Prøv avisen
Debat

Jeg er 33 år og går ind i mit første år som forældreløs: Fik du sagt det, du ville?

Med døden helt på endnu en gang bliver jeg igen mindet om, hvor definitiv den er. Den er så stille. Den er så tom. Den er så ensom. Du kan ikke komme og sige noget bagefter, skriver Nanna Nørregaard i debatindlæg.

Nanna Nørregaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu er jeg så 33 år og forældreløs. Og med to så gabende tomme pladser på stolene foran mig i livets træ pisker tankerne og spørgsmålene rundt i hovedet på mig: Fik jeg spurgt om det hele? Fik jeg sagt det vigtige? Fik jeg sagt det, jeg ville?

Sidste år ved denne tid begyndte ellers så godt. Min far flyttede fra Bornholm til hovedstadsområdet for at komme tættere på børn, svigerbørn og børnebørn. Han skålede nytåret ind sidste år i sin nyrenoverede lejlighed i Hillerød fuld af håb og forventning for 2018.

I november fik han et hjertestop og døde pludseligt på samme adresse. 15 år efter han mistede sit livs kærlighed. Min mor. Dengang var jeg 17 år – nu er jeg så 33. Og forældreløs. Og med to så gabende tomme pladser på stolene foran mig i livets træ pisker tankerne og spørgsmålene rundt i hovedet på mig: Fik jeg spurgt om det hele? Fik jeg sagt det vigtige? Fik jeg sagt det, jeg ville?

Og netop de sidste spørgsmål har jeg de seneste uger kunnet svare ja til, hver gang jeg er blevet spurgt om det: Var der noget, du gerne ville have sagt til din far, inden han døde? Nej, det var der ikke. Jeg fik sagt det virkeligt vigtige til ham. Selvom han er blevet taget fra os pludseligt, så vidste han, at jeg elskede ham. Det sagde jeg ofte. At jeg syntes, han var sej og stærk, og hvor modigt det var at turde flytte fra sin ø for vores skyld.

Han vidste, jeg syntes, han var et helt særligt og stort menneske, der som politimand på Bornholm havde gjort en forskel for rigtig mange. At hans opdragelse af mig og min bror har gjort os til gode og ordentlige mennesker. Han vidste det. Og hvor er jeg glad for det.

MED DØDEN HELT TÆT PÅ endnu en gang bliver jeg igen mindet om, hvor definitiv den er. Den er så stille. Den er så tom. Den er så ensom. Du kan ikke komme og sige noget bagefter. Du kan ikke genoptage en svær eller vigtig samtale om noget, du måske har udskudt. Der er ikke noget senere eller i morgen eller en anden dag. Det eneste, vi med sikkerhed har, er lige nu.

Jeg har stadigvæk tusindvis af ubesvarede spørgsmål. Hvis ikke millioner. Jeg troede, jeg havde masser af år til at få stillet dem:

Hvordan var hans barndom i Svaneke? Hvordan friede han til min mor? Hvordan overlevede han som enkemand og far i årene efter hendes død? Hvorfor blev han politimand?

JEG TROEDE, JEG HAVDE masser af tid til at få opskriften på hans karrysild eller rugbrød eller de der små staldtips til, hvornår man skal skære sine hortensiaer ned.

Men selvom min liste med spørgsmål er lang, så er jeg så grundglad for, at alt det vigtige blev sagt, inden jeg nu selv skal videre alene. Videre ind i 2019 uden forældre. Uden begge mine livsvidner. Uden mine børns mormor og nu også morfar. Dem, der kender min historie. Dem, der har gjort mig.

Jeg er helt med på, at kærlighedsudtryk kommer i mange former. Der er vel lige så mange, som der er mennesker. Og de begynder ikke alle sammen nødvendigvis med en buket blomster eller et ”jeg elsker dig” – som de netop har gjort det for mig.

Men her i årets sidste uger, hvor jeg altid synes, der er et særligt rum til eftertanke og hengivenhed, vil jeg i hvert fald ikke selv spare på mine egne ord til dem, der stadigvæk lever. Dem, man stadigvæk kan tale med og fortælle, hvor livsvigtige de er. Dem, man stadigvæk kan sige tak til.

Ikke mindst her midt i vinteren, hvor månederne er så mørke og larmende stille.

Nanna Nørregaard er journalist og nyhedsvært på P3.