”Jeg er træt af at få at vide, at vi introverte skal ændre os”

Én ting er jeg enig med Marlene Kristoffersen i: Introvert og ekstrovert er ikke en nødvendig opdeling. Men opdelingen kan først opløses, når begge præferencer bliver anset og omtalt som lige meget værd, skriver introvert-coach

Modelfoto.
Modelfoto. Foto: Björn Alberts/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

JEG ER EN AF de selvudråbte introverte, Marlene Kristoffersen nævner i sit debatindlæg fra den 24. februar, ”Kære introverte. I spilder livet, hvis I venter på, at samfundet ændrer sig”. Jeg har råbt det meget højt og igen og igen. Og det bliver jeg ved med.

Det gør jeg, fordi det er vigtigt, at der er plads til alle. Både de meget stille og de knap så stille. Det bliver der ikke, hvis de stille hele tiden bliver mødt med, at de skal opøve de egenskaber, som ikke umiddelbart falder dem naturligt, som Marlene Kristoffersen skriver.

Når introverte går på barrikaderne, er det ikke, fordi vi drænes for energi af at være sammen med mange mennesker eller foretrækker eftertænksomhed, som det antydes i indlægget. Det går fint med det. Det er, fordi vi er trætte af at få at vide, at det er os, der skal ændre os; os, der skal sige noget mere; os, der skal komme lidt mere ud. For selvom det er sagt i den bedste mening (og somme tider ligefrem i bekymring), så er underteksten, at vi ikke er helt gode nok, som vi er – at vi mangler noget, som vi skal opøve.

Marlene Kristoffersen foreslår, at vi skal opøve de egenskaber, som skal til for at opnå de samme resultater, hvis vi er misundelige på vores ekstroverte lederes succes på arbejdspladsen.

Det rammer lige ned i min kæphest: retorikken om introverte. For hvem siger, at introverte mangler noget for at opnå succes som leder? Jeg er ikke misundelig på ekstroverte lederes succes. Jeg er såmænd alt for optaget af at være tilfreds med min egen succes som introvert selvstændig.

JEG SPILDER ABSOLUT IKKE MIT LIV, mens jeg venter på, at samfundet ændrer sig. Jeg arbejder tværtimod målrettet på sagen hver eneste dag. For selvfølgelig skal samfundet ændre sig. Vi skal begynde at tale anerkendende om introverte kvaliteter og holde op med at italesætte introverte som en gruppe mennesker, der har noget at øve sig på. For det har vi alle sammen. Det er såmænd ikke et karakteristisk træk ved den introverte person.

Lad mig lige give et par eksempler på overskrifter i aviser og magasiner de seneste år, der er tydelige eksempler på den begrænsende retorik om introverte:

”Fra arbejdsløs og introvert til udadvendt og arbejdsglad” (fra Mynewsdesk, den 18. april 2018).

”Er du introvert? Sådan vender du det til din fordel” (fra ugebladet Søndag, den 11. april 2019).

”5 overraskende fordele ved at være introvert” (fra Søndagsavisen.dk, den 4. marts 2019).

Er det virkelig overraskende fordele, at introverte er gode til at lytte? Er observante? Tænker, før de taler? Eller er det overraskende, fordi vi normalt omtaler introverte i medierne som nogle hæmmede og asociale mennesker?

Jeg bliver jævnligt mødt med kommentarer som: ”Du virker da ikke introvert, du står jo her og taler med mig, som du slet ikke kender” eller ”tænk, at du er introvert, hvor er det flot, at du har arbejdet så meget med dig selv”.

Jo, samfundet har brug for at ændre sig. Og jeg har ikke tænkt mig bare at vente på, at det sker.

Tænk, hvis man havde sagt det samme til kvinderne for 100 år siden: I spilder livet, hvis I venter på, at samfundet ændrer sig. Eller for 30 år siden havde sagt til homoseksuelle: I spilder livet, hvis I venter på, at samfundet ændrer sig.

Én ting er jeg enig med Marlene Kristoffersen i: Introvert og ekstrovert er ikke en nødvendig opdeling. Vi rummer begge dele, og det ene er ikke bedre end det andet. Men opdelingen kan først opløses, når begge præferencer bliver anset og omtalt som lige meget værd.

Og at dømme efter diskursen i omtalte indlæg, så er vi der ikke endnu.

Camilla Lærkesen er retoriker og introvert-coach.