Mange savner deres hverdag før corona, og med rette. Jeg savner i lige så høj grad det liv, jeg med årene har glemt at leve. Lockdown har skabt rum for et kritisk blik på livet før corona, og jeg må blankt erkende, at det har været lidt af en øjenåbner.
Både hverdagslivet og mit selvbillede er kommet under lup. Jeg har for eksempel aldrig før tænkt på mig selv som ensom. Men de seneste måneder har vendt op og ned på den selvforståelse – det er, som om mængden af alenetid langsomt har undermineret min sindstilstand. Jeg kan for eksempel cykle hjem fra indkøb og pludselig blive ramt af et tungt mismod, velvidende at jeg er på vej tilbage til tilstanden af stilstand i lejligheden. Eller jeg kan midt i en radioudsendelse fyldes af vemod og en udefinerbar længsel.
Andre dage går det bedre, og de dage husker jeg mig selv på, jeg ikke burde klage, beriget som jeg er med en stor familie og en håndfuld nære venner. Der er trods alt andre, hvis netværk af forskellige grunde er mere begrænset end mit. Jeg burde med andre ord ikke føle dette som en ørkenvandring, men det gør jeg.
Til hverdag underviser jeg skærm-mennesker. De sidder som små firkanter på min computer, og jeg oplever, at det er sparsomt med komikken, når de studerende samtidigt gerne skal lære et og andet om analyse, romantikken og retorikken. Det er noget nær umuligt at grine sammen med 25 små skærmbilleder (hvoraf nogle er sat på sort). Det synkrone i en joke går fløjten, og en kvik bemærkning fra en af de studerende falder ned i tastaturet med et brag.
Når jeg smækker den bærbare sammen efter timers tålmod, sidder jeg ofte tilbage med en besynderlig følelse af tomhed og en nagende længsel efter selskab og menneskelig kontakt. Et smil, et knus, en hånd på en skulder.
Længsel er blevet mit nye mellemnavn. Men jeg længes ikke kun efter det, der rent faktisk var mit liv før corona, jeg længes i lige så høj grad efter det, der ikke var mit liv. Jeg har sjældent hængt ud på caféer, nu savner jeg at sidde på en fortovscafé og se på mennesker, der går forbi. Tivolis gratis koncerter har jeg kun loppet mig ind til få gange, nu står de for mig som byens bedste tilbud på en forårsfredag. Sådan kunne jeg blive ved.
Lockdown har været som et forstørrelsesglas på det, jeg har forsømt at leve i hverdagen. Jeg har forsømt at gribe de mange muligheder for nydelse og oplevelser, hverdagen er fuld af, eftersom alt for meget af mit fokus har været rettet mod at yde maksimalt, være effektiv og pligtopfyldende. Det er, som om jeg har ventet på det rigtige liv i en anden fjern og imaginær verden med mere tid og overskud end den, der udspillede sig her og nu.
Derfor har jeg givet mig selv og mine nærmeste et løfte – jeg siger ja til masser af kaffe, ja til gåture sene eftermiddage, ja til koncerter, teatre- og biografture, selvom jeg skal på job dagen efter, ja til at hjælpe som frivillig, når næste arrangement rammer kvarteret, ja til tomgangssamvær hvor vi hænger ud og siger ingenting, ja til alle de covid-19-test det skal være, ja til at blive til en ekstra øl med kollegaerne, ja til at sige ja, fordi det ville være spild af mere liv at hoste op med et nej.
Så når ventetiden er ovre, og vi igen for alvor kan åbne samfundet, vil mit personlige liv også åbne sig på en anden måde end før. Det bliver ikke vildt og vovet, men hverdagsgodt. Alt andet ville være spild af social afstand og sociale bobler. Jeg skal ud og flirte med livet, ja, jeg skal.
Michelle Skov Karantonis er voksenunderviser og cand.mag. i dansk og minoritetsstudier.