Læser: Det er påfaldende, at granvoksne mænd ter sig som teenagere, der ikke kan tåle alkohol

Jeppe Kofod er 46 år, Morten Østergaard 44 år og Frank Jensen 59 år.

Politikerne Jeppe Kofod (S), Morten Østergaard (R) og Frank Jensen (S) burde holde sig til cola og fanta og gå tidligt hjem fra fester, skriver it-konsulent H.C. Enevoldsen i dagens avis.
Politikerne Jeppe Kofod (S), Morten Østergaard (R) og Frank Jensen (S) burde holde sig til cola og fanta og gå tidligt hjem fra fester, skriver it-konsulent H.C. Enevoldsen i dagens avis. Foto: Ida Maria Odgaard/Martin Sylvest/Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix.

I løbet af de igangværende sager om Jeppe Kofod (S), Morten Østergaard (R) og Frank Jensen (S) har jeg undret mig over fraværet af omtale af de krænkede kvinders og krænkernes familier og venner i reportagerne: ægtefæller, kærester, forældre, søskende, børn, venner.

Og man får ikke meget hjælp af medierne, for de synes udelukkende interesseret i gerningsmand og offer og i, hvorvidt det hele medfører tab eller gevinst på magtforholdene, i dette tilfælde på den politiske bane. Forståeligt nok, men det favner ikke særlig bredt.

Det ville ellers være simpelt at spørge gerningsmanden: ”Jeppe Kofod, hvordan ville du have det, hvis det var din 15-årige datter, der blev voldtaget?”, ”Morten Østergaard, hvad ville du synes om, at din hustru blev overgramset af sin chef?”. ”Frank Jensen, hvad vil du sige til at din egen kone blev taget i skridtet til personalefesten?”.

Ved siden af den krænkede kvinde er der jo hele hendes familie, venner, omgangskreds, kolleger, som hun måske ikke engang har turdet fortælle om disse krænkelser. De er jo også, på anden hånd, ofre for de ubehøvlede og grænseløse politikere.

Og hvis man lige ser nærmere på disse tre tilfælde, så er det påfaldende, at de – Jeppe Kofod 46 år, Morten Østergaard 44 år, Frank Jensen 59 år – alle er granvoksne mænd, men ter sig som teenagere, der ikke kan tåle alkohol og ikke kan opføre sig ordentligt over for kvinderne til festen.

De skulle have holdt sig til cola og fanta og være gået tidligt hjem.

H.C. Enevoldsen er it-konsulent.