Sognepræst: Jeg er stolt af vores kirkeminister. Vi må have et åbent sind over for anderledes troende

Religionsfriheden skal gælde alle for ikke at være en tom illusion. Det er kendetegnende for et frit, demokratisk land som Danmark. Og det er den kristnes pligt ikke at forskelsbehandle, skriver sognepræst Rikke Weissfeld

Sognepræst i Kirken i Ørestad Rikke Weissfeld er stolt over kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), fordi hun udtrykker kristen næstekærlighed ved at gå ind for alles lige værd og religiøs sameksistens.
Sognepræst i Kirken i Ørestad Rikke Weissfeld er stolt over kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), fordi hun udtrykker kristen næstekærlighed ved at gå ind for alles lige værd og religiøs sameksistens. Foto: Ritzau Scanpix/Niels Ahlmann Olesen.

Jeg blev stolt over, at vi har en kirkeminister som Mette Bock (LA), da jeg læste det, hun skrev i ”Kirkeligt Set” her i avisen den 20. juli. Jeg blev stolt over, at vi har en kirkeminister, der lægger vægt på religiøs sameksistens i Danmark.

Vi har nemlig som mennesker, og sådan set især som kristne, et ansvar for at leve respektfuldt sammen med andre, der tror på noget andet end os. Det står sort på hvidt i Det Nye Testamente, Jesus siger det direkte i Matthæusevangeliet:

”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Så er vi kristne, så bør vi også respektere og gøre vores bedste for at møde dem, vi ikke kender så godt, og måske heller ikke forstår, med et åbent næstekærligt sind.

Før der er nogen, der hidser sig op, vil jeg selvfølgelig understrege, at halalhippier skal vi ikke være! Det skriver kirkeministeren også: Der er islamister i Danmark, og det skal vi forholde os til. Vi skal være tydelige og holde fast på vores værdier. Men det gælder både på godt og ondt.

Vi skal ikke give køb på vores kristne næstekærlighed i mødet med andre mennesker af angst for fundamentalisme og terror. Gør vi det, så har vi mistet noget helt grundlæggende.

Hovedparten af muslimer i Danmark er almindelige mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres tro, ligesom os andre (om vi så tror eller ej). Vi er alle Guds skabninger og har som sådan krav på at blive mødt med omsorg og respekt.

Jeg har, ligesom kirkeministeren, også den ære at kende imam Naveed Baig. Jeg mødte ham første gang, da jeg skrev speciale om ”Center for sameksistens – Islamisk-Kristent Studiecenter”, hvor Naveed Baig var – og er – næstformand.

Naveed Baig er et menneske, der som ung så tingene i et mere rigidt og sort-hvidt lys og siden er vokset til at blive et inspirerende eksempel på menneskelighed, næstekærlighed og forståelse for sameksistensen mellem mennesker uanset tro. Han gør et kæmpearbejde i Danmark inden for blandt andet fængsels- og hospitalsvæsenet. Han er vidende, ydmyg, åben, morsom og menneskeklog.

Jeg blev ekstra glad for Mette Bocks kommentar, fordi vi jo har religionsfrihed i det her land. Men det er, som om vi tit glemmer, at den frihed skal gælde for alle, hvis den ikke bare skal være en tom illusion.

Det er det, der kendetegner vores frie, demokratiske land, men det er også det, der kendetegner os danskere som humanister. Den menneskelighed skal vi gøre alt for at bevare. Og som kristen er det min pligt at se hvert menneske som ligeværdigt, for vi er alle skabt af en almægtig kraft, uanset hvad vi kalder ham.

Gud er ikke kun Gud for buslinje 5, han er chauffør for alle busser! Hvis ikke, giver det ingen mening at kalde ham for almægtig. Det er et faktum, vi må forholde os til, uanset hvad vi kalder os, lige meget, hvad vi tror på. Den holdning vil nogen – kristne som muslimer – kalde blasfemisk, men jeg mener sådan set, ikke at gøre det er blasfemi, det er en hån mod alt det, som Gud har skabt.

Rikke Weissfeld, sognepræst i Kirken i Ørestad.