Prøv avisen
Debat

Henrik Højlund: Juridisk kønsskifte for børn gør mig så trist. Vores børn vokser op i en kultur af kønsusikkerhed

Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Henrik Højlund, valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er helt klar over, at mange vil stå af over for min forklaring eller i al fald ikke deler alt i den, selvom man ligesom mig vil begræde den kønsdysfunktionalitet, den opvoksende generation skal udsættes for, skriver Henrik Højlund i debatindlæg.

Hvor bliver jeg dog trist til mode med tanke på regeringens planer om at lovliggøre juridisk kønsskifte helt ned til fem-seksårsalderen.

Vi havde besøg af et af vores toårige børnebørn den dag, jeg læste om regeringens planer i nærværende avis.

Tanken meldte sig: Han vil vokse op i en kultur, som uvægerligt vil fremmane en stemning af kønsusikkerhed. Du ligner en dreng, jovist, men er du nu sikker? Du kan principielt set også være en pige, eller noget helt tredje eller fjerde eller syvoghalvtredsindstyvende.

Jeg græder indvendig. Det er ubegribeligt. Hvordan er det kommet dertil? Det strider mod al naturens ligefremme tale. Og dertil al uvildig forsknings tale og et væld af psykologers klare råd. Og alligevel går man den vej. Jeg fatter det ikke.

Og dog. Når jeg prøver at bevare fatningen og tænke mig lidt om, så melder der sig en oplagt forklaring på dette helt uforståelige.

Idéen om livet som en konstruktion har længe været undervejs. Menneskelivet som noget, mennesket selv definerer og kontrollerer fra først til sidst. Det har været undervejs meget længe. Det begyndte langsomt at snige sig ind med afviklingen af Gud som den absolutte og øverste virkeligheds-sætter. Det piblede sagte frem for flere hundrede år siden. Man sagde stadig Gud. Man var teister. Og som naturlig følge af det begyndte man en dag at forkynde Guds død. Og når Gud er død, er alle ting tilladt, som Dostojevskij skrev. Konsekvensen måtte vise sig i praksis en dag, konsekvensen af alle tings tilladelse.

Og det gjorde den også. I form af for eksempel fri abort. Retten til at definere, om et menneske skal leve eller ej. Hvilket selvsagt åbner for retten til aktiv dødshjælp på andre niveauer af livet. Ligesom retten til at bestemme sit eget køn. Og retten til så meget andet livskonstruerende og -kontrollerende, som findes eller vil komme.

Jeg er helt klar over, at mange vil stå af over for min forklaring eller i al fald ikke deler alt i den, selvom man ligesom mig vil begræde den kønsdysfunktionalitet, den opvoksende generation skal udsættes for.

Og uanset tilslutning til min forklaring er jeg taknemmelig for hver eneste protest imod det, vi nu bevæger os i retning af.

Jeg plejer også at sige, at virkeligheden under alle omstændigheder vil brænde igennem. Biologien overvinder den naturstridige livskonstruktion. Men min bekymring er, at det kan tage lang tid, og det vil sige flere generationers lidelse under kønskaosset, fordi livssynet generelt i befolkningen har lidt et afgørende tab ved tabet af Gud.

Derfor beder jeg alle, som deler protesten mod regeringens planer, om at genoverveje den dybere substans i protesten, så vores protest mod regeringens åbning for kønsuvishedens mentalitet ikke skal forblive i taberposition alt for længe.

Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.