Muligheden for juridisk kønsskifte fra 10-årsalderen lanceres som en del af det moderne, åbne, oplyste samfunds frihedsoplukning.
Sandheden er, at det er nedlukning af den mentale frihed og en oplukning af ekstremisme.
Hvis den nye lov går igennem, betyder det på lang sigt nedlukningen af den naturlige og fundamentale kønsforskelsbevidsthed, som den altovervejende del af menneskeheden bærer i sig fra fødsel til død.
Det, der utvivlsomt fra de fleste politikeres side er tænkt som imødekommelse af en minoritet af kønsforvirrede mennesker, rummer fra anden side en skjult dagsorden, som handler om en hel ideologis magtovertagelse. Queer-ideologiens meget bastante udsagn om køn som ren konstruktion sejrer med denne lovgivning.
Langsomt lægger lovgivningens bagvedliggende ideologi sig ind over hele den opvoksende slægt med et enormt pres. Ingen skal længere vide sig sikker på sin kønsidentitet.
Jeg græder jævnligt indvendigt over, at vi er på vej ind i en så ekstremt grænseoverskridende samfundskultur. Mit gode, gamle Danmark er på vej ind i noget, som får al balladen om islamisme og anden aggressiv fremmedkultur til at fremstå som lidt børnehaveuro.
Jeg fatter ikke et suk af, hvordan den normalitet, jeg er vokset op i – selvfølgelig inklusiv skævhed og uenighed i småt og stort, men hele tiden på normalitetens basis – hen over få årtier er løbet hen mod antagelsen af et så ekstremt virkelighedssyn. Jeg får en følelse af, at vi bevæger os i retning af en slags sci-fi-”Blade Runner”-virkelighed, hvor man aldrig kan vide sig sikker på, om den man møder, eller for den sags skyld én selv, er replikant eller et virkeligt menneske.
Ganske vist er jeg håbefuldt overbevist om, at den konstruerede virkelighedsideologi sejrer, altså dør af sin egen overdosis, men jeg frygter, at det kan tage lang tid, inden vi igen er sat fri af normaliteten.
Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.