borgmester for Venstre.