JEG HAR EN HEMMELIGHED, og det er, at jeg er bange. Jeg er bange for rigtigt meget. For fugle. For at svømme på åbent hav. For, at jeg ikke kommer ind på universitetet til sommer. For,at jeg aldrig finder kærligheden.
Men der er én frygt, der overskygger alt det. Én frygt, der har siddet dybt naglet i mig over en længere periode og er blevet større og større. Mest af alt er jeg nemlig bange for, hvad der skal blive af vores planet.
Læs også: Psykolog: Vi er ved at skabe en generation af klimaangste børn
Jeg frygter, at mine fremtidige børn skal vokse op på en planet, der er blevet ødelagt. Jeg frygter, at der overhovedet ikke er en planet, de kan vokse op på. Jeg var i lang tid plaget af en form for skyldfølelse, der ramte, når jeg var ude at flyve, spiste kød, eller når jeg blev opmærksom på mit unødvendige forbrug. Jeg har ikke en fantastisk historie om, hvordan jeg opdagede min frygt, den blev bare større og større, indtil frygten for, hvad der skal blive af vores planet, fyldte mere end alt andet.
Nogle kloge hoveder har kaldt min frygt for klimaangst. Jeg vælger at kalde den sund fornuft. I valgkampens indledende partilederrunde prydede flere af politikerne sig med, at Danmark har den grønne førertrøje på. At Danmark har en ambitiøs klimapolitik. Det mener jeg ikke, vi har. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.
Regeringen har fremsat flere mål om, at danskerne skal udlede mindre CO2, og at der skal ske en grøn omstilling. Og det er også super. Men disse mål skal tidligst nås pr. 2030, hvor andre er udskudt helt til 2050. Samtidig, i denne såkaldt ambitiøse klimapolitik, ønsker størstedelen af Folketinget ikke at stoppe med at bore efter olie i Nordsøen, og de fleste partier har stadigvæk ikke et ønske om at indføre klimaafgifter. Fra 2017 til 2018 udledte vi danskere 1,3 procent mere CO2. Vi lever ikke op til EU’s klimamålsætning, og vi lever ikke op til Paris-aftalen. Vores klimaaftryk er stadigvæk for højt. Det er ikke godt nok. Og det er derfor, at politikkerne skal handle nu.
Jeg tror, at vi stadig kan købe noget tid. Jeg tror, at hvis politikerne tager sig sammen og sætter en ambitiøs klimapolitik på dagsordnen, så skal det nok gå. Hvis der bliver sat afgifter på kød, bliver investeret i endnu mere vedvarende energi, hvis den grønne omstilling sker nu og ikke først om 15-20 år, så kan der gøres en forskel. Jeg siger ikke, at vi som privatpersoner ikke skal gøre noget. For jeg mener i høj grad, at alle skal gøre sit for at begå sig mere klimavenligt i hverdagen. Men der er også grænser for, hvor stor en forskel kødfri mandag og affaldssortering kan gøre i det lange løb. Det er fra politikernes side, den rigtige forandring skal ske.
Forleden dag snakkede jeg med et familiemedlem. Hun sagde, at hun var træt af at høre på klimasnak. Hun følte, at der alligevel ikke blev lyttet til vores opråb. Men vi skal nok blive hørt.
Jeg er stolt af, at der er så mange, unge som gamle, der hver uge råber ad politikerne på Christiansborg og strejker i klimaets navn.
Jeg er stolt af at være en del af en generation, der ønsker at redde vores planet. Så det her er en opfordring til at blive ved. Tænk på klimaet, når I sætter jeres kryds ved folketingsvalget. Bliv ved med at råbe.
Råb højere end nogensinde før. Også selvom det til tider føles, som om der bliver råbt for døve øren. Hvis vi bliver ved med at råbe, så er jeg næsten sikker på, at den kommende regering, uanset om den bliver rød eller blå, kommer til at tænke grønt.
Amalie Christiansen er elev på Grundtvigs Højskole.
Jeg er stolt af, at være en del af en generation, der ønsker at redde vores planet.