Prøv avisen
Debat

Jonas Eika har jo ret. Der er spor af racisme i dansk politik

Forfatter Jonas Eika modtog i tirsdags Nordisk Råds litteraturpris. I sin takketale kaldte han blandt andet regeringens udlændingepolitik for racistisk. Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Preben Brock Jacobsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Noget af modstanden mod Jonas Eikas tale kan skyldes, at han ikke selv gør klart, hvad han egentlig forstår ved begrebet racisme, hvorfor man i debatten måske misforstår hinanden, skriver tidligere gymnasielærer

Da Jonas Eika i tirsdags modtog Nordisk Råds fornemme litteraturpris, kvitterede han med en tale, der beskrev Danmark og også de andre nordiske lande som præget af ”racistisk og islamofobisk nationalisme”. ”Føj” lød kritikken fra Pia Kjærsgaard. Og hun må jo ellers vide noget om racisme, og hvad det ord dækker over.

I juni 2003 tabte Pia Kjærsgaard nemlig i Højesteret en injuriesag mod Karens Sunds. Denne havde i Radioavisen sagt: ”Jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter”. Pia Kjærsgaard fandt det injurierende at få sin negative holdning til indvandrere kaldt racistiske. Det gjorde Højesteret ikke og frikendte Karens Sunds for injurieanklagen.

Men hvilken betydning af racisme og racistisk byggede Højesteret på? Højesteret fik hjælp af en udtalelse fra Dansk Sprognævn, der definerer betydningen af ordet racisme i dansk. Ordet bruges i tre betydninger: 1) en betydning, der relaterer sig til ”nazismens racelære og dens følger for jøderne”, 2) ”en races overlegenhed over andre”. Endelig 3) en nyere betydning, ”som sigter til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv”. I dommen fastslår Højesteret, at Karen Sunds brugte ordet i den tredje, nyere betydning. Derimod har Karen Sunds ikke brugt ”racistisk” i en af de to ældre betydninger.

Det er altså, hvad racisme betyder på dansk. Det er måske i denne nyere og bredere betydning, at Jonas Eik har benyttet ordet – en betydning som Dansk Sprognævn og Højesteret altså anerkender som en korrekt brug af ordet. En betydning Jonas Eiks digterkollega, Benny Andersen, også spiller på i H.C. Andersens land fra 1985, hvor han henvender sig til flygtninge og indvandrere: Giv agt når nogen siger:/ – Jeg er ikke racist, men –/ Så er det bare om/ at springe til side/ før de brækker sig over jer.

Noget af modstanden mod Jonas Eikas tale kan skyldes, at han ikke selv gør klart, hvad han egentlig forstår ved begrebet racisme, hvorfor man i debatten måske misforstår hinanden. Det kan nu også skyldes, at man ikke ser ens på, om synet på flygtninge og indvandrere tenderer mod at afkoble en grundlæggende etik, der ellers ses som uopgivelig: at ethvert menneske har det samme menneskeværd.

Så spørgsmålet bliver: Kan man give Jonas Eika medhold i, at først den forrige regering og nu også den nuværende har racistiske synspunkter på indvandrere, altså synspunkter der går ind for forskelsbehandling eller diskrimination af grupper af mennesker?

Ja, hvordan skal man egentlig ellers betegne den langsomme nedbrydning af børn i for eksempel Sjælsmark, som man ikke ville tillade sig over for etnisk danske børn?

Hvordan ellers betegne ghettoplanens strafzoner hvor kriminalitet, som er begået i det bestemte, afgrænsede område, kan straffes med det dobbelte af, hvad der gælder for andre borgere i Danmark?

Hvordan ellers betegne det fjendebillede, den forrige regering ved Lars Løkke i 2018 gav af ghettoens beboere, som beskrives med et blækspruttebillede, der altså forbinder beboerne med noget dyrisk, idet ”ghettoerne (…) sender fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed”, som ender med at sprede sin gift ude i hele ”samfundet, hvor danske værdier (…) taber terræn”?

Hvad med det negative sprog om indvandrere, der her gøres til syndebukke for tiltagende forråelse i samfundet?

Eller den evige tale om mislykket integration, der helt forbigår de mange eksempler på vellykket integration blandt for eksempel pigerne i gymnasiet?

Eller forbigåelsen af at kriminalitet blandt indvandrere faktisk falder?

Eller idylliseringen af ”det danske folk” som én homogen, ædel gruppe altid omtalt i et positivt sprog til forskel fra det negative sprog og de nedslående historier om indvandrere? Det sprog er som små doser af arsenik – de sluges ubemærket, men så viser giftens virkning sig. Er det ikke diskrimination? Er det ikke spor af racisme?

Det vil jeg mene. Mon ikke det også var noget af det, Jonas Eika mente

Preben Brock Jacobsen er forfatter og tidligere gymnasielærer.