Vores børn tror på, at deres handlinger har vidtrækkende betydning. De insisterer på, at vi skal spise mindre oksekød derhjemme for at være med til at gøre noget ved klimaet. Det er fantastisk, at unge tror på, at verden kan blive bedre, og at vi kan være med til at gøre noget ved det.
Vi tror på, at handlinger og ikke mindst de handlinger, der er ord, kan få vidtrækkende betydning: Ord om, hvad der giver og skaber værdi. Ord om at være mennesker, om at elske og dele, om at tage imod og beskytte og ord om at yde og fortjene, at gøre krav på og afvise.
Økonomi handler om, hvordan vi forvalter det, vi er blevet betroet, og derfor om, hvordan vi bør dele det. Derfor: Selvom økonomi er en kompleks størrelse, er det en samtale, vi ikke kan overlade til fagøkonomerne endsige lade dem sætte dagsordenen for. Det er en nødvendig fælles samtale, og der er aktuelt og akut brug for flere og nye stemmer, nye og bedre ord for økonomien.
Verden har nemlig brug for at blive bedre. Der er meget at glæde sig over i de seneste årtier: procentuelt færre fattige, mindre sult, skolegang til flere, større klimabevidsthed visse steder. Men der er også meget at frustreres over: klimakrise, flygtningekrise, stigende økonomisk ulighed, ustabilitet i international politik – foruden fremmedgørelse og stress forårsaget af globalisering og digitalisering og meget mere. Økonomi er en afgørende faktor i alt dette.
Det, vi ser, er, at økonomisk udvikling umiddelbart er godt for menneskelige samfund og derfor for individer, men efter et vist niveau af forbrugsdrevet økonomisk udvikling begynder de problematiske forhold mellem samfund og naturen og mellem samfundet og marginaliserede grupper at vise sig.
Der er derfor ingen garanti for, at økonomisk udvikling i sig selv fører til socialt, miljømæssige eller økonomisk bæredygtige samfund – samfund som er menneskelige. Dertil er der brug for en politisk styring og en etisk navigation; økonomi må i sit eksistensgrundlag have moralske dispositioner og være i dialog med den måde, som vi mennesker navigerer i verden – også ved vores religiøse tro.
Vi tror på dialogens og forandringens mulighed, men kan godt komme i tvivl. Finanskriser, hvidvask, nedskæringer, krav om øget effektivitet, de globale, digitale monopoler (såsom Google og Amazon) efterlader de fleste af os med en følelse af magtesløshed. Hvad hjælper det at protestere eller retsforfølge? Om lidt fortsætter den ansigtsløse nedbrydning af medmenneskelighed og bæredygtighed. Er det økonomiske jerngreb om verden ikke uundgåeligt? Eller er kriserne, uretfærdigheden og skandalerne blot uundgåelige bivirkninger af et system, som for det meste tjener os godt og skaber stigende velstand?
På den anden side: at give efter for håbløshed løser ingen problemer, og vi tror, kristendommen er klangbund og inspirationskilde for en bedre udvikling. Kampen om økonomien kan ikke længere anskues som en strid mellem kapitalisme og socialisme. Det er reduktionistisk og udsigtsløst. Der er brug for nye ord og nye ”grammatikker”, og den voksende underskov af eksperimenter med deleøkonomier, alternative banker, samskabelse, doughnut-økonomi med mere kan hente stærk næring i kristendommen.
At penge er en nyttig tjener, men en ubønhørlig herre, lader sig ikke nægte. Hvor, der skal protesteres, er, når økonomisk vækst bliver et mantra og et mål i sig selv, eller når økonomi bliver overdommer for, hvordan vi skal leve. Så er vi endt i økonomisme. Lige nu har vi brug for en åben og fri samtale i samfundet generelt, men også i kirkerne og andre religiøse sammenhænge. For at få ordentligt greb om økonomien må samtalen overskride det snævert økonomiske og gøre de mål og hensyn gældende, som er uopgivelige for en kristen selvforståelse. Den væsentlige samtale fører til handling, hvor økonomien kommer til sin ret uden at krænke andres.
Nutidens dominerende økonomiske paradigme, markedsliberalismen, ser mennesket som en egoist, for hvem det rationelle altid er at handle til den størst mulige fordel for sig selv. Grådigheden, som engang var en last, er nu blevet en dyd. Det gør den markedsliberalistiske tilgang stærk. Kritiske spørgsmål er der imidlertid mange af. Er driften efter egen fordel, som er forvandlet fra en last til en dyd, grundlæggende for det menneskesyn, vi ønsker at have? Kan det være en del af et kristent menneskesyn og i givet fald hvordan? Umiddelbart rimer det ikke godt med Jesu forkyndelse.
Er den velfærd, som i hvert fald nogle mener, det markedsliberalistiske paradigme fremmer, faktisk den form for velfærd, som vi ønsker? Er det bæredygtig velfærd? På papiret gør den økonomiske vækst den økonomiske kage større, så også de svageste skulle få mere af kagen. Den smuldrende sammenhængskraft og stabilitet både ude og hjemme samt den personlige fremmedgørelse, som mange oplever, synes at sætte spørgsmålstegn ved realismen i den ideologi. Endelig rejser spørgsmålet sig s
elvfølgeligt, om de forbedringer, som har fundet sted – mindre sult og så videre – faktisk skyldes markedsliberalismen, eller om de er fremkommet på trods af den. Det er omdiskuterede spørgsmål, som kalder på svar.
På vejen mellem økonomi og kristendom ligger ejendomsretten som anerkendt af næsten alle. Men Jesus og Paulus byder dig at give din rigdom bort. Der er øjensynligt to berettigede fordringer; Guds og kejserens. Ingen kan tjene to herrer – som bekæmper hinanden, men siden oldtiden har kristendommen inspireret livsformer, som husede både loven og nåden. Både som verdenssamfund og som enkelte mennesker må vi i dag finde en livsform, hvor økonomisk vækst ikke krænker den vækst i Guds billede, som Gud skaber med ånd og ord.
Der er for os ingen tvivl om, at kirkens opgave er at forkynde evangeliet, der ytrer sig i levet virkelighed, hvor den treenige Gud skaber personlig og fælles forvandling i de troende. Blandt frugterne heraf er både kritik og støtte i forhold til herskende, også økonomiske regimer. Det er der intet nyt i. Historien, herunder kirkehistorien, byder på mange eksempler. De bør aktiveres og indgå i samtalen om, hvordan økonomien bliver bæredygtig.
Der er meget, der hindrer og hæmmer samtalen om økonomi og kristendom; lige fra reduktionistiske forvanskninger af toregimentelæren over forsimplende gengivelser af økonomiske sammenhænge og positioner til en omsiggribende følelse af magtesløshed. Hvorfor bruge tid på at samtale om noget, hvis vi reelt ingen indflydelse har på det? Men samfundet har brug for og som kirker og kristne har vi pligt til samtalen. Vi skal lytte til hinanden og give taletid til dem, vi er uenige med.
Det handler om, hvordan vi deler det, vi er blevet betroet. Tag del i samtalen.
Andreas Østerlund Nielsen, ph.d., cand.theol., Martin Ishøy er sognepræst og Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær, Dansk Missionsråd.
Kronikkens forfattere har redigeret antologien ”Økonomi og kristendom … hvad Guds er”, som er udkommet på forlaget Eksistensen.