Prøv avisen
Debat

Jordemoder: Jeg oplever, at forholdene på de offentlige sygehuse er kogende

Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lene Skou Jensen, jordemoder

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mine kollegaer presses til lange sygemeldinger eller opsigelser. Et øget antal jordemødrene starter som selvstændige, eller finder arbejde i for eksempel privat lægepraksis, skriver jordemoder

Gennem mange år har jeg set, hvordan barren for ”normalitet” inden for sundhedsvæsenet langsomt sænkes, hvorfor man som medarbejder ikke altid lægger mærke til, at det sker, men tilpasser sig.

Det svarer til at lægge en frø i koldt vand og tænde for varmepladen. Når vandet varmes langsomt op, tilvænnes frøen, bliver i vandet og ender med at blive kogt ihjel. Hvis en frø puttes direkte i kogende vand, vil den lynhurtigt springe op og redde livet.

Presset på den enkelte jordemoder er langsomt øget: antallet af ”konfrontationstimer”, timer med direkte kontakt med en fødende, er vokset, dokumentationskrav øges konstant, og tiden, hvor man kan restituere mellem krævende fødsler. mindskes.

Med restitution menes ikke kun tid til madpakken, men også tid til at fordøje den fødsel, man som jordemoder, ung som gammel, netop har deltaget i. Dette er nødvendigt, da jordemødre er i kontakt med og/eller har ansvaret for et eller flere menneskers ve og vel i mange timer og forventes at være både givende og årvågne, uanset hvem eller hvor mange de møder.

Jeg oplever, at de nuværende forhold på de offentlige sygehuse er kogende.

Mine kollegaer presses til lange sygemeldinger eller opsigelser. Et øget antal jordemødrene starter som selvstændige, eller finder arbejde i for eksempel privat lægepraksis.

Presset på de jordemoderstuderende øges. Meget store fødesteder præget af travlhed oplever et større frafald af studerende. Og det ser ud til, at der er et øget antal udmeldinger og sygemeldinger.

De gravide tilbydes informationsaftener i store hold i auditorier. Fødselsforberedelse i mindre hold skal tilkøbes privat – for dem, der har råd.

De gravide kan blive anbefalet at få deres fødsel sat i gang, men når de møder op, må igangsættelsen udsættes på grund af travlhed. Hvilket er utroværdigt, pinligt og spild af arbejdstid.

Der fødes gode børn, men alt for mange fødende får alt for sen jordemoderstøtte, hvilket skaber utryghed, en usammenhængende oplevelse og giver en dårlig start på livet som forældre.

De raske barslende sendes hjem efter cirka fire timer. ”Nybagte forældre skal have ret til indlæggelse i to døgn efter fødslen,” lød et sundhedsudspil fra børnenes statsminister, Mette Frederiksen (S).

Jeg kan ikke være mere enig: En tryg start på familielivet giver ballast og er det største selvtillids-boost, den nybagte mor og partner kan få. Forebyggelse nytter. Sæt i gang.

Jeg bebrejder ikke min ledelse, der er underlagt konstante politiske sparekrav. Jeg efterlyser prioritering fra politisk side. Siden de offentlige sundhedsudgifter stiger markant, samtidig med at der skal spares mere og mere, så må der være en eller flere lækager, der skal lukkes. Find dem.

Sørg for ordentlige arbejdsforhold for jordemødrene, så skal en del af de jordemødre, der er flygtet ud af faget, nok komme tilbage. For hvis der er en ting, der er sikkert, så er det, at jordemødre er dedikerede og er jordemødre ”by heart”. Mange savner pulsen på en arbejdsplads, savner fællesskabet og savner at være med til at skabe sammenhængende og gode forløb for familierne.

Kære Mette Frederiksen, du mener som statsminister, at ”vi skal møde fremtidens udfordringer ved at styrke den samfundsmodel, som generationer før os har bygget. Hvor vi har tillid til hinanden. Og er fælles om de vigtige opgaver – fra fødestuer til folkepension”.

Som erfaren jordemoder oplever jeg ingen styrkelse af fødeområdet, tværtimod ser jeg en årelang nedbrydning af både omsorg, sammenhængende forløb og menneskelige ressourcer. Hvordan skal jeg bevare tilliden til dine valgløfter? Og hvilke opgaver er det, vi er fælles om? Så hop ned i gryden til frøen, mine kollegaer og mig. Du vil springe op, for vandet koger nu. Vi andre er ved at koge ihjel.

Lene Skou Jensen er jordemoder.