Prøv avisen

Naser Khader er ramt af metaltræthed over islam: Godt, min søn nu er blevet konfirmeret

Lørdag før palmesøndag blev Naser Khaders (K) søn konfirmeret i folkekirken. Det var en stor og meget glædelig dag – også for faderen personligt. Naser Khader skriver, at han var lettet over, at sønnen valgte en ”fredelig og næstekærlig” religion, og at sønnen ikke skal være frustreret over at ”dele religion med de mest dødbringende ideologer i vores tid”. – Arkiv Foto: Kåre Gade

Naser Khader

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Naser Khaders (K) søn blev konfirmeret lørdag før palmesøndag. Politikeren er lettet over, at sønnen valgte en ”fredelig og næstekærlig” religion, og at sønnen ikke skal være frustreret over at ”dele religion med de mest dødbringende ideologer i vores tid”

SÅ MÅTTE VI IGEN igennem en påskefejring, hvor kristne ude i verden måtte gå i kirke på årets, for dem, allerhelligste dag med livet som indsats. Og mange betalte i år den højeste pris for at tilbede deres Gud.

I søndags gjaldt det så uskyldige mennesker i Sri Lanka. Kirkegængere blev bombet og dræbt i måske hundredvis – bare fordi de er kristne. Tragedien i Sri Lanka dræbte også ”religionsneutrale” turister på luksushotellerne i Colombo, men symbolikken var ikke til at tage fejl af med tre bombede kirker og hoteller, der ofte udgør stærke symboler på Vesten.

Der gik flere timer, inden myndighederne i Sri Lanka udnævnte islamister til at stå bag. Som muslim kan jeg godt tillade mig at komme med et sarkastisk ”surprise!”.

Jeg ved godt, at der er mange gode muslimer både her i Danmark og ude i verden, der begræder tragedien i Sri Lanka lige så meget, som jeg gør. Og de ønsker garanteret også islamisterne hen, hvor peberet gror.

Jeg så et opslag på Facebook, hvor man har sammenlignet Barack Obamas og Hillary Clintons sympati-erklæringer efter terrorangrebene i henholdsvis New Zealand og Sri Lanka. Clinton og Obama ville gerne ”stå og græde sammen med det muslimske samfund” efter terrorangrebene i Christchurch. Efter angrebene i Sri Lanka, hvor mange døde, fordi de var kristne, udtrykte de to hver især sorg over det, der er sket med ”påske- tilbederne”.

Det er efter min bedste overbevisning slet ikke tilfældigt, hvordan Obama og Clinton vælger deres ord. Og jeg synes næsten, det bliver en hån af de kristne, selvom jeg godt er klar over, det slet ikke er hensigten, tværtimod. Men vi ved, at de kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden, så hvorfor denne tilbageholdenhed med at erklære, at man også vil ”stå med de kristne”?

Man ser også herhjemme en lignende forsigtighed med at fremhæve de kristne som nogle, der behøver beskyttelse, på trods af at vi ved, de er mest udsatte – denne tendens ser man mest hos kulturradikale og venstrefløjen – eller dem, jeg plejer at kalde de intolerante tolerante.

I iveren efter at udvise tolerance, accept og inklusion, ofrer man altså en tilstrækkelig anerkendelse af de kristnes lidelser i verden. Det er politisk korrekthed, der er løbet løbsk – og taberne bliver de kristne ude i verden, fordi der slet ikke er nok opmærksomhed på de lidelser, de gennemgår i Mellemøsten, Asien og Afrika.

Lørdag før palmesøndag blev min søn konfirmeret i folkekirken. Det var en stor og meget glædelig dag – også for mig personligt. Der var ikke et gran af bitterhed, fortrydelse eller sorg over, at han ikke valgte min barndomsreligion, islam. Tværtimod må jeg indrømme, at jeg er lettet. Lettet over, at han valgte en religion, der har udviklet sig til at være fredelig og næstekærlig, som vi kender kristendommen i dag, Og lettet over, at han ikke som jeg skal være i konflikt og frustration over at dele religion med de mest dødbringende ideologer i vores tid. Han kunne også have valgt at gøre oprør mod sin far ved attilslutte sig Hizb ut-Tahrir eller andre islamist-tosser – men nej, selvfølgelig ikke. Han er en fornuftig og klog dreng – og jeg er stolt af ham.

