Prøv avisen

Jeg gjorde det for min familie – og det var det rigtige valg

Privatfoto.

Fortalt til Vanessa Christophersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forsikringsrådgiver Sofie Gadegaard fortæller om sin abort

Jeg fik en frivillig abort sidste sommer som 28-årig, men historien om min abort begynder tidligere. I november 2017 blev jeg mor til en lille pige, Lily. Lily er mere end et ønskebarn. Min kæreste og jeg havde kæmpet længe for, at jeg skulle blive gravid, og endte til sidst i fertilitetsbehandling. Der skulle ved et held kun to forsøg til, og så var jeg gravid. Vi var lykkelige. Graviditeten begyndte rigtig godt. Jeg følte mig frisk, glad og fuld af energi.

Men så begyndte jeg at få hovedpiner. De gjorde mig meget træt. Da jeg var 10 uger henne, måtte jeg overgive mig til sengen og mørket, da hovedpinerne tog til. Herfra gik det kun ned ad bakke. Jeg var ikke meget på arbejde. Jeg kunne kun være i mørket i sengen. Jeg blev indlagt, da de var bange for blodprop eller betændelse i hjernen. Resultatet var, at jeg havde graviditetsmigræne.

Senere stoppede hovedpinerne, men det varede ikke længe, så fik jeg ondt i mit bækken og fik svært ved at komme ud af sengen. Den 2. november kom Lily så til verden.

I sommer, otte måneder efter jeg havde født Lily, skete der så det, vi ikke havde troet muligt: Jeg blev gravid helt naturligt. Denne gang blev jeg ramt af utrolig meget kvalme, mit bækken begyndte at gøre ondt, og jeg fik igen voldsomme hovedpiner. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle ende i en frivillig abort. Jeg var ikke klar til endnu et barn. Jeg ønskede ikke dette barn. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at alle mine symptomer fra min første graviditet kom igen.

Selvom jeg ikke ønskede barnet, var beslutningen stadig svær. Jeg ville i dag aldrig kunne undvære Lily, så tanken om, at dette lille foster ikke havde valgt sin skæbne, eller at det aldrig ville få et liv, gjorde ondt. Men mit overskud ville ikke være der til to børn.

Jeg har valgt at blive mor til Lily og ønskede hende mere end noget andet, og så var det hende, jeg skulle være der for. Et barn, som ikke var planlagt, ville sikkert blive til et ønskebarn, men jeg følte mig ikke stærk nok til det. Jeg har aldrig følt, at min beslutning var forkert. Og jeg er ikke flov over at fortælle om det. Jeg valgte at tænke på min familie. Hvorfor sætte et familieliv over styr?

Jeg glemmer aldrig dagene op til aborten og tankerne. Om aftenen græd jeg og var i tvivl, om det var det rigtige. Jeg oplevede stor opbakning og forståelse fra læger og gynækologer igennem processen, hvilket var med til at gøre det hele nemmere.

Jeg synes ikke, det skal være et tabu at få en abort. Jeg husker, at jeg frygtede folks reaktion, men jeg blev heldigvis mødt med forståelse. Jeg synes ikke, man som kvinde skal føle en tvang til at få et barn, hvilket jeg godt kan forstå, man kan føle med de meget hårde holdninger, der er til abort. Et barn fortjener ikke at komme til verden, hvis det ikke er ønsket, eller hvis forældrene ikke har overskud eller omsorg til det. Men en abort er hård, for børn er skønne.

Kristeligt Dagblad har interviewet fem kvinder med vidt forskellige erfaringer med abort. Læs resten af vidnesbyrdene her.