Jeg savner hans selskab, især når jeg drikker kaffe i lysthuset, men også hver eneste gang jeg spiser morgenmad, frokost og aftensmad.
Jeg savner at kunne læne mig tilbage på køreturen hjem og vide, at jeg har chauffør på, og han har taget over.
Jeg savner hans altid optimistiske forsikring om, at det hele nok skal gå.
Jeg savner hans overblik og sans for de store linjer.
Jeg savner ham på hans fødselsdag og på min fødselsdag.
Fars dag og mors dag er blevet underligt hule. Vores bryllupsdag har fået et mat skær. Sankthans er heller ikke det samme mere. Det samme med pinsedag, hvor vi spiste frokost på Himmelbjerget.
Jul og nytår er også lavet om. Han er der ikke til at lave julekonfekten og risalamanden. De to raketter nytårsaften mangler, og koncerten og nytårspølserne nytårsdag er blevet en underlig størrelse.
Vores mange rejser i udlandet og i Danmark fra Skagen til Als er forsvundet.
Jeg mangler ham til tusinde ting: vaske bilen, tjekke dæktrykket, få bilen til service, slå græs, rense tagrender og vaske klinkegulvene ordentligt.
Jeg mangler ham til at købe ind og til at lave persillesovsen, lasagnen og frikadellerne.
Jeg er misundelig, når naboerne tager af sted sammen, og når jeg ser genboens stearinlys i stuen om aftenen.
Det gør ondt at se den første motorcykel i foråret. Det samme gælder, når kajakklubben starter efter vinterpausen.
Det er svært at køre forbi Skjern Å og se lystfiskerne stå med deres udstyr og hatte.
Jeg savner hans cykel i cykelskuret og motorcyklen for enden af garagen. Hans havehandsker ligger også underligt uvirksomme hen.
Selv badmintongutterne savner jeg. De kommer her ikke mere for at få en øl efter kampen.
Vi skulle have været til bryllup sammen. Han skulle have ført hende op.
Og han skulle have set vort første barnebarn og lært ham at fiske.
Jeg savner at dele alting med ham. Jeg manglede ham meget, den dag min mor døde, og jeg måtte køre alene hjem til et tomt hus.
Det er også blevet mærkeligt at besøge familie og venner. Nu er der dækket op til tre, i stedet for tidligere til fire. Der er altid en tom plads, hvor der mangler én.
Jeg har tænkt på at flytte, men nænner det ikke, for naboerne kendte ham. De ved, hvem han var, og når jeg siger ting om ham, forstår de.
Jeg prøver at sætte små mål for dagene. Jeg overlever, men lever ikke. Jeg er blevet amputeret. Mit gode liv fra 1980 til 2017 er slut.
Jeg øver mig i at være taknemmelig og tålmodig. Taknemmelig for, hvad vi har haft sammen, og for, at jeg kan høre og se og stå ud af min seng hver dag. Men taknemmelighed og tålmodighed er store størrelser, når det virkelig gælder, og er discipliner, der ikke altid læres på et år.
Det er bare ikke rart at være her uden ham, og det er et meget stort arbejde at skulle lære det. Det vil kræve mange år. Det er uudholdeligt at tænke på – men samtidig er det også godt, for det vidner om, at vore spor aldrig kan slettes i de mennesker, vi havde stor betydning for.
Under hans sygdom sagde jeg til ham: ”Jeg glæder mig ikke til at skulle være her uden dig.” Med sit altid optimistiske livssyn svarede han: ”Du skal se, du finder nok en anden.” ”Hvem skulle det være?”, spurgte jeg. ”Prinsen på den hvide hest!”, sagde han med et lille smil.
Hans motto var: ”Jeg har valgt at blive 100 år.” Det blev ikke helt sådan, men han troede fuldt og fast på det hele livet.
Der er meget at lære af dette. Måske er det, hvad det hele handler om, at vi – som ham, med ukuelig optimisme og tillid til, at der er en orden, vi kan forlade os på – er sikre på, at det hele nok skal gå
Ingrid Meinhardt er psykoterapeut.