”ER DU BANGE, FAR?”. Det spørgsmål stillede jeg min far gentagne gange i hans sidste tid. Hver gang svarede han nej. Jeg tror, han ville passe på mig. Trods mine 52 år var jeg stadig hans lille pige, og til det sidste så han det som sin opgave at skåne mig for livets barske realiteter.
Min far fik konstateret prostatacancer i 2016. Desværre så sent, at sygdommen havde nået at sprede sig til hans rygsøjle. Da han blev indlagt, var han lam i benene. Prognosen var, at han ikke kom til at gå igen. Men min far var stædigheden selv. Han kom til at gå igen. Ikke som før, men gå – det gjorde han. Strålebehandling fik metastaserne til at blive mindre, og med ukuelig vilje trænede han hver dag med sin røde elastik. Da han kom hjem fra hospitalet, var det med en rolator og senere ”kun” krykker som støtte. Han ville ikke dø. ”Jeg kan ikke undvære jer,” sagde han ved flere lejligheder.
Det var store ord fra en mand, der var af meget få ord, og jeg kunne se, hvor svært det var for ham at komme overens med det faktum, at han en dag ikke længere kunne nyde skramleriet fra min mor, der stod i køkkenet, børnebørn, der pjattede, eller mig og min søster, der bad ham fortælle historier fra gamle dage.
Jeg er stolt af min far. Stolt over at se, hvordan han med jernvilje kæmpede for at hænge fast i det liv, der betød så meget for ham. Fordi han havde sin elskede hustru og sine to døtre. Min far var stolt. En stolt mand, der altid klarede sig selv og ikke ville være til besvær. Til sidst kunne han ikke klare sig selv.
MINE FORÆLDRES HJEM blev omdannet til et menageri af sygeseng og hjælpemidler. Derfra gik det stærkt. For hver gang, jeg kom på besøg, kunne jeg se, at der var færre sandkorn tilbage i timeglasset. Hurtigt kom også hjemmeplejen ind i billedet. Omsorgsfulde plejere, hvoraf stort set hver og én fortjener roser for den varme og empatiske måde, de tog vare på min kære far på. De så ham. Ikke som en syg mand, der havde det bedst, når han lå i sin seng. De så ham som et menneske. Talte med og ikke til ham. Helt til det sidste og også, da han var taget over på den anden side.
Min far var en stolt mand. Det var svært for ham pludselig at skulle lade andre klare selv de mest almindelige, dagligdags ting. Jeg har siddet ved hans side og givet ham bidder af den æblekage, som en betænksom ven havde bagt til ham og min mor. Jeg har givet ham, hvad der skulle vise sig at være hans sidste mundfuld kaffe. Jeg har gået ture med ham ved hans elskede hav. Jeg har holdt ham i hånden og ventet på, at han kunne finde de rigtige ord, når evnen til at tale drillede ham.
Den sidste opgave, jeg så min far udføre, var at fylde mine forældres salt- og peberkværn. En næsten uoverstigelig opgave for en mand, der dårligt kunne stå på benene. Peberkornene trillede ud over køkkenbordet – den grove salt havde han svært ved overhovedet at få ud af æsken. Men han ville.
De småbitte ting blev store beviser på, at han stadig kunne bidrage til mine forældres fælles liv. At han stadig var en mand, et menneske, der havde værdi og kunne gøre noget for andre.
Jeg så stille til. Holdt på kværnene og lod min far få den tid, der var ved at rinde ud for ham. Glæden og stoltheden i hans øjne over, at ”missionen” lykkedes, kan jeg stadig se for mig.
Jeg har set min far dø. Lige så stille og fredfyldt. Uden dramatik og uhyggelige kampscener. De sidste gisp efter luft vil dog nok blive hængende i mine ører i lang tid. Men det var ikke uhyggeligt. Blot uendelig sørgeligt at se et liv slukkes.
Nu er jeg ikke længere bange for døden. Det tror jeg heller ikke, min far var til sidst. Nej, jeg ved, at han ikke var bange til sidst. Jeg kunne mærke det. Men han var trist. Så uendeligt trist. Jeg kunne se det i hans øjne, som ellers var lukkede stort set hele tiden hans sidste dage. Det var hans stædighed, er jeg sikker på, der gjorde, at han – som sin sidste levende kraftpræstation – åbnede øjnene, lige inden han tog herfra.
MINE FORÆLDRE LYTTEDE OFTE til musik om aftenen. De skiftedes til at finde numre og sad sammen og nød tonerne. Især Volbeats ”For evigt” kunne min far godt lide. Den blev min fars og mors sang. Og det var dén sang, der fik min far til at åbne øjnene for sidste gang for at kigge på min søster, min mor og mig, der stod ved hans side.
Jeg så, hvordan min fars blå øjne søgte min søster. Så flyttede han blikket og kiggede mig direkte i øjnene med en kærlighed, jeg aldrig før har set i hans øjne – trak vejret for sidste gang og lukkede øjnene. 77 år. Så var han væk.
Det er i skrivende stund en uge siden, og jeg har endnu til gode at forstå, at jeg aldrig mere skal høre min fars stemme eller se ”Far” på displayet, når telefonen ringer.
Men jeg ved, at han ikke har forladt mig for evigt. Jeg mærker ham i mit hjerte og i stjernerne på himlen og solen, der skinner. Hvis jeg før tvivlede på, om der er mere mellem himmel og jord, så er tvivlen pist borte.
TO DAGE EFTER SIN DØDSDAG kom min far for at ønske mig tillykke med fødselsdagen. Han vinkede og smilede, imens han med lette skridt gik igennem en blomstereng. Og i dag, da har han sørme været forbi igen. Han vinkede med et stort smil og så lykkeligt tilfreds ud med at stå og fiske ved en å.
Min far gjorde ikke meget væsen af sig, og han lod helst andre om at tale. To dage før hans død spurgte jeg ham: ”Har du noget, du gerne vil give mig med, far, – et godt råd eller noget?”. ”Det ved jeg ikke,” lød min fars svar.
I dag kender jeg svaret, for min far viste mig det, kan jeg se nu: Husk, at du kun behøver at være for at tage din plads og være elsket.
Æret være dit minde, far.
Charlotte Lind er relationsmentor, foredragsholder og skribent