Prøv avisen

Jeg havde det svært ved tanken om at skulle lege Gud

Privatfoto

Fortalt til Vanessa Christophersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Siff Storm Søndergaard, kropsterapeut, fortæller om sin abort

I 2015 blev jeg uventet gravid med min kæreste. Jeg var 34 år, og det var mit livs første graviditet. Min kæreste og jeg havde kun været sammen i en måneds tid, så det var på ingen måde planlagt. Men vi vidste, at vi begge gerne ville have børn, så da overraskelsen havde lagt sig, vendte chokket sig til glæde. Vi begyndte at forberede os – og glæde os. De første tre måneder af graviditeten var ro og fryd. Det hele ændrede sig på et splitsekund, da vi tog ind på Rigshospitalet til nakkefoldsscanningen.

På vejen derhen var jeg superspændt og glad. Jeg skulle høre hjerteslag og se mit barn for første gang. Jeg havde ikke tænkt, at noget kunne være galt. Tanken havde overhovedet ikke strejfet mig. Vi kom ind og jordmoderen gik i gang med scanningen. Jeg nåede lige at få 30 sekunders lykkerus, da silhuetten af mit barn tonede frem på skærmen, men derefter ændrede jordemoderens stemme sig – og så vendes alting på hovedet.

Nakkefoldsscanningen er tyk, og min blodprøve er åbenbart også afvigende. Både min kæreste og jeg var helt ødelagte, og jeg græd og græd. Det var svært at fastholde et håb om, at alt var okay. Vi gik videre med en moderkagebiopsi, der endeligt kunne afgøre, om vores barn havde kromosomfejl eller ej. I ventetiden nåede vi at snakke om, hvordan vi ville forholde os til det svar, vi kunne få. Vi talte ikke med nogen andre i de dage. Vi lukkede os nærmest ind i en lille boble. Vi var hverken kede af det eller glade. Og vi ville ikke høre alle andres tanker og meninger om vores situation og det valg, vi kunne ende med at stå over for. Det var vores liv, vores barn og derfor også vores valg. Og kun vores.

Vi blev hurtigt enige om, at hvis vi fik et negativt svar på biopsien, ville vi vælge en abort. Det ville være det rigtige valg for os, men det var stadig sindssygt svært at acceptere fuldt ud. Jeg havde det personligt vildt svært ved tanken om at skulle lege Gud og bestemme over liv og død på den måde. Hvordan skulle jeg kunne beslutte, hvem der skal leve, og hvem der skal dø?

Efter 10 dages ventetid kom opringningen fra Riget endelig. Vores barn havde Downs syndrom. Og i samme åndedrag blev vi i telefonen spurgt til vores beslutning. Jeg græd og sagde, at vi var blevet enige om en abort.

Derfra gik det slag i slag. Vi kom op på Riget efter et par dage for at sætte aborten i gang. Først skulle jeg tage nogle piller, der dybest set slog barnet ihjel, og derefter skulle jeg så føde barnet. Jeg skulle føde mit døde barn. Det var en sindssygt voldsom oplevelse.

Efterfølgende har jeg kun oplevet støtte og forståelse for vores valg. Ingen fordømmelse – kun min egen. Jeg var trist og i sorg i nogen tid efter. Den tabte drøm om barnet og det at have taget beslutningen om liv og død plagede mig. Men jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. Men derfor kan jeg stadig godt være ked af det over at have mistet barnet og den drøm, der fulgte med.

Kristeligt Dagblad har interviewet fem kvinder med vidt forskellige erfaringer med abort. Læs resten af vidnesbyrdene her.