Prøv avisen
Debat

Jeg føler bestemt ikke, at jeg skal sige undskyld til de unge. Jeg har altid tænkt på klimaet

De unge smider McDonald’s-affald i vejgrøfter og på gaderne, når de har brugt penge på caféer, spillesteder og natklubber. De unge mennesker er i virkeligheden frygtelig dobbeltmoralske, mener Carsten Bitsch Jørgensen. – Foto: Ida Munch/ Ritzau Scanpix.

Carsten Bitsch Jørgensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når jeg ser, hvem det er, der sviner på vores lille landevej, er det næppe min generation, der smider øldåser ud ad bilvinduerne eller smider McDonald’s-affald i grøfterne, skriver pensioneret skoleinspektør

KÆRE ANETTE PREHN. Jeg blev så vred, så vred, da jeg læste din refleksion i Kristeligt Dagblad den 22. november: ”Vi voksne burde sige undskyld til de unge, fordi vi ikke har taget ansvar for klimaet”.

Jeg er 72 år, og jeg føler bestemt ikke, at jeg skal sige undskyld til de unge. Jeg har altid tænkt på klimaet. Jeg bor på 31. år i et hus med stråtag. Jeg har 28 solceller. Jeg fyrer ikke med olie. Jeg har altid fulgt tidens mest miljøvenlige opvarmning – halm, træ, træpiller. Og i øjeblikket har jeg installeret et varmepumpeanlæg.

Vi kører i el-bil. Flyver aldrig. Jeg har nødtvungent fløjet tre gange i mit liv. Jeg går så vidt muligt i genbrugstøj. Vores madspild er minimalt.

Vi har altid spist opvarmet restmad både på andendagen og tredjedagen. Vi går heller aldrig på café, McDonald’s eller andre fastfoodsteder.

SKULLE JEG SIGE UNDSKYLD til de unge? Jeg vil sige: tværtimod. Når jeg ser, hvem det er, der sviner på vores lille landevej, er det næppe min generation, der smider øldåser ud ad bilvinduerne eller smider McDonald’s-affald i grøfterne.

Når vi gang på gang ser, hvordan de unge sviner, efter at have demonstreret foran Christiansborg, og byens vejfolk må gå i timevis og rydde op efter dem. Eller hvordan de unge efterlader festivalpladserne efter sommerens musikfestivaler. Her ville det måske være på sin plads, at disse unges forældre sagde undskyld for, at de ikke har opdraget deres unge bedre til at rydde op efter sig.

Hvem er det, der bruger milliarder af penge på alle cafeerne, spillestederne og natklubberne? Ikke min generation. De unges forbrug på alle disse steder er enormt. De unge tænker slet ikke på, hvor meget CO2, der bliver udledt ved fremstillingen af alle disse mad- og drikkevarer.

Og så de unges overdrevne overforbrug af dyrt tøj. Vi kan se i de store indkøbscentre, hvordan tøjbutikkerne bugner med tøj til alle de pengestærke unge mennesker, som lever i dag.

Helt ærligt – når Greta Thunberg stiller sig op og råber og skriger i FN, så får det da ikke de store klima- og miljøsynderlande til at stoppe produktionen. Det, hun har opnået, er at skabe et hysteri blandt unge mennesker og visse politiske partier, som har set en gevinst i at bruge hendes hysteri som redskab for at kapre stemmer blandt de unge mennesker.

De unge mennesker er i virkeligheden frygteligt dobbeltmoralske. De demonstrerer, for det er nu engang unges måde at manifestere sig på. Det gjorde vi jo også, da vi i 1960’erne demonstrerede mod atomkraft, som vi dengang ikke vidste var den reneste og mest CO2-venlige energiform.

TIL ALLE DE UNGE MENNESKER, der demonstrerer og råber op om skyld og så videre: Hvis I virkelig vil gøre noget aktivt for at stoppe klimakrisen, så gå hjem og pas jeres skole! Dygtiggør jer så meget som muligt. Bliv ingeniører og opfindere, så I kan være med til at opfinde teknik og energiformer, som kan overbevise de store slemme klimasynderlande om, at det, I opfinder, er bedre og billigere end det kul og den olie og den gas, som landene på nuværende tidspunkt producerer.

Vi kan alle gøre en indsats, fordi det interesserer os, og fordi vi kan være et godt eksempel i Danmark over for resten af verden, men det, der batter noget, er opfinderes og videnskabsfolks indsats verden over for at finde løsninger på klimaproblemerne.

Carsten Bitsch Jørgensen er pensioneret skoleinspektør.