Prøv avisen
Debat

Jeg tog orlov, da min far lå for døden. Det vil jeg aldrig fortryde

Da Marianne Christensens far var døende, tog hun orlov fra sit studium. Det har hjulpet hende i sorgprocessen efter hans død, at hun var til stede i hans sidste tid. – Foto: Kåre Viemose/Ritzau Scanpix.

Marianne Christensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

”FIK DU SAGT DET, du gerne ville sige til din far, inden han døde?”, spurgte en af mine venner mig forleden. Jeg blev glad for, at han stillede det spørgsmål, for det fik mig til at reflektere over det.

Når man oplever følelser så smertefulde, at ingen ord kan dække det, er det, som om alt liv og hverdag omkring en får en anden dimension, en anden betydning. Det skete for mig, da min far blev terminalregistreret kræftpatient efter flere års kamp, operationer og smerter.

Der er en udløbsdato, man ved bare ikke hvornår. Og her stiller man sig selv spørgsmålet: ”Hvad vil jeg bruge min sidste tid sammen med min far på?”. Kun ét svar gjorde sig gældende for mig. ”Jeg vil være der for dem, der får brug for hjælp i denne ubeskriveligt svære situation.” Her er tilstedeværelse med dem, jeg elsker, den eneste mulighed for mig. Så jeg søgte om orlov fra mit studium for at kunne være til stede med alt, hvad det indebærer i den sidste tid med min far, og i særdeleshed også være der for min mor, min søster og mine børn.

Med det stod jeg over for en ny og svær situation: at samarbejde omkring situationen med familien, at lytte til min fars ønsker og samtidig tænke på, hvad omgivelserne tilbød ham, at informere venner og bekendte, der i kærlighed til min far skrev, ringede og kiggede forbi. At møde deres sorg, smerte og frustration over, at de var ved at miste deres kære ven igennem mange år. At sørge for medicinen og have overblikket over, hvad han fik og ikke fik, at stå for personlig pleje som barbering, tøj, samtaler med læger og sygeplejersker og have overblik over, hvad de vidste og ikke vidste.

Jeg nåede aldrig at have omsorg for mig selv. For når jeg nåede hjem til min egen dør, havde jeg tre små børn at tænke på og værne om. De var også i sorg over, at de var ved at miste deres højt elskede morfar. Så når jeg ramte min hovedpude fuldstændig tømt for alt det, jeg gav af mig selv, kom gråden, smerten og frustrationen.

Søvn var ikke en mulighed, for jeg var hele tiden på vagt i forhold til, hvornår jeg ville se min mors navn på min mobil, vel vidende, at hun ville sige, at min far er død. Hvordan forbereder man sig på den situation? Det kan man bare ikke. Derfor er kroppen hele tiden på vagt, hele tiden klar til at præstere, hele tiden i alarmberedskab.

Tilbage til, om jeg fik sagt det, jeg ville til min far. Mit svar er, at jeg var der for ham med alt, hvad det indebærer. Jeg har aldrig holdt min fars hånd så meget som i den tid, han var syg og svækket. Strøget hans kind, aet hans skulder, støttet og hjulpet ham.

Jeg parkerede mig selv og smeltede ind i min fars behov. Ord var overflødige, når bare vi kunne mærke hinandens nærvær, engagement og tilstedeværelse. Det var hele tiden med udgangspunkt i, hvad min far havde brug for. Vi værnede i fællesskab om de kostbare minutter, vi havde sammen til det sidste.

Jeg er så taknemmelig for, at han lukkede mig derind. Derind, hvor al sårbarhed, usikkerhed og smerte var. For vi var sammen om det. Ingen skal stå alene eller føle sig alene i en sådan situation. Vi kan som pårørende være til stede, men de sidste skridt må man gå alene. Så hvorfor ikke være der for de syge, til de må gå de sidste skridt alene?

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg var der for min far, fordi jeg tog beslutningen om at være der for min familie. Jeg fik gjort det, min far havde brug for, og det giver mig en pause i min sorg. Følelsen af at give i en sådan situation gjorde, at helingsprocessen begyndte, allerede inden han var død. Det har lagt sig som et grundfundament for min sorgproces, at jeg kan tænke tilbage på et utal af situationer, hvor vi stod tæt sammen, skulder ved skulder.

Marianne Christensen studerer generel pædagogik på Aarhus Universitet.