Da jeg var barn i 1950’erne, var jeg en såkaldt ”tomboy”. Min foretrukne legekammerat var en jævnaldrende dreng, og det var udelukkende drengelege, vi dyrkede.
Jeg insisterede på at gå med bukser og afskyede de situationer, hvor mine forældre tvang mig til at have pigetøj på.
Jeg misundte min kammerat, at han var en dreng, og havde nogen dengang spurgt mig, om jeg følte, at jeg var ”født i den forkerte krop”, ville jeg med stor overbevisning have bekræftet det.
Senere, da jeg kom i puberteten, var jeg psykisk og fysisk udtalt maskulin, og havde det på det tidspunkt været en mulighed at skifte køn, ville jeg med stor sandsynlighed have valgt det.
Men det var gudskelov ikke en mulighed, der lå lige for dengang. Jeg var så heldig, at jeg nåede at være ung, inden den identitetspolitiske bølge begyndte at skylle ind over vores del af verden.
Efter en identitetsforvirret barndom og pubertet nåede jeg ind i voksenalderen, og selvom jeg stadigvæk havde en maskulin krop og stadigvæk ikke fandt det naturligt at iføre mig skørter og høje hæle, hvilede jeg dog harmonisk nok i den krop, jeg var skabt med.
Den lykkeligste dag i mit liv var den dag, jeg lå med min nyfødte søn i armene. Da var jeg helt og holdent kvinde og mor. Jeg spår, at en stor del af de ligeledes identitetsforvirrede unge mennesker, man i dag skamferer med hormoner og kirurgiske indgreb, fremover vil stå med uoprettelige skader og ødelagte liv. Kønsskiftebølgen griber mere og mere om sig – mon ikke det er på høje tid at besinde sig
Kirsten Kessel, Værebrovej 32, Bagsværd.