Prøv avisen

Lov om juridisk kønsskifte viser, hvor galt det går, når private følelser ophøjes til rettigheder

I en tid, hvor kongelige, ministre og kendisser nærmest falder over hinanden for at demonstrere deres regnbuefarvede sindelag, tænker mange sig nok om to gange, før de udtrykker skepsis over for den omsiggribende mangfoldighedsdyrkelse, skriver jurist. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Louise Kobbernagel

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er utvivlsomt ganske ulykkeligt at føle sig som det forkerte køn, og et ordentligt samfund skal selvfølgelig hjælpe disse mennesker. Men det gør vi ikke ved at ophøje individets følelser til en sandhed, der uden videre udløser en juridisk rettighed, skriver jurist

JOURNALIST OG tidligere forperson i LGBT+ Ungdom Anders Bobek fremmaner i Kristeligt Dagblad den 18. september et billede af Jesus, der hænger ud med bøsser og transpersoner på en homobar i Jerusalem og laver vand om til rosévin. Indlægget er Anders Bobeks kritiske kommentar til, at syv kirkelige organisationer er gået sammen om at insistere på deres ret til at mene det om køn og kønsidentitet, som nogle – heriblandt statsministeren – kalder forstokket. Det platte billede af Jesus på homobar bekræfter det, vi længe har vidst: Intet er længere helligt i kampen for at fremme LGBT-sagen.

I en tid, hvor kongelige, ministre og kendisser nærmest falder over hinanden for at demonstrere deres regnbuefarvede sindelag, tænker mange sig nok om to gange, før de udtrykker skepsis over for den omsiggribende mangfoldighedsdyrkelse. For LGBT-bevægelsen og dens støtter er ganske magtfulde, og som statsministerens dømmende udsagn for nylig understregede, er man ikke i tvivl om, at man som mangfoldighedsskeptiker næsten har tabt på forhånd og i øvrigt ikke hører til i det gode selskab. Som om en konservativ indstilling udelukkede tolerance.

Derfor er det prisværdigt, at syv kirkelige organisationer nu insisterer på deres ret til såkaldt forstokkede meninger. Men også vi, der står uden for disse organisationer, bør som almindelige samfundsborgere give vores besyv med i debatten. Vi må sige det højt, som længe må have stået klart for mange af os, nemlig at mangfoldighedsdyrkelsen har taget overhånd, og at vi skylder vores børn og unge mennesker at få bremset den udvikling, der truer med – som det næste ulyksalige skridt – at tillade juridisk kønsskifte for børn ned til seks år.

Den nuværende lovgivning om juridisk kønsskifte for myndige personer er nemlig et kafkask eksempel på, hvor galt det går, når individets private følelser ophøjes til rettigheder. Så ender man nemlig med bestemmelser som CPR-lovens paragraf 3, stykke 6, hvorefter man efter ansøgning tildeles et nyt CPR-nummer, hvis man ”oplever sig som tilhørende det andet køn”. Individets rent subjektive følelser udløser altså en ret til – på papiret i hvert fald – at lave om på noget, der alle dage har været givet fra undfangelsesøjeblikket.

Det er utvivlsomt ganske ulykkeligt at føle sig som det forkerte køn, og et ordentligt samfund skal selvfølgelig hjælpe disse mennesker. Men det gør vi ikke ved at ophøje individets følelser til en sandhed, der uden videre udløser en juridisk rettighed. Og man må undre sig over, at vore lovgivere tilsyneladende ikke ser, hvilket ubærligt ansvar der pålægges det skrøbelige menneske, når det gives friheden til at bestemme alting selv. Selv det, som enhver med sin fornuft forstår ikke kan ændres ved at udskifte et ulige tal i cpr-nummeret med et lige.

Kære politikere, ser I ikke hovmodet bag en lov, der tillægger individets subjektive oplevelse af sig selv så stor betydning? Og ser I ikke, at det, der på overfladen ligner en kærlig anerkendelse af individets suverænitet, rummer kimen til mere ulykke end lykke, hvis vi ikke er yderst varsomme?

Vi har en særlig stor forpligtelse til at passe på vores børn og unge. Derfor skal vi selvfølgelig værne de i forvejen fortvivlede børn mod også at skulle forholde sig til en juridisk og teknisk pseudoløsning på et problem, der stikker langt dybere end cpr-nummeret. Forhåbentlig vil en borgerlig regering påtage sig det ansvar. Selvom man desværre må tvivle på det.

Louise Kobbernagel er jurist.