DA JEG VOKSEDE OP, var der ingen, der snakkede om introverte og ekstroverte. Der var børn, der snakkede hele tiden, som fulgte med og fik deres vilje. Og så var der dem, som faktisk var ret glade for deres eget selskab og som havde det godt med at underholde sig selv. Der var nogle, der råbte højt, og nogle, som ikke sagde så meget og var stille.
Jeg var en del af den sidste slags. Jeg havde venner og elskede at lege med dem, men jeg elskede også at lege alene. Det gjorde mig ingenting, at jeg ikke skulle tilbringe tid med mine venner efter skole, fordi jeg var ofte fyldt op. Jo ældre, jeg er blevet, jo mere selektiv er jeg også blevet.
Jeg ved, at det dræner mig at være sammen med mennesker, om jeg kender dem godt eller ej. Derfor sørger jeg for at skabe rum og tid efter, så jeg kan oplade min energi igen.
Tilbage til barndommen.
Jeg var et stille barn, og er også stille som voksen. Omend det afhænger af, hvem jeg er sammen med. Jeg kan også snakke løs og fortælle, men det afhænger af situationen og relationen. Jeg bruger min energi selektivt, fordi jeg ved, at min energi ikke oplades ude, men hjemme.
Jeg bryder mig ikke om at dele mit privatliv med alle omkring mig, og jeg er en af dem, der søger støtte med omhu. Jeg får ofte at vide, at jeg skal lukke mere op, og engang blev jeg ked af at høre det, fordi jeg fik en følelse af at være forkert. Igen kom ”burde” ind, fordi alle andre gjorde det, så hvorfor gjorde jeg det ikke?
I DAG FORTÆLLER JEG, at jeg nok skal lukke op, når jeg er klar til det. For det gør jeg. Til gengæld lukker jeg i som en østers, hvis du forsøger at trække det ud af mig, og jeg ikke er tryg.
Da jeg var lille, handlede det om at tale højest og at ”tage” ordet. Og jeg fik ofte at vide, at det skulle jeg også gøre.
Men ærligt? Jeg brød mig ikke om opmærksomheden dengang og gør det heller ikke nu.
Og alligevel sidder du og læser dette, fordi jeg har lært mig selv, at for at kunne ændre noget er jeg indimellem nødt til at stille mig i centrum og få opmærksomheden. Også selvom jeg ikke bryder mig om den.
Ofte følte jeg mig også socialt akavet. Det var, som om at nogle bare havde og har mere flair for at indgå i relationer hurtigere, end jeg har. Og jeg forstod det aldrig. Smalltalk har ikke værdi for mig og har ikke haft det. Det har ofte ført til, at jeg har følt mig socialt akavet, fordi jeg simpelthen ikke kan finde formål i det. Der var en forventning om, at man skulle snakke, også selvom man bare snakkede for at undgå stilheden. Som om det, at man er stille og observerende, blev set som værende dårlige egenskaber.
I dag har jeg fundet ro i det. For mig er det okay at stå og observere, men ofte hører jeg ”du må gerne stå med os”, fordi, om end det er velment, ”det må da være ubehageligt at stå der selv”. Men nej, det er det ikke.
I løbet af min gymnasietid gik det mere og mere op for mig, at jeg var og er introvert. På et tidspunkt blev jeg kaldt en nørd, fordi jeg ikke socialiserede så meget, som ”man burde”.
Og ja, til at starte med var det ikke noget positivt ord, men det er det blevet. Med gymnasietiden kom der også flere fester. Jeg tog også i byen og drak, dog ikke så meget og ofte som andre. Ofte ville jeg hellere være sammen med få end at skulle ud blandt mange. Og derfor blev der ofte set skævt til, at jeg fravalgte det, og det gjorde mig utilpas. Det gjorde indimellem ondt.
Jeg kan godt lide at gå i byen og har egentlig altid kunnet det, men jeg gider det ikke i samme mængder som andre. Jeg går tidligere hjem, og det er ofte blevet mødt med betegnelsen ”kedelig”, fordi det er ”jo ikke normalt”.
