Kristeligt Dagblad bragte den 15. august et citatpluk om Grøn Kirke fra et interview med mig i Weekendavisen.
Af det kunne nogle få det indtryk, at jeg er klimaberoliger. Jeg er det modsatte, klimaforuroliger. Helt som Grøn Kirke.
Ja, jeg er klimaalarmist. Jeg har mere end svært ved at se, at menneskeheden kan nå at redde en blot nogenlunde beboelig jord, inden det er for sent, og katastroferne melder sig. Det forklarer jeg i interviewet.
Alle burde tage alvorligt, at det er ved at være allersidste udkald. Og jeg begriber ikke, at nogen mener, at det nok ikke står så slemt til. Jeg vil blive ved med at modsige dem.
Men når jeg går ind i våbenhuset, stiller jeg uenigheden på standby, sådan som de førhen lod våbnene blive der. Vi, der går i kirke, kommer med alle de forskellige meninger. Men inde i kirken er vi fælles om det helt elementære at have fået livet skænket, være (lige store) syndere, kende til lidelse og være henfaldne til at skulle ældes og dø.
Uden at det er noget, jeg vil pådutte andre, synes jeg, gudstjenesten skal holde sig til det.
Jeg synes, Grundtvig rammer plet med verset: ”Påskemorgen fra de døde, Jesus sejerrig opstod. Hver en søndags morgenrøde bringer nu for døden bod.”
I gudstjenesten får vi hver søndag livet skænket på ny. Hver søndag er nyskabelsens og opstandelsens dag under ét.
Grøn Kirke-folkene deler ikke denne gudstjeneste-puritanisme. De mener, at vi som ”kristne” må tage parti for klimabekymringen og som ”kristne” af al magt kæmpe for at redde klodens beboelighed. Det byder den ”kristne” etik, mener de. Og de vil heller ikke holde gudstjenesten fri. De tager det med ind i forkyndelsen.
Men uenigheden går jo ned på tværs af den gruppe mennesker, som kalder sig ”kristne” – herunder uenighed om, hvad der er ”kristen” etik. Siger man som Grøn Kirke, gør man sin opfattelse af, hvad det ”kristne” er, til en slags isme. Man opkaster sig til at være ”kirkens” stemme, en meningsmagt i folket, der ønsker politisk indflydelse.
Jeg tilslutter mig af al magt en meningsgruppering i folket, som kæmper for ”global klimaansvarlighed” og politisk indflydelse. Min eneste afvigelse fra, hvad Grøn Kirke kæmper for, er, at jeg ikke giver det fortegnet ”kristen” eller gør det til ”kirkens stemme”. Det er en fælles folkelig sag, som forpligter os alle, troende og ikke-troende, ateister og folk med en anden religion og ikke nogle mere end andre. Menighedsrådene kan fint følge alle Grøn Kirkes gode praktiske råd om energibesparelser og lignende uden at tilslutte sig Grøn Kirke.
Jeg har stor respekt for Grøn Kirke. Jeg deler bevægelsens målsætning, men ikke dens kirkesyn og gudstjenestesyn.
Ole Jensen er dr.theol., tidligere rektor og professor emeritus.