Prøv avisen
Debat

Min søns og min morfars død viste mig, at det gør for ondt at holde hinanden i live af princip

At opfatte dødshjælp som principielt uforeneligt med lægerollen indsnævrer opgaven med at redde liv. Da ingen kan reddes til udødelighed, bliver det at drage omsorg for livet på et tidspunkt et kald til at hjælpe et medmenneske til en god død, skriver sognepræst.

Dødshjælp kan også være livshjælp. Nemlig en hjælp til at lindre den sidste del af et liv, reduceret til en uafvendelig smertelig proces på vej mod døden – ved at gøre den kortere, skriver sognepræst

MIN MORFAR DØDE som 97-årig. Han blev mindst fem år for gammel. Fik ikke lov at dø, selvom det var hans ønske i klare stunder, hvor han kunne give udtryk for det. For det meste var han dog svag. Ligesom han næsten ikke kunne noget som helst, inklusive kende sin familie, kunne han naturligvis heller ikke sige ”nej tak!” til penicillin, når han fik lungebetændelse. At dø af lungebetændelse er ellers det naturligste i verden. Men op til flere gange på et år tvang lægeløftet ham til at overleve ved en sprøjte, han ikke ønskede. I dag havde han forhåbentlig fået den passive dødshjælp at erstatte penicillin med morfin, uden at familien skulle lægge arm med en læge, der tager patent på, hvad der er etisk rigtigt og forkert.

VI ER I STAND TIL at holde liv i hinanden, længere end det altid er godt. Muligheder forpligter, og derfor opstår debatten om aktiv dødshjælp igen og igen.

Der er ingen lette svar på spørgsmålet. Men diskussionen handler ikke om at skaffe andre eller sig selv af vejen, hvis byrden på fællesskabet bliver for stor. Dødshjælp kan også være livshjælp. Nemlig en hjælp til at lindre den sidste del af et liv, reduceret til en uafvendelig smertelig proces på vej mod døden – ved at gøre den kortere.

Lægeforeningen har gjort det til et grundlæggende lægeetisk princip, at læger ikke medvirker til dødshjælp. At der ikke skelnes mellem aktiv og passiv dødshjælp forekommer problematisk i lyset af ovenstående. Når vi kan forlænge liv gennem lægefaglig foranstaltning, men ikke gør det, må det kaldes passiv dødshjælp og et etisk valg.

At opfatte dødshjælp som principielt uforeneligt med lægerollen indsnævrer opgaven med at redde liv. Da ingen kan reddes til udødelighed, bliver det at drage omsorg for livet på et tidspunkt et kald til at hjælpe et medmenneske til en god død. Hvis lægens opgave er udtømt, når der ikke mere kan læges, overlades omsorg alene til sygeplejersken. Dermed faktisk også etikken.

En principiel arbejdsdeling, hvor lægen kun tager sig af det, der kan helbredes og ordnes, gør lægen til intet andet end organmekaniker. Det er nemlig et koldt og mekanistisk menneskesyn, hvis kroppen blot er det, der skal fikses for at sikre overlevelse, og en snæver definition på at redde liv. Lægen bør ikke give sin opgave som medmenneske sådan en etisk lethed.

MIN SØN DØDE ved fødslen som følge af moderkageløsning. En tilfældighed i naturen, som opstår og afskærer et foster fra livsvigtig ilt og ødelægger et ellers raskt liv. Det er ikke til at forudse og har ingen mening. Ulykker sker. Efter forsøg på genoplivning, som jeg var rædselsslagen tilskuer til, døbte jeg ham med bøn om, at han måtte få fred. Vanviddet begyndte, da der blev råbt ”reaktion på tuben”, og lægerne igen forsøgte at trække min søn tilbage til et stensikkert voldsomt retarderet liv.

Nogle uger senere forklarede lægen, at det ”skal man”, når der er chance for overlevelse. Den version af lægeløftet forekom mig både dengang og nu kynisk. Det var en omkostningsfri og tankeløs form for professionel etik uden etisk blik for andre menneskers eksistentielle omkostninger.

Døden har en knugende alvor. Men vi drager nogle gange omsorg for et andet menneskes liv ved at turde give det en god død.