”Burde” og ”skal” fyldte meget på dette tidspunkt, og det betød, at jeg indimellem befandt mig i situationer, hvor jeg følte mig helt malplaceret.
Så hvad har ændret sig? Jeg er hverken genert eller asocial, jeg er bare introvert. Det er hverken en sygdom eller noget, jeg har lyst til at skjule mig under. Derimod omfavner jeg det.
Vi lever i en tid, hvor man ”burde” have mange venner og ”skal” være ude flere dage om ugen. Men for mig giver det ingen mening, hvis jeg ikke finder nogen værdi i det. Det dræner mig.
Jeg får stadig spørgsmål og underlige reaktioner, når jeg vælger at bruge dage(n) med mig selv, i stedet for at takke ja til invitationer, som involverer mange mennesker.
Det er okay. For jeg har lært at være i det. Jeg har mødt mennesker på min vej, og har mange af dem i mit liv endnu, som har hjulpet mig. De har fået mig til at reflektere over mine handlinger og være kritisk.
Det har indimellem gjort ondt i maven. Til gengæld er der kommet en anden ro i mig i dag. Fordi jeg valgte at bruge det til min fordel i stedet for at lade mig gå på af det. Mit fokus vendte. Jeg har fået hjælp til at sætte ord på det, når jeg indimellem ikke selv forstod, hvad der skete. Og det har gjort, at jeg kan italesætte det, når behovet opstår, og jeg ved, hvordan jeg skaber det rum.
Da jeg for nogle måneder siden læste, at en 12-årig pige kontaktede børnetelefonen fordi, hun gerne ville være ekstrovert, så hun ville få flere venner, rev det i mit hjerte. Jeg ved, hvilke følelser, hun går igennem.
Det gør så ondt i mig, fordi hvorfor har vi som samfund kategoriseret personlighedstræk som rigtige og forkerte? Uanset så kræver det enormt meget arbejde af os selv, men også som samfund, at vi tør tage det ansvar og kigge indad, når vi endnu en gang udbryder: ”Du er også så stille.”
Måske er der en årsag, måske ikke. Måske vil vedkommende bare gerne sidde i fred.
Så hvis du spørger et barn, ”Hvorfor er du så stille?”, er det faktisk som at spørge dem om noget, de ikke kender svaret på. Fordi de er bare sig selv.
Og når vi har spurgt dem længe nok, så ender det med at blive en følelse af at være forkert. Mange ville gerne ændre mig og min natur. Det var som om, der var en bestemt måde at være menneske på – at der var og er nogle helt specifikke karaktertræk som for ekempel ”udadvendt”, der bliver set værende mere rigtige end andre. Og der passede jeg ikke ind.
I DAG PASSER JEG STADIG IKKE IND, men i dag ved jeg, at det er helt okay. I dag har jeg fundet styrken i at stå udenfor. Når jeg har behovet for at være med, så træder jeg ind i det, men ellers lader jeg være.
Jeg kan stadig have tankerne og frustrationerne over ikke at have energi nok til alt det, jeg gerne vil, men jeg har lært, at jeg har brug for mere tid. Og hvis jeg ikke giver mig selv den tid, så er det mig, det går ud over.
Det har jeg prøvet, og det mister jeg energi ved. Jeg får det både fysisk og psykisk dårligt. Jeg har også lært at fortælle om det. Ikke forklare, men derimod fortælle, hvad der sker, når jeg møder en, som er oprigtig nysgerrig på, hvorfor jeg trækker mig.
Og lige der sker der noget magisk, fordi det betyder, at vi finder et fælles ståsted. Et sted, hvor vi accepterer hinandens forskelligheder.
Og det er det, jeg håber vi kan. Når vi fortæller og lytter til hinanden. Accept. Nysgerrighed uden fordømmelse. Og egentlig bare rum til at være os.
Nanna Rahbek Jørgensen er studerende.