Jeg bliver simpelthen nødt til at reagere nu efter mange gange at have læst og hørt, hvordan kloge mennesker højt og tydeligt giver udtryk for, at det bærende, det livgivende – det, der overhovedet gør det værd at stå op om morgenen – det er naturligvis at være elsket!!
Kærlighed betyder alt – at blive elsket ubetinget med alle de fejl, man nu har! Uden den kærlighed er livet ubærligt!
Senest var det så Pia Søltoft, som lørdag den 2. marts i Kristeligt Dagblads historie i Liv & Sjæl, ”Da Salomon og Sulamit kom i parterapi” slutter artiklen af med ordene: ”Derfor er Salomons og Sulamits kærlighedssang ikke med i Biblen ved en tilfældighed. Den fortæller om menneskers møde med den lidenskabelige kærlighed. Den fortæller om den hengivelse til en anden, uden hvilken livet ikke er livet værd at leve (min fremhævelse). Den fortæller om den kærlighed, vi ikke selv er ophav til, men som alligevel bærer hele vores liv i sig.”
Jeg blev så ked af det og skal virkelig sparke mig selv videre i det daglige arbejde, når det gang på gang siges, at livets mening og motor er at blive elsket. Det er som at få en hammer i hovedet.
For jeg er ikke elsket. Der er ikke én i mit liv, som elsker mig og vil mig trods fejl og mangler. Jeg har boet og levet alene i mange år og kæmpet mig tilbage til et liv, som jeg synes er rigt og givende på trods af det, at ingen elsker mig.
Jeg har fuldtidsarbejde og mange gode kolleger og en travl hverdag, men jeg har ingen, der elsker mig, og som jeg kan få lov til at elske tilbage.
Er mit liv så i virkeligheden ”ikke værd at leve?”. Det har jeg godt nok tumlet med i mange ensomme stunder, og på et tidspunkt gav jeg (næsten) op og endte et døgn på lukket skadestue.
Jeg vil gerne bede om, at du derude – med mange kloge og gode tanker om liv og død – tænker lidt mere over, hvor hamrende hårdt det er at få at vide, at uden kærlighed og elskov fra den eneste ene er ens liv amputeret og ynkværdigt. For nu at sætte det på spidsen.
Ja, jeg tænker tit: Er jeg ikke elskværdig? Er jeg et ”sølle” menneske, som lever af ”smuler fra de riges bord”? Det er en daglig kamp. Ikke nok med, at jeg skal leve alene og føle mig ensom. Jeg må også føle en vis skam over, at jeg åbenbart er uværdig til at blive elsket og derfor ikke har det ”rigtige” liv.
Men det er min pligt at stå op hver morgen og gøre mit bedste. Så det gør jeg! Men giv lige mit liv – og alle derude, som har et liv som mit – lidt værdighed! I tanke og tale. Tak.
Margrethe Brodthagen er hospitals- og hospicepræst i Dianalund.