Dette debatindlæg er et svar på Kristeligt Dagblads leder "Kønsskifte for børn er et vildspor". Læs den her.
Når lille Ida i venteværelset bliver mødt af en forvirret læge, der insisterer på, at hun bør være en dreng, når læseglade Alex ikke længere tør tage på biblioteket af frygt for at blive tiltalt som pige, og når Kim ikke tør tage et fritidsjob, så er det tegn på, at deres cpr-nummer er en hæmsko.
Det Etiske Råd har anbefalet, at børn og unge kan få mulighed for juridisk kønsskifte fra 10-12-årsalderen. I FSTB, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, anbefaler vi, at der slet ikke bør være nogen aldersgrænse.
Juridisk kønsskifte er en ændring af det sidste ciffer i cpr-nummeret og er således udelukkende en administrativ ændring. Det vil sige, at det ikke omfatter fysiske ændringer.
Det danske cpr-system blev etableret i 1968, og vores cpr-nummer er et værktøj, der kan give en unik identifikation af os alle. I Danmark anvender vi cpr-numre i mange sammenhænge. Det er for eksempel i skolernes og bibliotekernes it-systemer, og derfor kan et cpr-nummer have praktisk betydning i børns hverdag. For når cpr-nummeret ikke stemmer overens med et barns udseende, så giver det anledning til løftede øjenbryn og nysgerrige spørgsmål.
Mistrivsel, fravær og forringet livskvalitet er hverdag for mange transkønnede børn og unge. Der er alt for mange, der selvskader, har selvmordstanker eller forsøger at begå selvmord.
En helt ny undersøgelse om lgbt+-elever viser, at 64 procent af lgbt+-eleverne har selvmordstanker, 53 procent har udført selvskade og 40 procent har en spiseforstyrrelse.
Lgbt+-eleverne føler sig cirka seks gange oftere ensomme i skolen sammenlignet med svarfordelingen fra den nationale trivselsmåling.
En mulighed for at ændre et ciffer i cpr-nummeret kan give mulighed for et bedre liv for mange transkønnede børn og unge og kan forbygge akavede og måske ligefrem ydmygende situationer, hvor fremmede skal have en forklaring på, hvorfor cpr-nummeret ikke svarer til udseendet. Selvom situationen kan være kortvarig, så skal der ikke mange gentagelser til, før barnet eller den unge udvikler voldsom skolevægring eller helt fravælger at gå til lægen.
I Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn møder vi mange transkønnede børn og unge samt deres forældre, som deler deres hverdagserfaringer med os. Det gør vi blandt andet gennem vores telefonrådgivning, vores netværksmøder og vores årlige sensommertræf. Og vi hører både børn, unge og forældre give udtryk for, at et lille tal, der kan virke ubetydeligt for fleste, kan medføre store udfordringer, hvis tallet ikke svarer til barnets eller den unges identitet.
Forskningen viser tydeligt, at de transkønnede børn og unge, der bliver støttet i deres kønsidentitet, trives bedre end de transkønnede børn og unge, der ikke støttes, og at konkrete indsatser kan forbedre livskvaliteten for transkønnede børn og unge.
Forskningen viser også, at de transkønnede børn og unge, der tydeligt og sikkert giver udtryk for deres kønsidentitet i en ung alder, også fastholder denne kønsidentitet som voksne. Det er derfor en ubegrundet bekymring, at mange børn og unge senere vil fortryde. Selv hvis der var tale om fortrydelse, så er det trods alt bare et tal, der kan laves om. Det skal bare være det rigtige tal.
At give børn mulighed for en ændring af deres cpr-nummer hænger godt sammen med, at vi i Danmark har tradition for at børn høres om forhold, der er væsentlige for deres liv. Børn skal høres, børn skal støttes, børn skal forstås. Børnene bør ikke bagatelliseres.
Juridisk kønsskifte er også for børn, for trivsel bør ikke have en aldersgrænse.
Marie Elisabet Lind-Thomsen er forperson for FSTB, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn.