Prøv avisen
Debat

Hvorfor forventer skolen, at vi som forældre er dybt involveret i lejrtur, madlavning og transport?

Det ville klæde folkeskolen, om den interesserede sig mere for den store andel af forældre, der ikke indgår i forældrerådene. For måske ville man opdage, at ikke alle ønsker, at skole og forældreråd disponerer over vores private tid, skriver jurist. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/modelfoto

Louise Kobbernagel

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Som mor til to skolebørn oplever jeg den intensive forældreinvolvering, og mens nogle dele af den utvivlsomt er gavnlige, er der grund til at være kritisk over for andre dele af den, skriver jurist

I KRONIKKEN her i avisen den 28. august, ”Skolernes krav til forældre er ikke for børn”, beskriver sociolog Maria Ørskov Akselvoll den involvering af forældre i skolen, der i de seneste år er øget, og som nu betragtes som noget, der er både selvfølgeligt og nødvendigt. Hun opfordrer til, at vi hele tiden spørger, om forældreinddragelsen gør det, vi tror. Som mor til to skolebørn oplever jeg selv den intensive forældreinvolvering, og mens nogle dele af den utvivlsomt er gavnlige, er der grund til at være kritisk over for andre dele af den. Dette er mit bidrag til en kritik:

Vi begynder med et dugfriskt eksempel: For nylig fik jeg besked fra skolen om, at min datters klasse skulle på overnatningstur. Der skulle imidlertid bruges forældre til transport af bagage, til indkøb af mad og til tilberedning af flere måltider.

Derudover skulle et antal forældre overtage ansvaret for børnene, når lærerne tog hjem klokken 16. Næste morgen skulle børnene følges tilbage til skolen på cykel. Varsel: halvanden uge! Var dette et obligatorisk eller et frivilligt arrangement?

Skolen fastholdt, at børnenes mødepligt også gjaldt efter klokken 16, hvor lærerne tog hjem. Dén holder næppe vand, men det interessante var, at en række forældre faktisk stillede op, tilsyneladende uden at stille spørgsmål til skolens forventning om, at de sprang til ved dette arrangement, hvor grænsen mellem pligt og frivillighed var uklar. Mon ikke at de beredvillige forældre mente, at det var nødvendigt og selvfølgeligt, at de involverede sig, jævnfør Akselvolls kronik?

En vigtig aktør i forældreinvolveringen er forældrerådene. Et forældreråd består typisk af en håndfuld forældre og nedsættes som regel på det første forældremøde i et nyt skoleår. Rådets opgaver kan variere, men hovedopgaven er ofte planlægning af sociale aktiviteter for klassen. Mange steder deltager klasselæreren i et eller flere af rådets møder i løbet af skoleåret.

Således signalerer skolen, at den bifalder rådets arbejde, og i et vist omfang deltager den også i det. Det, der har med børnenes obligatoriske skolegang at gøre, blandes således sammen med det, der normalt opfattes som hørende til familiernes private liv. Dermed kan det blive svært at skelne mellem det obligatoriske og det frivillige. For nok er vi klar over, at rådet ikke har den formelle magt til at bestemme over vores fritid, men mange kender nok til følelsen af at være moralsk forpligtet til at deltage i forældrerådets arrangementer. At skolen understøtter forældrerådet, medvirker til dette, for skolen er en autoritet, som vi er opdraget til at adlyde. Skolen og forældrerådet bliver en magtfaktor i hjemmene.

Har man magt, bør man forvalte den med ydmyghed og sikre sig, at man har mandat til at foretage sig det, man gør. Derfor ville det klæde folkeskolen, om den interesserede sig mere for den store andel af forældre, der ikke indgår i forældrerådene. For måske ville man opdage, at ikke alle ønsker, at skole og forældreråd disponerer over vores private tid. At legegrupper kan føles som en inva- sion af privatsfæren. Og at vi ikke alle opfatter tre fastelavnsarrangementer på en uge og endnu en diskofest som det gode (børne-)liv. Ej heller er jeg næppe alene om den overbevisning, at evnen til at indgå i fællesskaber først og fremmest grundlægges i hjemmet, og at det er her, ansvaret bør ligge.

Så skulle vi ikke trække vejret og overveje, hvad der er nødvendigt og selvfølgeligt, inden vi kaster os selv og hinanden ud i endnu et skoleår spækket med arrangementer

Louise Kobbernagel er jurist.