I den forgangne uge har man i Kristeligt Dagblad kunnet læse om donationsloven, der er sat i verden for at forhindre islamiske stater i verden i at købe sig til indflydelse i Danmark ved at forkynde radikal islam og udøve social kontrol over herboende udlændinge. På en eller anden måde er det blevet til, at ikke kun friheden til at tro efter ens egen samvittighed er i fare, men også friheden til at tænke i det hele taget.
Således kunne man læse, at abortmodstandere også kunne ende på listen. Jeg er ikke ude på at afskaffe den fri abort i morgen. Men skriv mig bare øverst på listen.
Nu er min kritik af den fri abort ikke grundet i religiøse overbevisninger. Nuvel, Gud har sagt, at vi ikke må slå ihjel, men på den anden side tager vi så meget, Gud siger, med et gran salt – for eksempel må soldater i krig jo gerne slå ihjel. Spørgsmålet er, hvornår vi skal beslutte, at man gerne må slå ihjel. I gamle dage hed abort ”fosterdrab”, fordi man var helt klar over, at det var et lille menneske, der mistede livet, når en kvinde afsluttede et svangerskab for egen hånd. Jeg mener ikke, abort er mord. For mord er dette på ulovlig vis at tage livet af et menneske. En kvinde, der får foretaget abort i dag, handler inden for lovens rammer, og derfor begår hun ikke mord. Men det ændrer ikke ved, at et menneske mister livet, når hun får en abort.
I et demokratisk samfund bør det altid være ønskeligt at kunne tage vedtagne normer op til fælles genovervejelse. Men den debat kan jeg altså ikke rejse uden at ende på en religiøs forbudsliste? Det er med donationsloven slut med at debattere og forkynde ens holdninger frit?
Mine forbehold over for den fri abort bunder ikke i min kristentro, men i alt det, min sunde fornuft kan fortælle mig om liv og død. Skal jeg så også på listen? Hvis man vil beskytte ”retten til fri abort” fra at blive antastet, er det vel ligegyldigt, hvad mine bevæggrunde er? Men nu er jeg både kristen, endda sognepræst og altså religiøs forkynder i folkekirken, og et tænkende menneske, der har set sig gal på fri abort med ikke-religiøse argumenter.
Skal ethvert menneske, der ytrer sig offentligt, tjekkes for, hvorvidt vedkommende tilhører et kirkesamfund, for så at kunne knaldes for ”antidemokratiske synspunkter” og sættes i gabestok på en offentlig liste over personer, der undergraver menneskerettighederne og vort demokratiske samfund som sådan?
De meningsløst brede formuleringer af den nye donationslov kan ende med ikke kun at ramme alle og enhver, der tror på Gud, men også alle og enhver, der ved den fri tankes kraft ønsker at vække demokratisk debat.
Hvordan hører et emne som abort overhovedet til i en lov som donationsloven?
Jeg citerer her fra lovens tekst som bragt i Kristeligt Dagblad: En person eller organisation, der ”opfordrer til at bryde menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.
Men fri abort er ikke en menneskerettighed. Menneskerettighederne handler om at beskytte menneskeliv. Menneskerettighederne giver ikke mennesker ret til at slå andre mennesker ihjel.
Den fri abort er ikke en rettighed – det er en beslutning, samfundet har taget på et givet tidspunkt om, at enhver kvinde, uanset af hvilken årsag hun er blevet gravid, har lov til at slå det menneske, hun bærer, ihjel inden for en fastsat tidsramme. Så forstår man, hvad menneskerettigheder er, burde fri abort ikke komme op her, hvor det netop drejer sig om at redde menneskeliv.
Så er der kun ”ligestilling mellem kønnene” tilbage i teksten fra lovforslaget. Skal en kvinde virkelig holdes tilbage i livet, fordi hun skal have et barn, hun ikke havde regnet med? Nu handler al ligestilling jo ikke om kvinder, selvom man kunne tro det. Findes der egentlig overhovedet nogen lovgivning i vores samfund, som er så antidemokratisk over for mænd som abortloven?
Laura Håkansson er sognepræst i Stokkemarke Sogn.