Jeg mistede mit barn. Ikke troen på livet

Vær ikke bange for mørket og giv plads til sorgen, men bevar troen på verden og håbet hos dine medmennesker, skriver Karen Marie Kruse, der mistede sit første barn

For halvandet år siden mistede min mand og jeg vores første barn, ti uger før termin, skriver Karen Marie Kruse. I tiden efter blev jeg vred, når jeg læste om andre barnløse forældre, der ville fortælle verden, hvordan det er at miste sit barn. For jeg følte, jeg faldt uden for. –
For halvandet år siden mistede min mand og jeg vores første barn, ti uger før termin, skriver Karen Marie Kruse. I tiden efter blev jeg vred, når jeg læste om andre barnløse forældre, der ville fortælle verden, hvordan det er at miste sit barn. For jeg følte, jeg faldt uden for. – . Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Man kan klare at miste sit barn. Det er det vigtigste, jeg har at fortælle. Det er ikke en selvskrevet sandhed, at du klarer det, men muligheden er der, og troen på livet og håbet for fremtiden er vigtig at værne om.

Voldsomt er for mig, det mest dækkende ord. Det er voldsomt at miste sit barn. For mange er det en privat oplevelse, som det er vigtigt, at omverdenen anerkender. En svær balance og selvsagt en meget svær ting at generalisere og rådgive om.

Min mand og jeg mistede for halvandet år siden vores første barn, 10 uger før termin. I tiden efter blev jeg vred, når jeg læste om andre barnløse forældres følelser. Andre mødre og fædre, der ville fortælle verden, hvordan det er at miste sit barn. For jeg følte, jeg faldt uden for. Jeg var ikke fortabt; sort og fuld af mistillid til verden. Jeg var bare rigtig, rigtig ked af det, til tider sønderknust af savn og længsel. For os var der ingen mening med, at vi skulle miste vores barn, og det var nødvendigvis o.k. For det var vores vilkår i livet.

Mit inderste væsen insisterede på kærligheden til livet og verden. Det var ikke rigtigt et valg, snarere en slags ulykkens held. Det var bare sådan, jeg følte livet. Verden var stadig lys og varm. Min verden var vendt på hovedet – men resten af verden stod lige så grundfæstet, som den altid har gjort. Jeg var elsket og i live.

Selvfølgelig var det vanvittig synd for min mand og mig. Det var voldsomt tungt, ingen tvivl om det, men det var ikke ubærligt.

Til tider oplevede jeg, at det var svært at få lov til at bevare retten til lyset, livet og kærligheden i den ”offentlige” tolkning af min sorg over at have mistet vores drømmebarn.

Folk omkring os gjorde, hvad de kunne, og hvad de evnede i situationen.

Jeg bad folk om at sende hverdagshistorier fra deres liv i privatbeskeder, fordi jeg havde brug for stadig at høre til. I den levende, gode, varme verden vel at mærke. Jeg havde brug for at føle mig inkluderet i fællesskabet, selvom jeg var i sorg. Min store frygt har altid været at blive ekskluderet. Derfor slog det også hårdt, da jeg ikke følte, at jeg passede ind i klubben for døde børns forældre, og når omverdenen misforstod min sorg.

En af de vigtigste ting, jeg lærte, lærte jeg i en sorggruppe på Slagelse Sygehus. En gruppe for forældre, der havde mistet deres børn i graviditeten. Jeg opdagede, at vi alle oplevede det at skulle leve videre forskelligt, og at ingen rigtig har lyst til at være en del af de døde børns forældres klub.

I gruppen kunne jeg nikke genkendende til en del, men der var også masser af livstolkninger og oplevelser, jeg ikke kunne genkende.

Men her blev jeg ikke vred på de andre. For jeg kendte dem jo lidt nu. Jeg kunne jo se, at det var helt rigtigt, at de følte, som de gjorde, og de anerkendte stadig mine følelser og tolkninger, selvom de ikke altid delte dem.

Jeg lod mig selv blive en del af et lille fælleskab, hvorfra jeg søgte at blive en del af det store fællesskab. Fællesskabet uden for sorgen.

Som sagt oplevede jeg, at folk omkring os gjorde, hvad de kunne. Men der, hvor det gik skævt, var specielt i to forskellige situationer. Enten når mennesker grænseoverskridende forsøgte at tage del i en sorg, de ikke havde direkte anpart i – eller når mennesker trak sig, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle være sammen med min mand og jeg i vores sorg.

Det er ikke muligt at forstå andre menneskers følelser i deres ekstreme livssituationer, og det var heller ikke det, jeg ønskede. Det er dog stadig muligt at føle empati, lytte og være nærværende, selvom du ikke forstår dine næste, men det kræver mod.

En spøjs ting, jeg oplevede, var, at det var meget lettere for mig at være omkring ældre mennesker, fordi ældre mennesker har oplevet, at livet er et glædens liv på trods af alle de slag, det kan give os. Og de accepterer det.

Det rareste var, når mennesker anerkendte vores sorg ved at turde se os i øjnene og sige, at de ikke forstod vores aktuelle situation, men i deres blik og med deres tilstedeværelse i samtalen viste, at livet går videre.

For mennesket kan potentielt overleve alverdens alvorlige ulykker. Nogle kommer sig sågar efter alvorlige tillidsbrud, flugt og vold.

Det har nok altid været sådan, at nogle mennesker uønsket bukkede under for livet; at tungsindet eller sindssygdom tog overhånd og skar livets fødder af dem, når ulykken ramte.

Dog tror jeg også stærkt på, at vi står på skuldrene af de mennesker, som var så heldige at kunne rejse sig, når de faldt. Vi er også en del af et fædrene ophav, der bar livets ar på kroppen og erfarede, at livet er et liv på trods. Et liv, hvor både sorger og glæder kan leve parallelt i kærligheden mellem mennesker.

Vær ikke bange for mørket og giv plads til sorgen, men bevar troen på verden og håbet hos dine medmennesker. Lad dem også i sorgen være en del af det store fælleskab, hvor livet går videre, og solen står op hver morgen. Et liv, hvor kærligheden sejrer over den mørke tanke.

Kærlighed være deres minde: Min Anker Krogh-Madsen, kultur- og kirkeministerens Sarah Antoinet Mogensen og alle de andre børn, vi ikke lærte at kende.

Karen Marie Kruse er lærer.