Jeg mistede min far i november 2019. Selvom jeg er mor og over 40 år, er jeg stadig ked af det

Det er en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder eller når sygdom spiller en rolle i forløbet, skriver Camilla Holmgaard Johnsen, som sidste år mistede sin 70-årige far

Foto: Peter Kristensen.
Foto: Peter Kristensen.

Jeg har været til en del begravelser i mit liv. Unge som ældre, der har forladt denne fysiske verden. Det har været sørgeligt, og i nogle tilfælde uforståeligt, men jeg har aldrig prøvet at miste så tæt på, som jeg har nu.

Det er kommet bag på mig, hvor lidt vi taler om det at miste forældre. Jeg har igennem mange år siddet med klienter, som har mistet forældre. Nogle af dem har mistet forældre for mange, mange år siden, men smerten og sorgen ligger lige neden under ordene, og kroppen taler ofte sit eget sørgmodige sprog.

Mange undskylder og siger: ”Ej, undskyld, det er så mange år siden, men jeg savner stadig, og det kan gøre mig trist.”

Der er ingen grund til at undskylde. Jeg forstår nu meget mere af, hvad der er i spil. Jeg forstår deres smerte i langt højere grad. Jeg synes, at vi trænger til at italesætte smerten ved at miste forældre, forældresorg. Vi behøver ikke at undskylde, fordi vi er kede af, at vores forældre dør. Det er naturligt. Det kan tage tid, og det er helt, som det skal være.

Sorg og død fylder heldigvis mere og mere i medierne, og flere bøger er udkommet omkring emnet igennem de senere år. Bøger, som jeg selv har fundet lindring i at læse i. Jeg er klar over, at vi er forskellige, og jeg er klar over, at vi står i forskellige situationer, når vi mister.

Det fylder meget for nogle og mindre for andre. Men uanset hvad, så vil jeg gerne slå et slag for, at vi bliver endnu bedre til at være med det, som er svært i det at miste en forælder. Det tager tid, og det kræver ofte mere tid og ro at bearbejde, end vi lige går, tror og siger.

Der er ikke altid plads til at dvæle ved sorgen. Vi skal gerne hurtigt videre. Måske er det besværligt for andre, når vi ikke er hurtigt videre? At dvæle ved det faktum, at noget er endegyldigt og aldrig kommer tilbage igen, er svært at tale om. Det betyder dog ikke, at det er mindre nødvendigt.

Det er ensomt at være i sorg. Det er en del af vores eksistentielle grundvilkår. Ingen kan mærke, hvordan det føles at være i lige præcis vores sorg. Ingen andre har haft lige præcis dén relation til den døde, som vi har. Alle har mistet min far – både som ægtemand, far, svigerfar, bedstefar, svigersøn, ven og bror. Men ingen har mistet den relation, som jeg havde. Det er kun mig, der har det. Det er også det, som gør det så ensomt og svært at forklare.

Døden står i skærende kontrast til livet. Livet, som vi alle lever, ender med, at vi skal dø. Sådan går det for os alle. Uden undtagelse. Hypotetisk set så får vi i morgen med, men vi ved det ikke. Liv og død er hinandens modpoler. Det er så vores opgave at fylde det mellemrum imellem fødsel og død ud på en meningsfuld måde. Livet er godt, men en del af tiden er det også besværligt. Der er meget, vi skal lære undervejs. Det er en livsopgave for os alle. En krævende livsopgave, som indimellem kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg mistede min far i november 2019. Jeg mistede den dag den fysiske relation til et af de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg er selv voksen, gift og har to store drenge. Derfor er smerten ikke mindre. Det er i min optik en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder gør sig gældende (i mit tilfælde var min far 70 år), eller når sygdom spiller en rolle i forløbet (min far havde ikke haft det godt længe). Sygdommen betød derimod for vores familie, at den sidste tid var præget af enorm usikkerhed, utryghed, udmattelse og irritation, hvilket kan gøre bearbejdelsen af tabet endnu mere besværligt og komplekst.