DA MIN SØN BLEV FØDT, valgte hans mor og jeg, at han skulle have et dansk-arabisk navn, og han blev hverken døbt eller omskåret. Det var selvfølgelig ikke, fordi vi var ligeglade med, hvad han ville vælge. Men det var vigtigt for os, at det var hans eget valg. Det kom da heller ikke som en overraskelse, da han som niårig sagde, at han ville døbes. Og det er som sagt et valg, jeg har bakket op om fra starten.

Hvis man vil give sine børn en god start i dette samfund, så er det vigtigt, at man pakker sin kuffert helt ud og tager hele pakken i Danmark. Det går ikke, som man nogle gange ser med folk, der er her fysisk, men mentalt befinder de sig i deres bedsteforældres hjemlande. Man behøver ikke nulstille hele sin baggrund, men jeg kan kun anbefale dem, der slår sig ned her i landet, at man tager Danmark til sig som sit fædreland, ikke mindst for børnenes skyld.

Det handler altså ikke alene om at blive god til dansk og forsørge sig selv. Det handler også om at tegne et livsvarigt abonnement på de danske frihedsværdier og om at være åben over for, at ens børn kan finde på at vælge en anden vej, end man selv har gjort – og at man ikke spænder ben for børnenes tilværelse her.

Hvis man vil holde 100 procent fast i det hele fra oprindelseslandet, kan man lige så godt flytte tilbage. Det betyder ikke, at man skal skifte religion og navn. For eksempel er de danske jøder assimileret i det danske samfund, samtidig med at de holder fast i deres religion/kultur. Her kunne muslimerne godt lade sig inspirere. Det er der heldigvis også muslimer, der er, men jeg ville gerne se mange flere.

KRISTNE OVER HELE VERDEN har lige fejret Jesu opstandelse, og inden da mindedes de Jesu lidelser og død.

Jeg synes, det er tankevækkende, at den centrale skikkelse i kristendommen er en Gud og mand, som frivilligt lod sig ydmyge, fornedre, og som døde på en måde, der kunne ligne det ultimative nederlag. Og det gjorde han for at give sit liv for syndere – altså folk, der trådte ved siden af og fejlede – ja, måske endda også de vantro.

Det er så diametralt modsat islam på alle måder, hvor der som bekendt er mange knap så kærlige forslag til, hvad man skal gøre med de vantro. I Det Nye Testamente er det ikke militær magt og erobringer, der giver point. Her er det Gud selv, der lader sig vanære for menneskers skyld.

For godt en uges tid siden smadrede vrede unge mennesker Nørrebro, fordi et andet fjols hånede Koranen. Der ville ske lige akkurat nul og niks, hvis Rasmus Paludan fornedrede Bibelen, som han fornedrer Koranen.

De kristne kan godt leve med, at deres Gud ydmyges og forhånes – selvom det da garanteret også gør ondt på dem, som det gør ondt på muslimer, når Muhammed, Allah og Koranen fornedres.

Nu siger jeg ikke, at alle kristne er overnaturligt overbærende og altid vender den anden kind til, men de har i hvert fald fat i den lange ende, når det handler om, hvordan man reagerer på profanitet og blasfemi.

BEGGE MINE BØRN ER KRISTNE, døbt og konfirmeret i folkekirken. Og hvad så med dig selv, Naser? tænker du måske. Ja, den er svær. Det har været og er stadig et livsprojekt at se islam reformeret og moderniseret. For jeg ser stadig et potentiale.

Men det er en kamp, der er op ad bakke, og det er svært, hvis man ikke er helhjertet. Og jeg er mere og mere tvivlende i forhold til islam. Men Gud har jeg det fint med. Konklusionen for nu må være, at jeg stadig er en ærlig tvivler.

Naser Khader er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.