SÅ ER DEBATTEN om forholdet mellem kirken og de seksuelle minoriteter for alvor brudt ud igen. Jeg mærker på mig selv de stærke følelser, som debatten vækker. Det her handler trods alt om menneskers identitet: Både for bibeltro kristne og for LGBT-personer gælder det, at det her er en debat om noget af det centrale, der gør mig til mig. Noget, der ikke kan holdes i udstrakt arm. Ikke underligt, at debatten kan virke så polariserende!
Bibelen nægter imidlertid at gå med på vores polariserende debatkultur. I Matthæusevangeliets kapitel 19 hører vi Jesus tale om dem, der fødes eller gøres ”uegnede til ægteskabet”. I grundteksten bruges faktisk ordet ”eunuk”, altså en kastrat. Betydningen må være bred: Han taler om interkønnede, der bliver født med tvetydige kønsorganer, om aseksuelle, homoseksuelle og måske også om kønsdysforikere, der føler sig fanget i den forkerte krop.
Bemærk, hvor befriende neutralt Jesus omtaler disse mennesker. Han ser dem ikke som et mislykket skaberværk fra Guds hånd. Han tager dem heller ikke som gidsel i en kamp for en ny, radikal kønsideologi. Han gør noget langt bedre: Han ser dem. Italesætter deres situation. ”Jeg ved I er her,” siger den inkarnerede Gud til alle LGBT-personer. ”Og i mine øjne er I ikke mærkelige.”
JEG TROR IKKE, noget værre kan overgå et menneske end følelsen af at befinde sig kuldsejlet på kaosvandene, uden for ordenens faste grund. Vi kan bære al lidelse, hvis vi bag smerten finder en mening, en orden. Vores kønsidentitet er en af vores basale orienteringsmekanismer i verden, så hvis den ikke kan få fast grund under fødderne, må det være en angstfuld oplevelse uden lige. LGBT- bevægelsen har formået at give mange mennesker et sprog og et fællesskab, der kunne skabe mening og orden i deres oplevelser, og for det skal den have tak.
Jesus gør netop det samme. Han viser os, at skabelsens binære orden som mand og kvinde ikke er en totalitær orden, der ikke kan rumme afvigelserne. Det betyder ikke, at der er noget galt med ordenen. Den skal vi holde fast i. Hans-Ole Bækgaard gør i sit indlæg den 20. september helt ret i at påpege, at kirken ikke bare kan se til, mens en normkritisk queer -ideologi søger at mistænkeliggøre den binære majoritetskultur.
Men hvad Jesus viser, er, at de, der føler sig uden for denne orden, ikke er tabt i kaosvandene. Nej, de er værdige og dyrebare individer, der bærer skaberens billede på lige fod med alle ciskønnede. De har en vigtig plads at udfylde i Guds skaberorden.
DEBATTEN MÅ NATURLIGVIS fortsætte, for vi har endnu meget vigtigt at lære af begge sider. Men tro ikke, at dette er en kamp mellem kirken og LGBT-bevægelsen. En kirke, der holder fast i en totali
tær orden uden plads til afvigelser, lever ikke i efterfølgelse af sin Herre, lige så lidt som den kirke, der ikke tør tale imod tidens overdrevne dyrkelse af det normopløsende.
Kirken bør derimod være et sted, hvor de, der af den ene eller den anden grund ikke kan rumme ægteskabet eller finde sig til rette i deres kønsidentitet, kan finde fællesskab, kærlighed og mening.
Jesus var ikke bange for at træde ud på kaosvandene. Han vidste, vi havde brug for at blive mødt af ham netop dér. Men et møde med ham efterlader aldrig én uforandret. Han udfordrer vor tids tanker om, at kærlighed ikke kender til køn, og at kønsidentiteten ikke har et biologisk fundament. Det gør han i kærlighed til alle LGBT-personer. Men sand kærlighed taler os aldrig bare efter munden. Den udfordrer os, når der er brug for det – for vores eget bedste.
Jacob Munk studerer teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus og er ansat i Indre Mission.