88 PROCENT af danskerne finder tonen på nettet for hård ifølge en ny undersøgelse af mobilselskabet Call me. I en tilsvarende undersøgelse fra 2012 var tallet cirka 77 procent, hvilket kunne indikerere, at problemet kun er blevet større med tiden.
Som om det ikke var alarmerende nok, fremgik det endvidere, at næsten 60 procent slet ikke deltager i debatter på de sociale medier på grund af frygten for verbale overfald.
Der er altså tale om regulær selvcensur fra mere end halvdelen af befolkningen. Ikke just et udtryk for, at den digitale revolution har styrket muligheden for at praktisere medborgerskab gennem netbaseret samtaledemokrati.
Nethad er sammen med netchikane betegnelsen for den handling, at en person på nettet udskammer, forfølger eller fremsætter nedgørende usandheder om andre i åbne kommentarfora, for eksempel i kommentarspor på mediernes hjemmesider, i debattråde på sociale medier eller i chatrooms.
Fænomenet har været kendt siden internettets udbredelse, men eftersom de sociale regler for internetkommunikation ikke har kunnet fastlægges på forhånd, florerer det i en grad, at det er blevet en decideret samfundsopgave at tage hånd om fænomenet.
Flere har allerede reageret: Læge og forfatter Vibeke Manniche foreslog på sin egen blog i sommer oprettelsen af et netpoliti ud fra den grundtanke, at det skal være forbundet med bødestraf at udøve nethad. Og i Sverige har journalisten og forfatteren Rebecka Bohlin i 2016 skrevet bogen ”Tackla hatet”, hvor en lang række råd til at håndtere nethad er lagt frem.
SOM DEBATTØR ER JEG SELV blevet ramt af betydelige mængder nethad: Jeg er blevet truet med tæsk, opfordret til at tage mit eget liv, hængt ud som både homofob, sexist og mandehader, udskammet på grund af mit udseende og meget, meget andet.
Desuden er mine synspunkter blevet mødt med alskens aggressive, sarkastiske, nedladende, betvivlende og patroniserende kommentarer, vel at mærke begået af personer uden noget som helst reelt ønske om at gå i dialog om det, jeg rent faktisk havde sagt eller skrevet – selvom det var det, der var den direkte anledning til kommentarerne.
Og så er jeg endda mere forskånet end så mange andre. For jeg har ikke oplevet at blive truet med mord eller voldtægt, og jeg er ikke blevet bedt om at ”skrubbe hjem til dér, hvor jeg kommer fra” – kun fortalt, at jeg burde flytte til Sverige.
Det har formodentlig at gøre med, at jeg er heteroseksuel mand – ikke kvinde eller minoritetsperson. Men alt er relativt, for det kan være hårdt nok at blive overdænget med sprogets værste gloser, når man ytrer sig.
Jeg er så langtfra den eneste, der har negative erfaringer med nethad. Faktisk lader det til at være så omfattende et problem, at det med god ret kan siges at være epidemisk – og følgelig en trussel mod den ytringsfrihed, vi ellers hylder som en af de vigtigste egenskaber ved samtaledemokratiet.
Men derved er denne frihed blevet en skrøbelig størrelse, fordi bestræbelsen på at give maksimalt råderum til vidt forskellige stemmer, holdninger og synspunkter paradoksalt nok risikerer at give bagslag. Det sker, når så mange afholder sig fra at give sig til kende på nettet – ikke fordi de ikke har vigtige ting at sige, ikke fordi de ikke føler sig motiveret til det, men fordi de ganske enkelt ikke tør. Nethadet er altså destruktivt, også på samfundsniveau.
DERFOR ER DER AKUT BRUG FOR fokus på at få afdækket og modvirket de mekanismer, der har givet det sin udbredelse. Aktører i kommunikationsbranchen må gå ind i debatten om, hvordan nethadet kan modvirkes. Det samme må de mange ngo’er og organisationer, der arbejder med social adfærd.
