Prøv avisen
Debat

Jeg ville ønske, Frederiksen ikke talte om tvang. Men at alle børn har brug for en kærlig familie

Børn anbragt i slægten klarer sig bedre end børn i familiepleje. Børn bør få mulighed for at udvikle sig med betydningsfulde voksne fra deres familie, mener socialudvalgsformand Bo Morthorst Rasmussen (S). – Arkivfoto: Heidi Maxmiling/BAM/Ritzau Scanpix.

Bo Morthorst Rasmussen (S), socialudvalgsformand i Haderslev Kommune

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes desværre ikke et quickfix på anbringelsesproblematik. Men i Danmark er cirka 7,5 procent af de anbragte børn anbragt i familie og netværk, hvor de i Sverige har cirka 20 procent, Norge omkring 30 procent og i Australien cirka 50 procent, skriver lokalpolitiker

JEG VILLE SÅDAN have ønsket mig, at Mette Frederiksen (S) ikke havde nævnt ordet ”tvang”, men bare havde sagt, at alle børn har brug for en kærlig og omsorgsfuld familie og en række betydningsfulde voksne omkring sig. Og at ikke alle forældre magter det. Og at ikke alle børn kan vente på, at de lærer det, selvom vi vil tilbyde al den hjælp og ekspertise, vi har. Det skal vi være hurtigere til at finde ud af og finde det rigtig hjem til de børn. Og for nogle få børns vedkommende skal vi finde en helt ny familie. Men vi skal først og fremmest se, om ikke der er andre i familien og netværket, hvor barnet kan bo.

De seneste 20 år, hvor jeg har været med som forsker og politiker, har vi mere eller mindre vidst, at børn anbragt i slægten sammenlignet med familiepleje har færre adfærdsproblemer og mentale problemer, de har højere trivsel, der er færre brud i anbringelsen, de har tættere kontakt med deres familie og så videre. Da er samværet med familie og netværk helt centralt både under og efter anbringelsen.

Der er næsten ikke noget værre end unge mennesker, der efter en endt anbringelse står ensomme tilbage uden nogen familie eller noget netværk. Vi kan bevilge efterværn eller ændre lidt på samværet, men det er ofte bare en udskydelse af det faktum, at vi aldrig reelt har afdækket, inddraget og fået de betydningsfulde voksne omkring barnet i spil.

Vi har lavet alle aftaler med en mor i krise og ikke kun fjernet børnene fra deres forældre, men også fra deres familie og netværk, hvor resultatet kan være en netværksfattigdom, rodløshed og ensomhed.

Så tidlig afdækning og inddragelse af familie og netværk som en integreret del af hele sagsforløbet er vigtigt for en vellykket anbringelse, uanset om det er i familien/netværket eller ved fremmede.

Og vi har altid brug for et godt samarbejde med forældrene. Netværksinddragelse og netværksanbringelse har egentlig været et mål siden anbringelsesreformen i 2005 og Barnets Reform i 2010, men mange kommuner har desværre glemt eller svigtet denne del. Det er der mange grunde til, og det er mikrofagligt udfordrende.

Der findes desværre ikke et quickfix på dette komplicerede område. Men i Danmark er cirka 7,5 procent af de anbragte børn anbragt i familie og netværk, hvor de i Sverige har cirka 20 procent, Norge omkring 30 procent og i Australien cirka 50 procent.

Så måske kunne vi lære af dem. Der er under alle omstændigheder brug for en langsigtet og målrettet såvel national som kommunal strategi for at udvikle og forbedre praksis på hele det børnesociale område, herunder den tidlige indsats.

Og det er blandt andet kommunalpolitikernes ansvar. Men husk, at alle børn bør få mulighed for at trives, lære og udvikle sig sammen med deres betydningsfulde voksne og dermed også hele deres familie og netværk. Den kærlighed og forpligtethed kan de professionelle sjældent give.

Bo Morthorst Rasmussen (S) er socialudvalgsformand i Haderslev Kommune, docent og leder af forskningsprogrammet Socialt arbejde, forvaltning og socialpædagogik ved UC Syd.