”Der er nogen ting, som Pia Kjærsgaard (DF) og jeg selv ikke forstår, fordi vi har den farve, vi har. Og fordi vi ikke oplever den diskrimination i samfundet, som mennesker ellers oplever.”
Sådan hørte jeg Pernille Skipper fra Enhedslisten sige under Folketingets afslutningsdebat i sidste uge. Hvis denne argumentation skulle holde, ville det betyde, at man kun kan debattere emner, som man har en subjektiv erfaring med – barnebrudsdebatten ville man kun kunne deltage i, hvis man selv har været barnebrud, og fattigdomsdebatten ville kun et fåtal kunne udtale sig kvalificeret om.
Desværre er Pernille Skippers udsagn et udtryk for en tendens, som kvæler al dialog allerede i fødslen. Mange har gennem tiden sagt til mig, at de af frygt for at blive kaldt racist helst undgår svære samtaleemner som eksempelvis integration. Det er ikke, fordi de ikke har noget kvalificeret at tilføre debatten, men racismekortet bliver flittigt brugt til at lukke munden på dem, endnu inden de har åbnet den. Her accepteres den samme præmis, som også gør sig gældende i det ovenstående citat.
Jeg er dybt uenig i den tænkning, og jeg finder den dybt ekskluderende i vores demokratiske samfund. For det kræver information og empati at kunne sætte sig i et andet menneskes sted – subjektiv erfaring gør det ikke alene.
Én ting er, hvad politikere fremmer gennem deres udskamning af andre, en anden er den rolle, som vi endnu har til gode at se fra ofrene selv.
Jeg synes, det er på tide, at vi indvandrere og flygtninge kommer ind i kampen. Vi er nødt til at komme ud af offerrollen og begynde at tage et medansvar for de udfordringer, der findes i vores miljøer.
Her nytter det ikke at trække racismekortet og gemme sig bag politikere, som forsøger at kvæle dialogen. Hvis vi ønsker, at tonen i indvandrerdebatten skal ændre sig, så kræver det en aktiv handling, og jeg er sikker på, at den skingre retorik vil forstumme, hvis flere blev aktive brobyggere mellem de minoritetskulturer, som vi repræsenterer, og det Danmark, vi elsker og holder af.
Desværre bemærkede jeg under afslutningsdebatten, at der iblandt vores folkevalgte findes mange, som er villige til at være en stemme for dem, som vil at beholde sløret på en kvinde, og som ikke ser et problem med muslimske bønnekald i det offentlige rum.
Til de politikere skulle jeg hilse og sige, at der ikke findes noget mere krænkende for os, som har søgt tilflugt i Danmark – langt væk fra islams undertrykkelse og snæversyn – end at blive mødt med muslimske bønnekald i Danmark. For når man accepterer muslimske bønnekald, promoverer man summen af islams krænkelser i det offentlige rum: krænkelser mod kvinder, barnebrude, homoseksuelle samt diskrimination og chikane over for andre religioner og anderledes tænkende mennesker.
Selvfølgelig er det godt, at Pernille Skipper har en vilje til at italesætte racisme i Danmark, men racisme går begge veje. Det ville derfor klæde Pernille Skippers troværdighed, hvis hun italesætter begge sider af problemet og ikke kun går efter de populistiske stemmer ved at udskamme andre folkevalgte. Det er med den retorik, at grøfterne graves dybere, og skellet i samfundet får lov til at vokse.
Tak, om politikere som hende vil tage et ansvar og give plads til en dialog og en debat, som vi alle – uanset hudfarve – kan deltage i, og som fremmer sammenhængskraften i vores smukke Danmark.
Golriz Ghozati er souschef i Open Doors Danmark.