Sorg gør ondt – uanset hvad. Sorg kan ikke gradbøjes eller sammenlignes. Den er, som den er. Den er individuel, men skal forstås i et bredere perspektiv, i en større sammenhæng. For når en familie mister en af sine vigtige, og betydningsfulde, brikker, så skal familien lægge sig til rette på en ny måde. Det tager tid og kræver tålmodighed. De forgange måneder har lært mig meget. Nye roller skal indtages, og en anden form for skrøbelighed har vist sig i mig, men også en styrke og en masse håb.

Relationen til vores forældre er den relation, som varer længst i vores liv. Det kan vi ikke komme uden om. Derfor har jeg lyst til at sætte fokus på temaet. Vi skal have lov til at sørge over, at vi mister en forælder. Det er naturligt, men lige præcis denne sorg ligger ikke særlig højt i sorg hierarkiet, derfor kan det også være vanskeligt at vedstå sig, at det er svært. Men at miste en forælder minder os om, at vi (måske) er næste led i rækken. Det kan bringe vores eget liv i perspektiv og kan få os til at stoppe op og mærke om det liv, vi lever, er meningsfuldt. Og lige dér får døden en vigtig funktion: Den minder os om, at vi lever nu, og at døden indhenter os alle på målstregen. Ingen vinder over døden.

Det bedste, omverdenen har kunnet gøre for mig, har været en masse omsorg. Kærlige tanker på en sms, en blomst til døren og et tændt lys i mørket. Så mange fine gestusser blev der gjort, og dem kigger jeg tilbage på og bliver glad og varm om hjertet ved tanken om.

Nogle mennesker ved ikke, hvad de skal stille op, og så gør de ingenting. Det har jeg erfaret er dumt og ubetænksomt. Det gør ondt. Helt ind i hjertet, og jeg tvivler faktisk på, at det kan repareres igen. Så det værste, du som pårørende eller ven kan gøre, er: ingenting! Hvis du brillerer med dit fravær, så bemærkes det. Det skal du være klar over. Så hvis du ikke vidste det, så ved du det nu. Og ved du hvad? Der skal så lidt til.

Ting, du kan gøre: Send en sms med et hjerte. Skriv: ”Jeg tænker på dig.” Send en blomst. Efterlad nogle frikadeller på dørtrinnet. Ring. Ring. Ring. Giv ikke op. En dag skal telefonen nok blive taget. Tag dig tid til at lytte. Invitér på kaffe. Beskeden: ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre” – den dur ikke. For mennesker i sorg kommer ikke til at række ud og bede dig om at handle ind eller give en kop kaffe. Du skal række ud. Du skal gribe den sørgende. En dag er det dig selv, som er i sorg, og så får du også brug for hjælp den anden vej rundt.

Så: Vær ikke nærig med din opmærksomhed og omsorg. Det behøver ikke være med ord. Men det kan også være med handlinger. Og nej – der er ikke nødvendigvis andre, som er tættere på, som gør noget. Mange kommer her til at gøre en stor fejl ved at tro, at ”der er nok andre, som gør noget, så jeg vil ikke mase mig på”. Det er ikke nødvendigvis sandt. Man kan aldrig få for meget kærlighed og omsorg i en periode i livet, hvor sorgen kan være lammende.

Hvorfor taler vi ikke mere om at miste forældre? Nogle har et kompliceret forhold til deres forældre, og andre har ikke. Men uanset hvad, så er det et tab. Og med det tab er der også en ny identitet, der skal bygges op. En identitet som enten faderløs eller forældreløs. Det er en proces, der tager tid. Processen kan være kompliceret, men den kan også være udviklende. Det er en del af livet, og jeg ønsker sådan, at vi kan tale mere om den del. Fordi: Hvad gør vores tab ved os? Hvordan, og hvilke, spor sætter de?

Jeg er velsignet med kærlige venner, og jeg har en dejlig familie, som lægger ører til, når jeg er ked af det. For det er jeg. Også her 11 måneder efter, jeg mistede min far. Det kan være så uendelig svært at forstå for andre, at det er svært at miste en forælder. Sorg viser sig forskelligt hos alle mennesker, og det er o.k., for ingen er ens.

Men jeg mener, at vi trænger til at tale mere om forældresorg. Uanset hvor gammel du er, og uanset hvordan du har mistet din far eller mor, så gør det ondt. Det forandrer dit liv. Du kommer til at stå et nyt sted. Med en ny identitet. Det tager tid.

Camilla Holmgaard Johnsen er autoriseret psykolog.