Interviewet var lige afsluttet, og jeg blev budt på en kop kaffe. Vi sad nogle stykker omkring frokostbordet i det arbejdsfællesskab for mennesker med psykisk sygdom, jeg skulle skrive en artikel om. Snakken faldt på, hvilken journalist jeg var, og på mediernes dækning af psykisk sygdom og dermed af de mennesker, der sad omkring mig.
”Når medierne bringer voldsomme historier om psykisk sygdom, går jeg rundt til min omgangskreds og fortæller, at jeg ikke er farlig,” udbrød en kvinde for bordenden. Det er tre år siden, men jeg husker stadig sætningen.
Den dukker op, når medierne bringer sensationsprægede historier om psykisk sygdom, vold og mord. Så tænker jeg på kvinden og på, om hun igen har været rundt til sine venner, familie eller naboer for at fortælle, at hun ikke er farlig. Bare for en sikkerheds skyld.
For selvom én ud af fem har en psykisk sygdom, er der stadig mange fordomme forbundet med at lide af eksempelvis angst, depression eller skizofreni. Dengang viste en analyse foretaget af Infomedia for landsindsatsen En Af Os, at over halvdelen af mediernes omtale af psykisk sygdom var stigmatiserende. Helt nøjagtigt 54 procent. Siden da er det heldigvis gået fremad, og en ny analyse viser således, at 34 procent af mediernes onlineomtale i 2019 var stigmatiserende.
Der har i den mellemliggende tid været et øget fokus på mediernes dækning af emnet, og det har haft en positiv effekt. Men tilbage står, at hver tredje omtale af psykisk sygdom stadig er stigmatiserende.
Årsagen til dette skal man lede efter flere steder. Og skulle man som journalist eller redaktør forfalde til at tro, at det kun er de højtråbende tabloidaviser, der stigmatiserer, tager man fejl. Faktisk er de slet ikke med blandt de 10 mest stigmatiserende onlinemedier, hvor man i stedet finder medier som fyens.dk, information.dk, denkorteavis.dk, skivefolkeblad.dk, mja.dk og lorry.dk.
Den stigmatiserende omtale kommer derfor både fra lokale og landsdækkende medier, og det viser, at blinde vinkler og uhensigtsmæssige arbejdsmetoder stadig kan være en udfordring blandt journalister og redaktører på mange redaktioner. Store som små.
Der er næppe nogen, der ønsker at stigmatisere. Men det risikerer at ske, uden vi vil det, og uden vi ved det. Analysen viser således, at der var stigmatiserende artikler selv blandt dem, der havde en vision om at udbrede viden og skabe opmærksomhed omkring psykisk sygdom for at nedbryde tabuer. Det er derfor vigtigt, at vi får en større bevidsthed om vores arbejdsvaner og har nogle redskaber til at ændre dem.
Det fik mig i 2013 til at udvikle en ny journalistisk metode og i 2020 skrive bogen ”TrustJournalism. En journalistisk metode til et mere nuanceret billede af mennesker i medierne”.
Bogen præsenterer en række nye begreber til at gøre noget ved den situation, hvor autopiloten tager over i redaktionerne. Lad mig kort præsentere nogle af pointerne og redskaberne i metoden i forhold til tre hovedpunkter i analysen.
Først skal vi kigge på selve grundlaget for journalistikken – blandt andet nyhedskriterierne. To af de kriterier, der vægtes højt inden for journalistikken, er konflikt og sensation. Dette får dermed konsekvenser for alle vores valg og betyder samtidig, at historier med sensation og konflikt prioriteres højt, hvilket også afspejler sig i analysen.
Overordnet dominerer historier om kriminalitet, som udgjorde godt 30 procent af omtalen. Det betyder, at når mennesker med en psykisk sygdom ser sig selv repræsenteret i medierne, sker det ofte i forbindelse med kriminalitet og mange gange alvorlig kriminalitet som vold og drab. Denne overvægt er dermed med til at skabe et unuanceret og stereotypt billede af hele gruppen.
Gentagelse fremmer forståelsen, men gentagelse fremmer også misforståelsen. Vi skal derfor være bevidste om det, jeg kalder for ”gentagelseshistorier”. Det er historier, som medierne gentager med stort set samme vinkel, ord, cases eller kilder. Det er historier, der fylder meget – og meget hurtigt. Det skaber en overeksponering, der påvirker folks frygt og usikkerhed.
Mere end hver tredje artikel kommer fra Ritzau, og hele 41 procent af dem var stigmatiserende. Ritzau er første led i mediernes fødekæde, så det betyder, at de stigmatiserende historier bliver gentaget i mange onlinemedier og får dermed en stor gennemslagskraft.
Ansvaret ligger naturligvis ikke kun hos Ritzau, men også hos de medier, der gentager historierne. Derfor er det ekstra vigtigt, at redaktionerne er bevidste om gentagelseshistorier og ved, hvordan de behandler dem.
Sproget i medierne har stor betydning for, hvordan mennesker med psykisk sygdom fremstår. En stigmatiserende artikel reducerer blandt andet personer med en psykisk sygdom til deres diagnose – for eksempel ”psykisk syge” eller ”den skizofrene mand”. Sensationsprægede overskrifter, hvor en forbrydelse eksempelvis kobles direkte til psykisk sygdom, kan være med til at holde liv i fordomme om, at alle personer med eksempelvis skizofreni kan være farlige eller ude af kontrol.
Det er derfor vigtigt, at journalister og redaktører er mere bevidste om farvede ord og deres brug af dem. Især i overskriften, idet mange kun læser den og dermed mister eventuelle nuanceringer i artiklen. Når stærke, negative og voldsomme ord hentet højt oppe på konflikttrappen bruges i forbindelse med psykisk sygdom, smitter det af på beskrivelsen af hele gruppen og risikerer dermed også at smitte af på opfattelsen af den.
Menneskers syn på psykisk sygdom påvirkes naturligvis ikke kun af medierne, men medierne har også et ansvar. Medierne skal naturligvis fortsat fortælle om problemer i forhold til psykisk sygdom, men vi kan være mere bevidste om, hvordan vi gør det.
Ligesom medierne er en del af problemet, er medierne også en del af løsningen. Netop medierne kan give den viden, indsigt og de nuancer, der kan være med til at afkræfte fordomme og stereotyper og skabe en større forståelse over for mennesker med psykisk sygdom.
Som de seneste år har vist, er det muligt at nedbringe antallet af stigmatiserende historier i medierne, og det er nu, vi skal tage de sidste vigtige skridt i denne positive retning. Så kvinden, jeg mødte, og andre som hende ikke skal frygte at blive misforstået og set skævt til, men i langt højere grad opleve at blive mødt med tillid og føle sig inkluderet i samfundet på lige fod med alle andre. Det kan lade sig gøre – og det skal det.
Lotte Rosdahl er journalist, underviser og forfatter til bogen ”TrustJournalism. En journalistisk metode til et mere nuanceret billede af mennesker i medierne”.