Prøv avisen
Debat

Jeg er 84 år og opdraget med autoritet. Jeg forstår ikke tidens snak om pres på børn og unge

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Erik Laugesen Kristensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er 84 år og opdraget i en tid med megen fysisk direkte autoritet. Vi fik – sagt på jysk – tæsk i skolen både med ørefigner, hiven i ørerne og kinderne, spanskrør og rem i gymnastiksalen, skriver pensioneret lærer

JEG MÅ INDRØMME, at jeg ikke forstår så meget af tidens snak om pres på børn og unge.

Jeg er 84 år og opdraget i en tid med megen fysisk direkte autoritet. Vi fik – sagt på jysk – tæsk i skolen både med ørefigner, hiven i ørerne og kinderne, spanskrør og rem i gymnastiksalen.

Det lyder grimt, men det var dagligdag, og ingen tog sig meget af det, og hvis forældrene fik det at vide, så fik vi måske en fortsættelse derhjemme. Det var en voldelig tid i det hele taget. Til gengæld var vi som børn og unge frie, når vi ikke var i skole.

Hjemme skulle vi dog møde til måltiderne, men ellers var der ingen, som tog sig særligt af, hvad vi lavede. Stress kendte vi ikke som begreb. Nok om det.

Min opvækst og kontakt med børnehaven – ja, der var børnehave dengang i 1940 i Esbjerg, hvor jeg kommer fra, som forsøg – skolen og ungdomsuddannelsen fik mig dog til at interessere mig for alt muligt andet. For eksempel bøger, musik, bandekrig og småtyveri, ungdomsbevægelse, sport, alt, som gav mulighed for selvstændig udfoldelse og udvikling. Der var ikke noget formynderi.

Når jeg så prøver at huske mine kammerater fra dengang og tænke på deres udvikling, så blev de rimelig velfungerende i det omfang, hvor de kunne skabe et liv, en familie, en indtægt og en uddannelse.

SOM EKSEMPLER kan jeg nævne, at en blev fisker, en blev lærer og museumsinspektør, en blev musiker og kok, en blev vvs-uddannet og ingeniør, to blev direktører for større virksomheder, en enkelt gik til i alkohol – hvorfor spekulerede ingen på, og ingen ville ”redde” ham – men udgangspunktet var nok, at han blev soldat og indviklet i Suezkrigen og bagefter (i moderne sprog) fik posttraumatisk stress – men det fandtes ikke på anden måde end som ”granatchok” fra Første Verdenskrig.

Det var en anden verden – og en verden med vitalitet og vilje til at få plads omkring sig. Om det var en bedre verden end i dag, er jeg ikke sikker på, men det var en verden uden formynderi og med direkte autoritet.

Selv er jeg i dag pensioneret lektor, gammel virksomhedskonsulent og udvikler, forfatter – mest af faglitteratur – tidligere formand for børnehave, skole og gymnasium og så videre. Med mine erfaringer og den smule viden om børns og unges udvikling, som jeg stadigvæk har og kan huske, så forekommer verden af i dag inden for opdragelse og uddannelse at være noget forvirret og en lille smule hysterisk. Men det er nok en fejl?

I MIN UNGDOM VAR især to bøger ret betydningsfulde for mig og viste mig nogle rammer for pædagogisk tænkning: A.S. Neills ”Summerhillskolen” i modsætning til Anton Makarenkos bog ”Vejen til livet”.

Som yderpunkter ramte de mig lige i maven og gav mulighed for udvikling og begyndende forståelse af opdragelse og pædagogik.

Det gav mig også en vis forståelse for, at voksnes forventninger langtfra altid er lykken for børn og unges udvikling og derfor måske også udgangspunktet for min glæde for overskriften i Kristeligt Dagblads kronik den 4. februar af Anne-Mette Sohn Jensen: ”Vi byder børn og unge et alt for stort pres.”

Måske skulle vi beskæftige os mere med at fjerne den skjulte autoritet og bevæge os over imod den åbne autoritetsudfoldelse – uden at jeg dog vil anbefale ”tæsk” som den endelige løsning.

Erik Laugesen Kristensen er pensioneret lektor i pædagogik og forfatter.