Psykolog: Jeg var fattig som barn. Vejen ud af fattigdom var, at jeg fik hjælp til at yde, ikke penge

Når jeg tænker på mig selv, og samtidig ser på mine søskende – syv styk – så må jeg konstatere, at jeg, der var så heldig at møde en købmand, som lærte mig at arbejde og tage ansvar, mens mine søskende fik af den offentlig pengekasse, så fik jeg et langt bedre liv end mine søskende, både menneskeligt og økonomisk, skriver psykolog og foredragsholder

Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Jeg har på min egen krop oplevet, hvad fattigdom er. Mange af de mennesker, især politikere, som skriver om fattigdom, ved intet om problemet. Hvad får dem til at tro, at hvis bare folk får penge nok, er alt i den skønneste orden?

Jeg er i dag snart 83 år og voksede op i en dysfunktionel familie i Jylland. Jeg var blot otte år, da jeg blev sendt ud til fremmede for at bo og arbejde. Det er en af grundene til, at jeg gik i 15 forskellige skoler i de syv år, hvor jeg gik i skole.

Under krigen var begge mine forældre på hospitalet, og jeg var alene i tre måneder med mine fire søskende. Min storesøster på 17 år skulle passe os og lave mad til os. Vi havde ingen penge, så vi måtte stjæle roer fra bondemanden på den anden side af vejen. Vi levede af kogte roer i tre måneder. Der var ingen myndigheder, der interesserede sig for os, kontrollerede hjemmet eller fulgte med i, hvordan det gik os.

Da jeg var 15 år måtte jeg bo i en port, da mine forældre ikke havde råd til at have mig boende, når jeg ikke kunne betale for det. Jeg ved godt, at det ikke var et pænt træk fra mine forældre side, men det kunne ikke være anderledes.

Jeg blev meget glad, da der kom en købmand og tilbød, at jeg kunne blive bydreng og flaskedreng hos ham. Det var set med mine øjne langt bedre end at få penge. Jeg kunne nu flytte hjem til mine forældre, da jeg kunne betale dem penge.

Da købmanden tre måneder senere tilbød mig en læreplads i sin butik, fik jeg virkelig mod på at arbejde mig fremad og opad til bedre sociale lag. Det var ikke penge, der var det vigtigste. Det var, at der var en, som troede på mig og mine evner. Da min far alligevel nægtede mig at komme i lære, fik jeg atter brug for købmandens hjælp, og jeg mener at turde sige, at det var ham, der satte mig i gang med at arbejde mig til ”lykken i livet”.

Det er ikke penge, der har hjulpet mig. Det har været opbakning fra mennesker, der ville lære mig noget, som kunne bruges i fremtiden.

Jeg tror, at det er alt for let blot at påstå, at hvis vi giver nok penge til mennesker, så er de lykkelige. Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der har det svært, men jeg tror ikke, at det altid er med penge, vi skal hjælpe dem. Jeg er sikker på, at det er særdeles vigtigt, at det enkelte barn så tidligt i livet som muligt får lært, at man selv må yde noget, hvis man skal gøre sig håb om at få noget den anden vej.

Lederen af Liberal Alliance skrev for nylig i Berlingske, at han, som havde besøgt en enlig mor på 32 år, som var på bistandshjælp, mente, at det var åndelig fattigdom, han havde mødt. Jeg synes nu ikke, ”åndelig fattigdom” er dækkende for deres situation.

Jeg er meget glad for at leve i et land, hvor det betyder noget, hvis man selv yder noget. Jeg mener at turde påstå, at hvis man selv yder en indsats i det daglige, så bliver der ikke sat grænser for det enkelte menneske. Vi bør derfor vise større glæde over vort land.

Det kan godt lade sig gøre at være glad og vise glæde, selvom man ikke har så god økonomi eller måske er kronisk syg, som jeg også er.

Fattigdom er så specielt, at vi ikke skal bruge dette ord, hvis det er ”dagligdagsgoder”, vi mangler og vil fortælle om.

En af vore ministre har skrevet, at hvis man ikke har penge nok i barndommen, så trækker det dystre spor gennem hele livet, da sådanne børn ofte vil stå uden arbejde og uddannelse.

Når jeg tænker på mig selv, og samtidig ser på mine søskende – syv styk – så må jeg konstatere, at jeg, der var så heldig at møde en købmand, som lærte mig at arbejde og tage ansvar, mens mine søskende fik af den offentlig pengekasse, så fik jeg et langt bedre liv end mine søskende, både menneskeligt og økonomisk.

Vel skal vi hjælpe, når der er brug for det, men det er ikke sikkert, at det er med penge. Det er vigtigt, at vi har staten til at hjælpe – men det er også vigtigt, at det enkelte menneske selv prøver.

Knud Holm Andersen er psykolog og foredragsholder.