Prøv avisen
Debat

Terapeut: Jeg har mødt mange bedstemødre, som kæmper for at se deres børnebørn

De mødre, jeg har siddende i min praksis, er utroligt chokerede over, at de er nødt til at kæmpe for at se deres børn og især børnebørn, som de er kommet til at elske.

Babette Madvig, psykoterapeut og forfatter

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I min praksis har jeg hørt på den ene sorgfulde og ulykkelige bedstemor efter den anden føle sig udenfor, fortæller psykoterapeut

DET ER GENIALT, at to mennesker møder hinanden og derved skal finde ud af at koordinere to forskellige familiemønstre med forskellige regler og skikke. Egentlig er det godt, at der kommer nye familiemedlemmer til, således at man ikke igen og igen gør det samme, samtidig med at man lukker sig om sin lille familie og kun tænker på, hvordan man selv gerne vil have det og derved ikke udvikler sig ved at inkludere andre og andres meninger i sin familie.

Nuvel, det kan skabe en masse problemer, især hvis man ikke ønsker at ændre på sine egne vaner og traditioner og udelukkende ønsker at fortsætte på sin måde. Men er det næstekærlighed?

I min praksis har jeg hørt på den ene sorgfulde og ulykkelige bedstemor efter den anden føle sig udenfor. Den anden familie bemægtiger sig målrettet børn og børnebørn, uden overhovedet at tage hensyn til, at der sidder en anden bedstemor, som også gerne vil føle, at hun hører til.

DE SMARTESTE BEDSTEFORÆLDRE inkluderer den nye ægtefælle i en grad, så man nærmest afskærer ham fra hans egen familie. Og i mange tilfælde er det, fordi den anden bedstemor ikke i sin vildeste fantasi har forudset, at der var tale om en kamp. Hun troede måske, at de alle kunne være sammen med mellemrum i kærlighedens navn. Deres børn har da giftet sig af kærlighed, må man gå ud fra.

De voksne børn har i mange tilfælde godt kunnet bruge de forsmåede bedsteforældre til at passe børnene, mens de var små, for efterfølgende at skubbe dem længere og længere ud i periferien og for derefter primært at koncentrere sig om moderens egen familie.

De mødre, jeg har siddende i min praksis, er utroligt chokerede over, at de er nødt til at kæmpe for at se deres børn og især børnebørn, som de er kommet til at elske. De synes, at fordelingen er ulige og meget uretfærdig. De har brug for at mærke, at også de hører til.

Jeg har i hvert enkelt tilfælde været inde over, om der kan være noget, den unge familie kunne være utilfredse med. Det synes ikke at være tilfældet. Jeg ved godt, at mange steder finder man ud af det på bedste vis. Børnene tager for eksempel over og inviterer begge familier til højtider og fødselsdage. Så kan der ske det, at man overhovedet ikke bryder sig om den anden familie.

MEN HAR MAN GIVET DEM en chance? Har man været åben og tolerant? Det er ikke sikkert, at man selv har ret i sin måde at gøre tingene på. Har man spurgt ind til den anden familie? Har man interesseret sig for den?

For begge familier er børnene det kæreste i deres liv. De har bygget deres familie op omkring børnene og brugt en stor del af deres liv på dem. De har troet, at de nu havde en familie, som de kunne mødes med og have et samvær med resten af livet. Det er det, som giver tryghed i alderdommen. Er det ikke blandt andet det, som er meningen med at have en familie?

Hvordan kan man være så egoistisk og udelukkende tænke på sig selv? Er det kærlighed til sin ægtefælle at udelukke hans familie?

Og hvad siger børnebørnene? De elsker begge hold bedsteforældre lige meget. De vil måske også gerne være sammen med både deres mors forældre og deres fars forældre? Er det ikke et dårligt budskab at sende til den nye generation

Babette Madvig er psykoterapeut og forfatter.