Hvorfor noterer en betjent i en politirapport, at kvinden, der netop har anmeldt en voldtægt, har affarvet hår? Måske fordi han er bærer af en af de myter, der florerer omkring voldtægtsofre. For eksempel, at ”rigtige” ofre er pæne piger, der gør anskrig før voldtægten og husker at anmelde overgrebet med det samme.
Men sådan er virkeligheden ikke, forklarer Trine Baumbach, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet og redaktør og medforfatter til en omfattende antologi, ”Voldtægtssagen – retssystemets akilleshæl”, der udkommer i dag. Her giver 25 forskere, politifolk, advokater og psykologer et bredt billede af, hvad der sker i forbindelse med de mere end 11.000 voldtægter, der ifølge Det Kriminalpræventive Råd hvert år bliver begået i Danmark.
Ifølge Trine Baumbach stikker særligt to myter ud. Den ene gælder offerets troværdighed, den anden handler om falske anmeldelser. Begge myter er så udbredte, at de hæmmer både anmeldelser, efterforskning og domfældelse.
”Hvis en kvinde anmelder en voldtægt, og betjenten er bærer af en af myterne, har det stor betydning for, om anmeldelsen bliver taget alvorligt, og om den anmeldte udtages til afhøring. Hvis man ikke tager imod en sag med et åbent sind, bliver sagen ikke behandlet ordentligt.”
Rigspolitiet har i en rapport konkluderet, at næsten halvdelen af dem, der har anmeldt voldtægt, var utilfredse med politiet – 22 procent oplevede tilmed, at politiet ikke tog deres anmeldelse seriøst. Hvorfor er det første møde med systemet så ofte så dårligt?
”Det hænger sammen med myterne. På Politiskolen har man talt om voldtægter som et område, hvor der var særlig mange falske anmeldelser. Og da Løkke-regeringen for nogle år siden satte straffen for voldtægt op, foreslog den samtidig at sætte straffen op for falske anmeldelser.
Et flertal uden om regeringen afviste forslaget og kaldte det en utilstedelig sammenblanding. Men det bekræfter, at myten om de mange falske anmeldelser findes.”
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er der et stort mørketal. Rådet vurderer, at kun hver sjette offer anmelder voldtægten. Hvad skal der til for at ændre det?
”Dels, at de, der anmelder, føler sig respektfuldt behandlet, også selvom anmeldelsen ikke fører til dom. Dels en generel holdningsændring. Der tror jeg, den nye samtykkeordning kan være et lille skridt i den rigtige retning, fordi den siger, at du kun må have samleje med en anden, hvis vedkommende er med på det. Ellers er det voldtægt. Det kan alle forstå, og det tror jeg er ét af de mange greb, der skal til for at øge antallet af anmeldelser og sænke antallet af fejlagtige frifindelser. Men lovgivning er ikke en mirakelkur, det er lovgivning aldrig.”
Hvis samtykkeloven ikke er en mirakelkur, hvad skal der så til for at ændre forholdene afgørende?
”Så handler det om en kulturændring, altså en opdragelse af de unge generationer til at have respekt for deres medmennesker. Juraen kan løse meget, men ikke alt. De fleste af os slår ikke vores børn, både fordi det er ulovligt, og fordi vi i kraft af lovgivningen er blevet bevidste om, at det er forkert. Juraen kan kun ændre tingene et stykke af vejen, resten kræver en kulturændring. Jura er nødvendigt, men sjældent tilstrækkeligt.”
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd falder der kun dom i cirka hver sjette af de anlagte sager. Det vil sige, at kun 1 ud af 36 voldtægtsofre oplever, at overgriberen straffes. Hvorfor er vi så dårlige til at få dømt de skyldige?
”Dels fordi de fleste voldtægter begås med kun de to parter til stede. Hvis der ikke har været vold af betydning, kan det være næsten umuligt at løfte bevisbyrden. Dels fordi myterne står i vejen: Hvis en sag bliver mødt med en forkert tilgang, bliver den ikke efterforsket ordentligt, hvilket giver anklagemyndigheden dårligere grundlag at bedømme sagen på. Det gælder hele vejen gennem systemet.
Vi har skrevet bogen til alle, der har med voldtægtssager at gøre, for at øge deres viden om voldtægt og traumereaktioner. Vi ser sager, hvor både politi, anklagemyndighed og domstole lægger vægt på, at anmeldelsen ikke blev indgivet spontant. Men det er mangel på viden, for det er en helt naturlig reaktion for folk, der har været udsat for noget ekstremt traumatiserende, at de forsøger at flygte fra det i stedet for at anmelde det.”
Én ting er ofrene, noget andet overgriberne. Hvad skal der til, for at færre begår overgreb?
”Der har jeg meget håb for fremtiden. De unge ved godt, at man selvfølgelig ikke må have samleje med en, der ikke er med på det. De fleste mænd kunne aldrig drømme om at begå overgreb, og det er meget få unge mænd, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”