Det var december 2016, og jeg var 35 år. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville gennemføre aborten. Jeg var 12 uger henne, og jeg elskede at være gravid. Jeg elskede at mærke, hvordan det lille liv voksede inden i mig. Jeg havde ikke kendt Andreas særlig længe, før jeg ved et uheld blev gravid. Han var lige flyttet fra sin kæreste og to børn gennem 12 år, og han havde på ingen måde lyst til at starte en ny familie med mig. Han var midt i sit livs krise.
Jeg forstod mentalt, at han ikke ønskede at blive far igen. Men følelsesmæssigt var jeg knust. Jeg valgte at respektere hans ønske frem for mit eget og byttede det ud for et håb om, at vi på et tidspunkt ville skabe en familie sammen.
Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, hvordan det ville påvirke mit liv, havde jeg taget et andet valg. Da han afsluttede vores relation i september 2017, tog jeg ud at rejse i længere tid. Da jeg kom hjem i februar 2018, kunne jeg ikke længere flygte. Jeg befandt mig i dyb sorg uden at vide hvorfor.
Alt virkede meningsløst, håbløst. Jeg kunne ikke noget. Jeg kunne ikke andet end bare at ligge på min sofa, se fjernsyn, spise slik og sove. Jeg var udmattet, fuldstændig udmattet. Jeg kunne ikke smile, kun græde. Jeg ville bare være alene. Jeg var vred på alle omkring mig. Jeg skammede mig over at være ked af det, for hvordan kunne jeg tillade mig det, når jeg selv havde taget valget. Glæden, der tittede frem fra tid til anden, blev overskygget af en stemme, der sagde, at jeg ikke måtte være glad.
Sorgen holdt mig i sit jerngreb. Den havde invaderet hver en celle i min krop. Hvordan tilgiver du dig selv, når du ikke føler, at du fortjener tilgivelse. ”Jeg tillader ikke mig selv at være glad”, blev mit nye mantra. Jeg var i live, men jeg levede ikke. Jeg havde mistet troen på mig selv, og sorgen var ved at æde mig op.
Jeg var klar over, at jeg havde brug for at blive guidet til at finde ind til mig selv igen. Derfor valgte jeg at opsøge flere af mine spirituelle mentorer, herunder en præst, en psykoterapeut og en healer. Alle med samme svar: Løsningen begynder ved at rumme sorgen i vores hjerter, og ved at give plads kan den transformeres og smelte. At rumme er at give slip.
Hvis jeg ville leve igen, havde jeg intet valg andet end at tilgive mig selv, ikke kun tilgive, at jeg valgte at få en abort. Men tilgive alt, hvad der fulgte med: vreden, skylden, skammen, hadet til mig selv, og at jeg tog en beslutning ud fra et håb, som blot var en illusion.
Kristeligt Dagblad har interviewet fem kvinder med vidt forskellige erfaringer med abort. Læs resten af vidnesbyrdene her.