Kvindelig studerende på Menighedsfakultetet: Tak for at anerkende både ja og nej til kvindelige præster

Åndsfriheden klæder Menighedsfakultetet, og jeg er sikker på, den også kunne klæde jer, der har kritiseret fakultetet i forbindelse med, at stedet ikke længere som institution er imod ordningen med kvindelige præster, skriver kvindelig studerende

DET ER HELDIGVIS ikke gået ubemærket hen, at Menighedsfakultetet er gået fra at favorisere et nej til kvindelige præster til nu ikke længere at have en officiel holdning til ordningen med kvindelige præster.

Jeg er en blandt få kvindelige studerende på Menighedsfakultetet, og da der for et par uger siden gik en mail rundt på stedet, hvori vi kunne læse bestyrelsens svar til studenterrådet, troede jeg det ganske enkelt ikke. Jeg måtte skrive tilbage og bede om en uddybning. Den viste sig at være god nok.

Jeg delte min glæde med andre, som jeg vidste kunne og ville dele den. Vel vidende at der også er folk, der ikke kan – eller vil – dele min glæde, fordi de ikke deler mit synspunkt.

Alligevel blev jeg ærgerlig, da jeg i Kristeligt Dagblad læste artiklen ”Konservative kristne kritiserer åbning for kvindelige præster”. Ikke ærgerlig over, at nogle når frem til et andet synspunkt end jeg, men over, at der med kritikken ikke samtidig udtryktes et ønske om, at der skal være frihed til at nå til forskellige synspunkter. Forhåbentligt er det blot udtryk for en midlertidig forbavselse hos Henrik Højlund, Jens Lomborg med flere, for det er ellers min oplevelse, at netop de er personer, der plejer at tale højt om vigtigheden af åndsfrihed.

Den nye udmeldelse er jo netop givet for at give plads til både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster. Jeg har stor respekt for, når personer som Jakob Munk – på trods af at han til Kristeligt Dagblad har udtalt, at han er imod ordningen med kvindelige præster – alligevel arbejder for, at der skal være plads til forskellige synspunkter.

Jeg ved, at flere af mine undervisere også er imod ordningen med kvindelige præster, men alligevel finder ændringen god og har stemt for den. Det er åndsfrihed, og det er stort. Ligeledes kæmper jeg også gerne for, at der den anden vej rundt skal være plads til, at man kan sige et nej, men det ærgrer mig, når personer, der ellers gerne selv påberåber sig åndsfrihed i andre spørgsmål, ikke ønsker andre samme frihed i dette spørgsmål.

Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, har udtalt, at ”situationen er (…), at man ikke længere i kirkelandskabet kan henvise til Menighedsfakultetets officielle holdning, for den eksisterer ikke”. Det er sandt. Men hvor det for ham tydeligvis er en ærgerlig udvikling, er det for mig ganske glædeligt. Hvor man hidtil har kunnet vælge ”blot” at læne sig op ad Menighedsfakultetets officielle syn på kvindelige præster, må man nu selv forholde sig til, hvad man finder mest rigtigt.

Og så er vi jo tilbage ved samtalen. Den åbne samtale og den teologiske debat er netop, hvad Menighedsfakultetet ønsker også om dette spørgsmål. Og der skulle gerne være frihed til, at vi kan nå frem til noget forskelligt. Jeg ønsker den frihed også for Hans-Ole Bækgaard, Henrik Højlund og andre, der når frem til andre holdninger end jeg. Blot ville jeg ønske, vi kunne arbejde sammen for den fælles frihed.

Åndsfriheden klæder Menighedsfakultetet, og jeg er sikker på, den også kunne klæde jer, der de seneste uger har kritiseret Menighedsfakultetet i forbindelse med, at stedet ikke længere som institution er imod ordningen med kvindelige præster.

Tak til Christian Iversen Vestergård, Jakob Munk og resten af det afgående studenterråd for at tale og handle for den frihed.

Tak til Menighedsfakultetet for nu officielt at anerkende at både et ja og et nej til kvindelige præster kan være lige foreneligt med den respekt for Bibelen, Menighedsfakultetet står for.

Emma Kirk Pedersen er stud.theol. på Menighedsfakultetet i Aarhus.