Flere har dog allerede reageret. Blandt andet har Institut for Menneskerettigheder bidraget med viden på området i form af veldokumentede rapporter om emnet. Ikke desto mindre er det helt essentielt, at myndighederne udviser et endnu større medansvar ved for eksempel at iværksætte oplysningskampagner, der kan skabe kulturændringer på området for, hvad der er socialt acceptabel adfærd i netdebatter.
Den amerikanske psykiater Adam P. Stern har i en artikel fra 2018 på sitet Harvard Health Publishing diskuteret fænomenet, der på engelsk hedder ”Internet rage”. Han refererer her til fænomenet ”road rage” eller trafikvrede, hvor bilister som følge af deres fysiske isolation bag rattet og deres relative anonymitet på vejen mener at kunne tillade sig at udvise stor vrede mod andre trafikanter, undertiden med meget problematiske konsekvenser.
De psykologiske mekanismer bag trafikvrede er de samme som for nethad, hævder Stern videre, idet den fysiske isolation bag computerskærmen og den relative anonymitet bag et dæknavn eller blot ens eget (ukendte) navn ligeledes styrker følelsen af at være berettiget til at rette sin frustration og vrede mod personer, man ikke er enig med eller ikke kan lide.
Men nethadet opstår ifølge Adam P. Stern også, fordi mange forfalder til at være for skråsikre i deres viden om et givet emne, og at denne viden – uanset hvor forkert eller uinformeret, den måtte være – derfor ikke tåler at blive udfordret af andres synspunkter om emnet.
Dertil kommer visheden om, at det at udskælde og nedgøre andre ikke har konsekvenser for en selv, i realiteten heller ikke når man rent faktisk bryder loven ved at true med eller opfordre til vold eller mord mod en anden netbruger.
Noget kunne tyde på, at vi her er oppe mod kræfter, der ikke lader sig tæmme. Men en enkel strategi kan måske bidrage til at nedbringe nethadet i samklang med fokuserede, vedholdende oplysningskampagner. Med en let omskrivning af Goodwins lov – der tilsiger, at enhver, der i en debat trækker nazikortet, taber den på grund af det proportionsløse i denne handling – kunne nethad blive mødt sådan her:
1) Hvis ikke man formår at argumentere for sine synspunkter, har man tabt.
2) Hvis ad hominem-argumenter kommer i spil, har man ligeledes tabt.
3) Hvis man benytter sig af sarkasme og ironi uden noget andet formål, gælder det samme.
INITIATIVET KRÆVER DOG en kulturændring blandt netaktører. For der skal i så fald være markant større opmærksomhed på det at sige aktivt og vedholdende fra over for nethad, ikke blot fra den udsatte person selv, men også fra dem, der læser med, samt fra de ansvarlige administratorer på det givne site.
Enhver oplysningskampagne om nethad bør dog begynde med et råd til den potentielle krænker: Man skal aldrig sætte sig til rette foran computeren, hvis man på forhånd er irritabel, har lidt for let ved at blive provokeret eller føler et selv nok så lille behov for at opnå følelsesmæssig kompensation for personlige frustrationer gennem udfald mod andre. For nethadere ved ikke nødvendigvis, at de nethader.
Og så er der også brug for mere fokus på, med hvilken ret nethadere overhovedet tillader sig at rette deres aggressioner mod sagesløse. For det er her, problemet egentlig begynder: Med en handling, hvor socialiseringen og dannelsen i kortere eller længere tid sættes helt ud af kraft, fordi rethaveriskheden og selvhævdelsen tager over som det styrende princip.
Spørgsmålet er ikke blot, hvorfor denne berettigelse overhovedet opstår, men også hvorfor nogen føler behov for at udleve den. Det er det, debatten om nethad er henvist til at finde gode svar på, hvis fænomenet skal undgå helt at spolere en af de vigtigste forudsætninger for demokratiets trivsel: den åbne, frie og nysgerrige samtale.
Henrik Marstal er musiker og forfatter.